Posted by: evangelisering | juli 1, 2010

Vi er planeterne i Guds univers!

Det kristne liv handler ikke om at holde nogle bud eller at arbejde ved livets brændpunkter. Det kristne liv handler om at leve i et forhold til en person og lade dette forhold præge ens liv. Denne person er Gud. For at lære ham at kende, bør vi søge hans ansigt. Hvordan kan vi gøre det? 

Vi kan læse i Bibelen, fejre sakramenterne og dele vores tro med andre. Og vi kan søge Gud i stilhed.

Det er umuligt at lære Gud at kende uden at tage sig tid til at tale til ham og høre på det, han har at sige. Bøn er som en samtale med en ven, som vi ved, elsker os. 

Bøn har forskellige udtryksformer. Der er lovprisning, tilbedelse, forbøn og stille bøn. Der findes skrevne fastlagte bønner og fri bøn. Men alt dette har kun et mål: at føre mennesket nærmere til Gud og lade det dele livet med ham. 

Her ligger forskellen til de østlige meditationsformer. Den kristne bøn er et udtryk for kærlighed mellem Gud og mennesket. Bøn er et gensidigt møde, hvor mennesket står over for Guds personlige kærlighed. De østlige bøns- og meditationsformer derimod søger ikke et Du, men tomheden og jeg’ets udslettelse i altet. De drives af ønsket om at blive et med helheden. Individet bør sammensmelte og gå i opløsning i altet, hvad enten det kaldes for Brahman eller Nirwana.

Også i den kristne bøn smelter vi sammen med Gud, men beholder alligevel vores egen vilje og individualitet. Vi får del i den frihed, der strømmer og lever i Gud og i hans kærlighed. I  kontemplationens bøn bliver vi ét med Gud. Der er ikke andet end Gud og menneskets lykke.

I buddhismen udslukker mennesket de fire lidenskaber: glæde, håb, rædsel og sorg. Vi kristne forsøger at elske Gud med hele vores person og alle vores kræfter. Selv vores lidenskabelige energi bliver integreret i kærligheden.

Bønnens mål er ikke længere selv at bestemme, men at blive draget. Nu vil vi ikke længere elske Gud med det bedste i os selv, men elske ham med hans (Guds) egen kærlighed.

Gud elsker Gud.  Alt andet er uvigtigt, f.eks. hvorvidt Gud erfares eller ej. Hvis vi før var solen og Gud planeten i vort liv, er der hermed sket en kopernikansk revolution. Nu er Gud solen i vort univers og vi er hans planet. Vi lever og ånder kun for Gud. Vi er ikke længere bekymret for os selv. Den kristne Gud er treenig, en fuldkommen og kærlig relation. Derfor bliver også vi mennesker lykkelige, når vi træder ud af os selv og bliver en del af Guds uselviske relation.

Reklamer
Posted by: evangelisering | juni 28, 2010

At kende hans navn

At kende en andens navn betyder at kende vedkommende. De, der har et navn i samfundet, er kendte og har noget at sige. De har betydning på en eller anden måde. Ofte har de også indflydelse på grund af deres navn. De mennesker, som ikke har et navn, er uden ansigt. De har ingen stemme og ingen indflydelse.

Også i de forskellige religioner har denne indsigt gjort sig gældende. At kende navnet på et ”væsen”, være det sig en gud eller en dæmon, betyder magt over det. I magien prøver man at frigøre den kraft, som er i navnet, og derefter bruge den frigjorte energi.

Navnet er tæt knyttet til personen. Dette gælder for menneskers forhold indbyrdes, men også for de forskellige religioner. Vi kender ikke et menneske, når vi kun kender en karakteregenskab af vedkommende. Kun at kende et enkelt træk af personen betyder, at vi ikke har kendskab til de forskellige facetter af personligheden.

At kende navnet betyder, at dette menneske er en person. En person er ikke et ”et”, men en ”han eller hun”, et ”jeg”, som kan tiltales som et ”du”, som man kan træde i relation til. Der er tale om et jeg, som vil være et du for mig. Over et jeg kan ingen bare bestemme, fordi en person har en værdighed, som ikke må krænkes. Mennesket har rettigheder, alene fordi det er en person.

I Det gamle Testamente forekommer det hebræiske schem (navn) ca. 770 gange.

Den bibelske Gud træder ud af ”navnløsheden” og åbenbarer sit navn. Han har et navn, som han skal tiltales med.  Jahve vil altid svare, når man kalder på ham. I sit navn åbenbarer Jahve sig selv, sit væsen og sine gerninger i fortiden, nutiden og også i fremtiden. Guds navn, Jahve, er Guds gave til mennesker, og netop derfor må dette navn ikke misbruges til magi eller falsk ed.

 ”Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.” 2 Mos 20,7

I tidens løb blev Guds navn dog næsten til en hypostase af Jahve selv. Navnet havde den plads, som et gudebillede havde i andre religioner.

Gud åbenbarede sit navn over for Moses i den brændende tornebusk. Med navnet ønskede Moses at erfare Guds hemmelighed. Jahves navn bliver forklaret i et ordspil. For den hebraiske lytter har ordene jeg er (hebr. ehjeh) en klang af gudsnavnet Jahve. I den græske oversættelse af Bibelen har man tolket det som en omskrivning af Guds væsen og oversat det med jeg er den værende. Men det hebraiske verbum betyder meget mere. Det betyder ikke bare at være, men frem for alt, at være til stede, at virke, og den anvendte tidsform gælder såvel i nutiden som i fortiden. 

Martin Buber har derfor omskrevet gudsnavnet på følgende måde ved at sige: Jeg vil være med jer (nu og altid med min skare, med mit folk, dvs. med jer) som den, jeg altid vil være. Jahve er Israels trofaste Gud, som griber ind i folkets historie, og derved åbenbarer han, hvem han vil være for sit folk.

Men ved at Gud meddeler sit navn, henvender han sig som person til en person. Et jeg søger et du. Han meddeler sig som den talende og tiltalende Gud – han taler til mennesket og ønsker et svar. Som person kan Gud sige jeg, og vi kan tiltale ham med et du. Kristen tale om Gud er ikke begrænset til at tale om ham; men det er også en tale til ham, dvs. bønnens sprog. Vi kan tale med Gud, bede, svare på hans kalden. Vi kan påkalde hans navn og være sikre på, at han hører os

”Herren hører, når jeg råber til ham.” Sl. 4,4. 

Fordi Gud har åbenbaret sit navn, kan mennesker få del i ham. Nu kan han erkendes og påkaldes.

Posted by: evangelisering | juni 23, 2010

Den Evige er alles fader

Jøder og kristne er fælles om de gammeltestamentlige løfter og troen på den samme Gud Fader. Han er for de troende oprindelsen til og enden på al livets virkelighed. De har det samme håb: Gud vil komme og oprette sit rige.

Den kristne forkyndelse har sine rødder i jødedommen. Den må aldrig adskilles fra den. Her ligger Jesu og kristendommens rødder. Dette er også vigtigt, fordi Jesus kaldte denne Gud, som har åbenbaret sig i Israels historie, sin far. Der er tale om en konkret Gud, som har handlet, og som har åbenbaret sig over for Abraham, Isak og Jakob. Jøderne i dag ser Jesus som deres bror, fordi han var troende jøde ligesom de.

Jesu tro forbinder jøder og kristne; men troen på Jesus Kristus adskiller dem. For i modsætning til jøderne tror de kristne også, at Jesus ikke alene er deres bror, men Guds Søn, som i sin lidelse, død og opstandelse har opfyldt Guds løfter til Israel. Korset er for dem et frelsens tegn og udtryk for Guds kærlighed. Men for jøderne er det et skændselstegn (1) .

Jøderne er de ”ældre brødre”, og løfterne og udvælgelsen er ikke taget fra dem. For Guds kærlighed og løfter er trofaste (2). Netop derfor er antijudaisme og jødehad uforenelige med den kristne tro. Kirken er i kølvandet af 2. Vatikankoncilet begyndt en dialog med jøderne. 

Det var nødvendigt, at de kristne blev sig bevidst, at de, der erfarer og bekender Gud som Skaber og Fader, ikke længere kender til medmennesker, kammerater eller medskabninger, men kun til menneskebrødre, det være sig kristne, jøder eller noget andet. Kristne har brug for at bevidstgøre sig deres jødiske rødder og beskæftige sig med den Jeschua fra Nazareth, som var en troende jøde, for derved at kunne forstå på et dybere plan, hvorfor han er Messias, Kristus, den Salvede. Dialogen mellem kristne og jøder forsøger ydmygt og lyttende  at gøre forskellighederne frugtbare, netop fordi jøder og kristne i deres liv og fælles tro kan være et vidnesbyrd i en uenig verden.


(1) Jf. Gal 3,13.

(2) Jf. Rom 11,1-2.

Posted by: evangelisering | juni 18, 2010

Gud har et navn

Historien foregår stadigvæk i Ægypten, hvor Jakobs efterkommere var slaver. Farao havde beordret, at alle nyfødte drengebørn skulle dræbes; men Moses blev på forunderlig vis reddet fra døden. Hans mor havde lagt ham i en lille papyruskurv og stillet ham i Nilens siv. Gud fandt en udvej for at redde denne dreng. Faraos datter trak kurven ud af sivene (1) og beholdt barnet hos sig. Moses, hebræeren, blev opdraget som kongesøn ved hoffet.

Han var en ivrig og hidsig natur, som ikke tålte uretfærdighed. Da han en dag så en ægypter piske en hebræer, dræbte Moses ægypteren og flygtede fra farao til Midian. En dag, mens han græssede sin svigerfar Jetros får ved Horebs bjerg, åbenbarede Gud sig for Moses i skikkelse af en brændende tornebusk, hvis flammer brændte uden at fortære et eneste blad eller gren. Gud kaldte på Moses:

”’Moses! Moses!’ Han svarede ja,  og Gud sagde: ’Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.’ Og han sagde: ’Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’ Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.” 2 Mos 3, 4-6.

Men Moses ønskede at kende denne Guds navn.

”Gud svarede Moses: ’Jeg er den, jeg er!’” 2 Mos 3,14.

Gud åbenbarede sit navn og dermed sit væsen. Jeg er den, jeg er. Dette navn viser, at intet navn kan yde Gud fuld retfærdighed. Gud er den, han er. Uden ham var intet til. Han er kilden til alt – Skaberen. Og fordi han er et ”jeg”, kan mennesket tale til ham, bede til ham og leve i fællesskab med ham, som et du bør gør det med et jeg. (2) Gud er den samme til evig tid, i dag, i morgen og i al evighed.(3)

Den brændende tornebusk viser, hvem Gud er. Den ”er et billede på hans vilje til at forholde sig til mennesker og menneskenes verden. For at Gud brænder, vil jo sige, at han bringer varme og glød og lys til verden, at han ønsker at fænge.” (4)

Ud af dette møde mellem Gud og Moses på Horebs bjerg kom det til en aftale, hvor Gud bad Moses om at gå til farao og føre hans folk (dvs. Israels børn), hvis klage han havde hørt, ud i friheden. Gud ville være med Moses, som skulle føre Guds folk til det land, hvor det flyder med mælk og honning. Gud ville vise sig for hele folket som den, han er: Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, Jahve, den Jeg er. Han kan kun erfares som den Levende, han er.

Folket oplevede, at Gud var med dem, som den Jeg er. Han drog omsorg for sit folk, både på flugten, i ørkenen, i eksilet og i det nye land.

 ”I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig.” 2 Mos 14,4.

 Denne Gud, som sluttede en pagt med Israel, er ikke en Gud, som er uberørt af sit folks skæbne. Han er den levende Gud, som ser menneskers kampe og hører deres klageråb. Han er en Gud, som giver liv og sætter mennesker i frihed. Han er en Gud, som handler i historien og som åbner for nye muligheder. Han er håbets Gud. Fortællingen om folkets udtog fra Ægypten viser, at Gud giver frihed og liv, netop fordi han selv er frihed og liv og ønsker, at mennesker får del i det.  Når vi taler om den Gud, Bibelen forkynder, så skal vi samtidig tale om de erfaringer, mennesker har gjort sig med den befriende og frelsende Gud, det være sig i fortiden, i nutiden eller i dag.


(1) Deraf navnet Moses, da der på hebraisk er ordspil mellem Moses og trukket … op (jf. 2 Mos 2,10). Dette er dog sprogligt ukorrekt. Moses hænger sammen med ægyptisk mesj, ”søn”, som forekommer i sammensatte ægpytiske kongenavne, f.eks. Ra-mesj (Ramses), ”(guden) Ra’s søn”; Tot-mesj (Tutmoses), ”(guden) Tot’s søn”. (Gads danske bibelleksikon)

(2) Jf. Meile, Eva: Det tabte hjerte, 1991, s. 65.

(3) Sammenlign også Hebr 13,8.

(4) Jf. Meile, Eva: Det tabte hjerte, s.66.

 

Posted by: evangelisering | juni 15, 2010

Kærlighedsbarnet Josef

Fordi det er dig!

Josef (1) var et kærlighedsbarn, den første af Rachels to sønner. At han var elsket, kunne man mærke på Josef. Han var selvsikker, smuk og klog. Ydermere havde han en særlig evne. Han kunne tyde egne og andres drømme. Men brødrene kunne ikke fordrage deres bror. De lagde råd op om at slå ham ihjel. Dog gik Ruben, den ældste bror, i forbøn for sin broder Josef, som derfor ikke blev myrdet, men solgt som slave.

Josef blev mange år i Ægypten, og efter år som tjener hos Potifar og som fange i fængsel, blev Josef af farao udnævnt til første mand efter farao i landet. Han tog sig af kornuddelingen, fordi man ventede en større tørke. Og sådan skete det. Josefs brødre drog op til Ægypten for at købe korn. De blev stumme af rædsel, da de opdagede, at ægypteren var deres broder Josef. Alt, hvad de havde gjort imod ham, kom nu i deres tanker. Kunne han nogen sinde tilgive dem? Hvad ville der ske nu?

Men Josef rakte hånden ud til forsoning, og alle greb den. Længsel og kærlighed fik nu frit løb. Josef vidste, at han ikke var i Guds sted. Derfor dømte han ikke sine brødre. De hentede derefter deres far Jakob og bosatte sig i Ægypten.

Dette er patriarkernes historie. Moses (2), den næste store personlighed i jødedommens historie, har givet denne religion dens navn: den mosaiske.


(1) Josefcyklussen kan læses i 1 Mos kap. 37-50.

(2) Fortællingen om Moses kan læses i 2 Mos 1-5 Mos 34.

Posted by: evangelisering | juni 14, 2010

Snyderen sejrer!

Isak fik altså lov til at leve, og han fik et langt og lykkeligt liv med sin kone Rebekka (1). Af hans to sønner, tvillingerne Jakob og Esau, viste Jakob den største iver efter at videreføre pagten, sådan som den var gået i arv fra Abraham til Isak. Han var så målbevidst, at han snød sin bror Esau gentagne gange. Første gang købte han den sultne Esaus førstefødselsret for en tallerken linser. Men ikke nok med det, en anden gang sneg Jakob sig også til faderens velsignelse. ”Den svigefulde Jakob var og blev den velsignede.” (2)

Men nu måtte Jakob flygte til sin mors hjemegn af angst for broderens planer om at dræbe ham. Og han, der snød, blev nu selv snydt og bedraget af sin svigerfar. Jakob tjente syv år for sin elskede kone Rachel, men fik kun den ældste datter Lea, da den yngste ikke måtte bortgiftes før den førstefødte. Så tjente Jakob ydermere syv år for Rachel. Jakob havde to koner, men kun én kærlighed – Rachel – og dette skabte ondt blod mellem søstrene. Rachel og Lea kappedes om, hvem der kunne føde flest børn – og til sidst havde Jakob tolv sønner. I mellemtiden var Jakob vendt tilbage til sit fædreland og havde forsonet sig med sin bror Esau.


(1)Isakfortællingen står i 1 Mos Kap 21-27.

(2) Meile, Eva: Det tabte hjerte, 1991, s. 53.

Posted by: evangelisering | juni 10, 2010

På vandring med Gud

Guds folk levede med store forventninger og gjorde sig nogle helt menneskelige erfaringer på deres vandring med Gud. Derfor er læsningen af Det gamle Testamente som at skue dybt ned i vort eget liv. Vi vil opleve vor tørst efter frihed, vor længsel efter retfærdighed og håbet om, at også de fattiges røst må høres.

                      Guds historie med hans folk begynder med patriarken Abraham. Abrahams slægt stammede fra Ur i Kaldæa; men allerede Abrahams far, Tera, var brudt op og havde slået sig ned med sin familie i landet Karan. Også Abraham og hans kone Sara boede der, dog uden efterkommere. Gud kaldte Abraham til at forlade sit hjem, sin familie og sit land. Abraham, den femoghalvfjerdsårige gamle mand, tiltroede Gud det umulige, nemlig at han i sin alder sammen med sin ufrugtbare hustru, kunne blive stamfar til et folk så stort og talrigt som sandet ved havet og himlens stjerner. Han kastede sig ud i det blinde og fulgte denne ukendte Gud. Gud åbenbarede sig gentagne gange for Abraham og fornyede sit løfte. De sluttede en pagt som bestod i, at Gud lovede Abraham land, velsignelse og efterkommere. Abraham lovede derimod at gøre, som Gud sagde. Gud var blevet til Abrahams Gud, dvs. en partisk gud. Denne Gud og Abraham var kommet tæt på hinanden, så tæt, at Gud bad Abraham om at vise ham sin kærlighed ved at ofre sin eneste søn, Isak. Isak var den søn, som var ventet i lang tid, den elskede, på hvem Guds løfter om et talrigt afkom hvilede. Abraham holdt sin del af pagten og gik den tunge gang til Morija bjerg sammen med Isak, som bar brændet. Abraham gik ved siden af sin søn. Han havde offerkniven i lommen og frygten i hjertet. Dog i sidste øjeblik forhindrede en engel menneskeofringen. Gud ville blot være sikker på Abraham. Men nu var han det, og han fornyede sit pagtsløfte over for Abraham.


Posted by: evangelisering | juni 8, 2010

Hvorfor kan vi tale om Gud?

”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede.” Hebr 1,1-3.

Al menneskelig tale om Gud er kun mulig, fordi Gud allerede har talt til os. Ved at åbenbare sig meddeler Gud ikke bare en lov, men sig selv. Han giver sig til kende i sit navn. Gud udvalgte sig et folk, Israel, som han kaldte til sig. De skulle være hans folk, og han ville være deres Gud. De erfaringer, Israel gjorde sig med sin Gud, og som Gud gjorde sig med Israel, blev skrevet ned i de skrifter, som udgør den jødiske tenach. Den er næsten identisk med de kristne kirkers Gamle Testamente.

Det gamle Testamente er sammen med Jesu forkyndelse og gerninger, som Det nye Testamente overleverer, kilden til den kristne tale om Gud. Det gamle Testamente fortæller om Guds løfte til sit folk, om at bo i et land, hvor det flyder med mælk og honning . Det skildrer Guds engagement over for sit folk ved at udfri det fra slaveriet og ved at slutte en pagt med det.

Bibelen taler om menneskets store længsler – retfærdighed, frihed og fred. I Det nye Testamente, som kun kan forstås ud fra Det gamle Testamente, bliver Guds løfter indfriet. Men dermed gjorde Jesus ikke ende på menneskers forventninger. Endnu i dag er vor verden alt for ”uforløst”, og vi arbejder for og håber længselsfulde på en ny og retfærdig verden.

Derfor vil en bibelsk tro altid være en engageret tro. En bibelsk tro er en tro, som har erfaret Guds befriende handlen. Gud sætter mennesker i frihed. Lige sådan bør mennesker også give hinanden indbyrdes frihed. Det gjorde Jesus og han gav os håb og forvisning om, at også vi kan gøre dette i hans navn.

Posted by: evangelisering | juni 8, 2010

Gud er uindskrænket Herre over sin plan. Men til at gennemføre den betjener Han sig også af skabningernes medvirken. Det er ikke et udtryk for svaghed, men for den Almægtige Guds storhed og godhed. For Gud giver ikke blot sine skabninger eksistensen, men også værdigheden til selv at handle, være årsag og oprindelse for hinanden, og således medvirke til fuldførelsen af Hans rådslutning.

KKK, nr. 306

Posted by: evangelisering | maj 26, 2010

Enhver af os er uerstattelig

som et sjældent eksemplar i en samling.

Gud er kunstner,

som hverken gentager eller plagierer.

Intet blad ligner et andet,

intet fingeraftryk og heller ingen sjæl.

Og den sjæl, der går tabt,

vil i al evighed ikke blive skabt af Gud igen,

og tabet af den vil for evigt smerte ham.

Gud elsker os mere, end vi elsker os selv.

Hvilken sønderrivende smerte vil han føle,

når han for evigt må skilles fra os!

Somme tider synes det, som om Gud

havde glemt hele universet

og kun var interesseret i

at underholde sig med os.

Som den elskende,

som kun lever i tanken om den fjerne elskede,

sådan har DU drømt mig, allerede før jeg blev født,

igennem hele evigheden.

Ernesto Cardenal

« Newer Posts - Older Posts »

Kategorier