Posted by: evangelisering | juli 5, 2010

Den Evige er én

Trosbekendelsen begynder med disse ord: ”Jeg tror på én Gud.” Kristne holder fast ved den absolutte monoteisme, som den har fået i arv fra jødedommen. Jødernes gudstro er også vor tro. Selv om vi bekender en treenig Gud, holder vi fast ved det ubegribelige mysterium, som Guds enhed er.

Vor tale om Gud, den Ene, bør tydeliggøre, at alle vore ord om Gud bruges analogt, dvs. at de anvendes som symboler/sammenligninger, der dog aldrig kan blive helt dækkende. Som mennesker kan vi kun tale om det, vi kender, for at udtrykke det, vi ikke kender. Her ligger der en begrænsning. Allerede i daglig tale bruges ordene ”et” og ”en” i mange forskellige betydninger og nuancer.

Hvad betyder f.eks. ”en/et”, når vi deler et brød i to? Har vi så et brød eller to? Eller kan to mennesker blive så fortrolige med hinanden, at man kan sige om dem, at de er ét hjerte og én sjæl? Enheden i de to elskende er mere bemærkelsesværdig end det ene brød, som vi kalder ”et”, blot fordi der ikke ligger flere af samme slags?

Dermed vil vi i vor tale altid skelne mellem ”en” og ”flere”. Hvis der dog kun er ”en” bliver al vor tale om ”en eller flere” overflødig. Det er netop det, Bibelen taler om. Gud er én. Der er ikke andre. Der er tale om en enhed uden paralleller, som dog er en enhed, som vi ikke kender fra vor erfaringsverden, og som vi derfor heller ikke kan finde udtryk for. Netop derfor kan vi i dybere forstand slet ikke bruge ”tal-ord” om Gud.

”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.” 5 Mos 6,4.

Sammen med jøderne står vi i denne bibelske tradition, og samtidig forkynder vi som kristne en treenig Gud. Vi giver denne tro videre, men vi gør det ikke, fordi vi med hjælp af filosofi og spekulationer har gjort os nogle tanker om Gud. Vi giver den videre, fordi Gud har åbenbaret noget af sit væsen ved at sende sin Søn til verden og skænke os sin Hellige Ånd.

 ”Gud er kærlighed.” 1 Joh 4,8.                 

 Gud er treenig, fordi han ikke er en ensom Gud. Han er kærlighed, fordi han kan give denne kærlighed til en anden. Dette ubegribelige antyder vi, når vi bekender Gud som treenig. Gud er ophav og oprindelse til alt. Han er en Gud, som giver sig selv i en kærlighed, som skænker sig selv bort. Fra evighed af er han den, som udtrykker sin Guddom i et evigt Ord, i en Søn, som er fra evighed.  Helligånden er kærligheden mellem Gud Fader og Sønnen, udtryk for deres selvhengivelse til hinanden. Der er en strøm af kærlighed i Gud, som strømmer ud til verden, ved at Jesus, Guds Søn, blev menneske, og ved Helligåndens komme. Treenigheden er kærlighedens mysterium.

                      Vort moderne personbegreb vanskeliggør vor tale om Treenigheden. Der er forskel mellem vort personbegreb i daglig tale og Bibelens og oldkirkens.

I dag taler vi om en person som et autonomt individ. Det er et menneske, som klarer sig selv, som har styr på sit liv, og som magter at leve sit liv uafhængigt af andre. Det bibelske personbegreb er korporativt (dvs. det kommer fra corpus, legeme). En person er et lem på et legeme. Når Bibelen taler om en person, så tænker den altid organisk, fordi der er tale om den sammenhæng, en person lever i. I verdslig forstand er det menneskets relation til familien og stammen. Denne tanke findes også i overført betydning hos Jesus.

”Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.”  Joh 15,4f.

Vi er grene på vinstokken, mens Jesus selv er hele vinstokken.  Grenene på vinstokken er så forbundet med stammen, at de har fælles organisk liv. De suger kraften og saften og kan ikke leve uden det liv, der strømmer fra stammen. Med dette billede siger Jesus også, at vi bør leve i en ”organisk” forbindelse med ham.

Psykologien har vist, hvor vigtige omsorg og menneskelig varme er for barnets opvækst. Et barn kan ikke trives uden kærlighed. Et ensomt menneske, som aldrig bliver tiltalt og elsket, bliver begrænset i sin udvikling som person. Dybest set bliver vi til mennesker ved at møde mennesker, ved at modtage og give kærlighed. Vi bliver kun personer i et ægte personforhold, hvor et jeg kan møde et du. Vi bliver – kristent forstået – personer, ikke ved at være autonome, men ved at leve i relation – ligesom Gud lever i relation.

Dette viser, at den kristne Gud er fuldstændig anderledes end filosoffernes Gud. Der er ikke tale om en idé, noget stillestående og ubevægeligt. Der er tale om en levende person, som giver og modtager kærlighed, og som engagerer sig. Faderen er i uendelig bevægelse og skænker sig i sin uendelighed til Sønnen, og af disse udspringer Helligånden. I menneskevordelsen giver den treenige Gud sig til verden.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: