Den immateriaelle verden

 

I dag har vi det svært med forestillingen om, at Gud skulle have skabt en immateriel verden, f. eks. en himmel, som er befolket med åndelige væsener. For hvad er himmelen? Og hvor er den? Er det virkelig mere end det synlige firmament, som hvælver sig over jorden?

Hverdagssproget fortæller meget om menneskets længsler. Vi taler om at være i den syvende himmel og udtrykker derved en begejstring og glæde. Et menneske kommer som sendt fra himlen, når det dukker op på et belejligt tidspunkt. Og når samfundets strukturer er uretfærdige, så skriger det til himlen.

Himmelen er mere end det materielle firmament. Det er også udtryk for menneskets længsler, håb og drømme. Det er det, trosbekendelsen mener, når den taler om, at Gud også har skabt den immaterielle verden. Der er mere mellem himmel og jord, end vi kan bedømme med vore sanser. Der er mere end bare materielle værdier.

Bibelen har et klart budskab. Gud alene kan opfylde menneskets dybeste behov. Der, hvor Gud er, der er himlen. Der møder mennesket sin Gud og er i hans nærvær.

I den Nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse bekendes troen på én Gud, som har skabt himmel og jord, den synlige og den usynlige verden. Denne bekendelse er yderst vigtig og aktuel i dag, hvor man i mange nyreligiøse sammenhænge genoptager den gamle gnostiske dualisme og taler om to grundprincipper i vor tilværelse: en ond, der er materiel, og en god, som er åndelig.

De bibelske skrifter – både de gammeltestamentlige og de nytestamentlige – fortæller, at Gud er skaber af den synlige og usynlige verden og dermed også skaber af de usynlige væsener såsom engle og dæmoner.

I det bibelske sprog og i liturgiens sprog er ”englelæren” blevet meget udformet, mens den kirkelige lære kun har udtalt sig ganske få gange vedrørende engle og dæmoner. 

Trosbekendelsen fra det 4. Laterankoncil erklærer, at Gud, “fra tidens begyndelse ud af intet samtidig har skabt den ene og den anden skabning, den åndelige og den legemlige, det vil sige englene og den jordiske verden; derefter den menneskelige skabning, som har noget af dem begge, sammensat som den er af ånd og legeme”. (KKK, nr. 327)

Advertisement