Når vi vil skabe noget nyt, er vi altid afhængige af noget forudgivet. Vi har brug for materialer for at frembringe noget. En maler bruger farve, papir, blyanter eller pensler. En digter øser af sproget, af tidens udtryksmåder og afprøver nye kombinationer. Poesien er ligesom en nyskabelse af sproget. En kok laver mad af forskellige ingredienser, som tilsammen udgør en ny symfoni af farver, smag og anretning.
Selv en genetiker, som ofte opfattes som en ”skaber”, der i sin skaberkraft og magt næsten er lig med Gud, har brug for et ”materiale”, cellens DNA (dvs. den genetiske kode). Han kan kun korrigere defekte gener, forandre en organismes genetiske struktur med henblik på et bestemt formål. Derved ”skabes” nye frugter. Ved hjælp af genmanipulation kan man beskytte tomater mod frost, krydse forskellige frugter. Og ved at overføre gener fra én organisme til en anden (gensplejsning) kan denne erhverve nye egenskaber. På den måde kan f. eks. colibakterier nu producere insulin.
Klonede dyr er genetisk identiske. Genetikeren sætter en ukønnet formering i gang ved at ”genbruge” den arvelige enhed (DNA) fra en stamcelle (dvs. en almindelige kropscelle), som implanteres i en ægcelle. Derved sættes en celledeling i gang, som bliver til et nyt liv, dog med den ulempe, at de nye dyr bliver født ”gamle”. Deres genetiske arvemasse er gammel. Ældningsprocessen forventes at foregå hurtigere end ved de dyr, der er frugten af en naturlig forplantning.
Mennesket medvirker altså i skabelsesprocessen. Det arbejder og videreudvikler eksisterende materialer.
De gammeltestamentlige tekster bruger håndværks- og kunstneranalogien for at fortælle om Guds skabende handling.
”Men, Herre, du er jo vor fader;
vi er ler, og du har formet os,
vi er alle sammen dine hænders værk.” Es 64,7.
”Som leret er i pottemagerens hånd
— han former det, som han finder for godt —
sådan er menneskene i deres skabers hånd,
han tildeler dem, hvad han skønner rigtigt.” Sir 33,13.
”Kan jeg ikke gøre med jer, Israels hus, som denne pottemager gør? siger Herren. Som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, Israels hus.” Jer 18,6.
Ved Guds skabelse er der dog ikke blot tale om at formgive den allerede eksisterende materie. Gud er den, der sætter alt i eksistens, og det vil sige, han sætter også materien i eksistens. Gud skaber ud af intet.
Det hebræiske ord for at skabe (barah) anvendes i hele Bibelen alene, når Gud er det handlende subjekt. Derved adskilles det fra brugen af verberne at gøre, at forme (hebr. asah). De kan både betegne Guds og menneskets skabende kraft og handlinger.[1]
”Guds skabelse er en forudsætningsløs skabelse, hvad vore frembringelser ikke er.”[2]
Teologien og naturvidenskaben har haft gensidige opgør med hinanden, som oftest dog mest som skinkonflikter, når man forsøgte at reducere Gud til en årsagsforklaring i konkurrence med naturlige lovmæssigheder. Gud er jo ikke en årsag blandt mange, en faktor ved siden af en del andre faktorer, som man skal tage i betragtning. Gud er naturlovenes skaber.
Sand viden kan ikke komme i konflikt med troen på Gud og det skaberværk, der er grundlag for al viden. Skabelsens og åbenbaringens Gud er den samme!
”1. Vatikankoncil erklærer, at ’Gud, alle tings begyndelse og endemål, kan erkendes med sikkerhed ud fra den skabte verden ved hjælp af den menneskelige fornufts naturlige lys’ (jf. Rom.1,20). Det lærer også, at det skyldes åbenbaring,’ at den gudserkendelse, som i og for sig ikke er utilgængelig for den menneskelige fornuft, allerede i dette liv kan opnås af alle uhindret, med fast vished og uden at blive blandet sammen med fejl’.” [3]
[1] Jf. Fragmenter i et spejl. Bidrag til dogmatikken, redigeret af Niels Henrik Gregersen, s.112-113.
[2] Fragmenter i et spejl. Bidrag til dogmatikken, redigeret af Niels Henrik Gregersen, s.113.
[3] DV, 6, s.377f.
evangelisering 
Skriv et svar