”Men hvorfor har Gud ikke forhindret det første menneske i at synde?
Leo den Store svarer: “Kristi uudsigelige nåde har skænket os bedre goder end dæmonens misundelse tog fra os”.[1] Og Skt. Thomas af Aquin: ”Der er intet i vejen for, at menneskenaturen blev bestemt til et højere mål efter synden. Gud tillader faktisk, at det onde sker, for at noget bedre kan udvindes deraf. Derfor Pauli ord: ‘Der, hvor synden blev større, blev nåden mere end overstrømmende rig’ (Rom 5,20). Og i (påskelovsangen) Exultet synges det: ‘Åh, lykkelige brøde, som fik en sådan og så stor Forløser’.”[2]
For at helbrede den menneskelige natur sendte Gud sin Søn, som påtog sig denne sårede natur. Gud blev menneske i Jesus Kristus (jf. Joh 1,14; Mark 1,1; Luk 1,30-35). Hvor mennesker ønsker at leve deres liv på deres egne præmisser og er ulydige over for Gud, hvor deres udretning ikke primært er Gud, der er Jesus det menneske, der adlyder. Jesus adlød Faderen, da hele hans væsen og person var helt udrettet mod Faderen i kærlighed og lydighed. Jesus siger derfor: Jeg og Faderen er ét.[3]
Jesus stolede på Faderen selv under de værst tænkelige forhold. Denne lydighedshandling forsonede menneskeheden med Gud. Derfor kan Paulus sige:
”Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.” (1 Kor 15,21).
[1] Serm.73,4.
[2] KKK, nr. 412.
[3] Jf. Joh 17,11.21.
evangelisering 
Skriv et svar