Syndefaldet

Verden er i udvikling. Mange mener, at denne udviklingen forsætter den dag i dag. Vi kan mere end mennesker for bare hundrede år siden. Informationssamfundets fremadskridende globalisering åbner endnu større muligheder, end vi drømte om for kun nogle få år siden. Det går stærkt fremad. Alt er i bevægelse.

På mange måder er vor verden blevet mere human. Domme og straffe er blevet mildere. Forbrydere  lægges ikke længere på hjul og stejle og ingen stikker deres øjne ud. Vi ved, at forbrydere også selv kan være ofre, og dermed ikke altid er helt og fuldt ansvarlig for deres gerninger.

Og dog, netop vor civiliserede vestlige verden har været skueplads for massemord som aldrig nogensinde før. Stalin, Hitler og de røde khmer er blot nogle eksempler. Terrorisme og vold er andre.

Alt – også humanismens fremskridt – har sin skyggeside. Man behøver ikke være særlig realistisk for at lægge mærke til, at der er megen elendighed og grusomhed til. Ondskab eksisterer side om side med heroisme, udnyttelse side om side med godhed, og magtbegær side om side med ydmygt tjenestesind. Mange mennesker har stillet sig selv spørgsmålet, hvorfor mennesket er, som det er, og indtil nu er der ikke blevet givet noget tilfredsstillende svar.

Bibelen giver sit svar i fortællingen om syndefaldet i 1 Mos 3,1 f.

Den verden, som vi oplever med ondskab, sygdom og død, er ikke den verden, Gud har villet. Oprindeligt var alt, hvad Gud havde skabt, godt.[1] Også mennesket, Adam, skabte Gud retfærdigt og helligt til sig. De første mennesker var som børn for ham, fordi de var skabt i hans billede, helt afhængige af ham, og de levede i nært venskab med Gud. Gud og mennesker levede i harmoni med hinanden[2] og delte livet sammen.

Fordi skabningen havde modtaget alt fra Gud, skyldte det også Skaberen alt. Alt, hvad det var og havde, havde det modtaget af Gud, modtaget af hans kærlighed. Ja, hele jorden var skabt til menneskets glæde og brug.

Det første menneske var ikke kun taknemmelig over for Gud, nej, det havde ligefrem en ubegrænset tillid til Gud. Det levede i Guds nåde, og erfarede håndgribeligt Guds omsorg og kærlighed. Denne tilstand kaldes for oprindelig retfærdighed (integritet).[3]

”Den evige Fader skabte ifølge sin visdoms og godheds helt frie og skjulte plan verdensaltet og besluttede at ophøje menneskene til at få del i det guddommelige liv. ”[4]

Mennesket var heller ikke underlagt døden eller lidelsen. Det blev styrket i enhver henseende ved at leve i et tæt forhold til Gud, livets kilde. Det paradisiske menneske havde ”liv i overflod”[5], fordi  det havde del i det guddommelige liv. Alt var i harmoni, menneskenes forhold til Gud, menneskenes indbyrdes forhold (mand og kvinde) og også deres forhold til den omgivende verden.[6]

Mennesket var ikke kun indsat til at herske over alt det skabte. Dets herredømme var også et herredømme over sig selv og dets begær. Intet var kommet i uorden, fordi alt var udrettet mod Gud. Mennesket var vendt mod Gud og udrustet med den første nåde.

Men det første menneske vendte sig bort fra Gud og gjorde oprør mod ham.

For at lære os om dette fald bruger Bibelen en fortælling om en have. Adam og Eva, de første mennesker, som skulle passe haven og glæde sig over den, fik at vide, at de skulle gøre, som Gud sagde til dem; deraf buddet om, at de frit måtte spise af alle havens træer, livets træ inklusive. Men de måtte ikke røre kundskabens træ om godt og ondt:

 ”Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af” (1 Mos 2,16-17).

 Slangen såede med sine ord tvivl om Guds godhed i kvindens hjerte. Indtil da havde hverken Adam eller Eva næret mistillid til Gud. Dette kommer til udtryk i deres nøgenhed. At være nøgen gør  mennesker sårbare og er et udtryk for fortrolighed. De første mennesker havde ingen grund til at gemme sig for Gud, til at skjule noget for ham, fordi de delte alt med ham og stolede uforbeholdent på ham. Havde han ikke givet dem alt? Hvorfor skulle de så være mistroiske over for ham?

Men slangens tale vakte tvivlen. Tvivlen førte til mistillid og forførte kvinden til at overtræde Guds bud. Eva plukkede af frugterne af kundskabens træ og spiste dem sammen med Adam. Dette er et tegn på, at de ikke troede på det, som Gud havde sagt og derfor ikke adlød hans befaling. Tilliden til Gud var blevet ødelagt. Nu havde de sandelig brug for at gemme sig for Gud. Figenbladene er kun tegn på, at mennesker nu ønsker at have et liv, hvor Gud er udenfor. Deres uskyldighed er gået tabt – og også deres fortrolighed med Gud.

Synd er, at mennesket ikke anerkender Gud som Herre og livets kilde. De første mennesker har overtrådt den grænse, som de har som skabninger over for deres Skaber. De tvivlede og ville ikke stole på Gud. Ønsket om selv at bestemme over livet sejrede over kærligheden. Den første synd er ulydigheden mod Gud.[7] Og den er dybest set endnu mere en mangel på anerkendelse af Gud som den, der skaber, opretholder og viderefører livet. Dermed isoleres mennesket og hele skabelsen fra livets kilde.

For at kunne tale om synd, må man altid have tre dimensioner for øje, da synd forudsætter en ansvarlig person (det enkelte menneske), dels en person som man har ansvar for (næsten/medmennesket) og dels nogen, man står til ansvar overfor (Gud).

I syndefaldsfortællingen tilspørges eksempelvis mennesket, der har ansvar over for sin næste,[8] af Gud, der siger: ”Adam, hvor er du?”[9]

---

[1] ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” 1 Mos 1,31.

[2] Fortroligheden mellem Gud og mennesket vises ved, at de taler sammen i haven. Jf. 1 Mos 3,8.

[3] Denne tilstand kaldes også status originalis eller status integritatis, dvs. urtilstanden. Det er betegnelsen for menneskets natur før syndefaldet, dvs. det som mennesket er i kraft af at være skabt, bortset fra synden. Urtilstanden betegnes også ufordærvethedens stand.

[4] LG,2.

[5] Sml. Joh 10,10.

[6] Jf. Katechismus der katholischen Kirche, nr. 376.

[7] jf. Rom5,19

[8] Jf. Fragmenter af et spejl, s.97.

[9] jf. 1 Mos 3,9.

Advertisement