Posted by: evangelisering | maj 26, 2009

Som tillige med Faderen og Sønnen tilbedes og forherliges

Dette led af trosbekendelsen er oprindeligt formuleret for at tilbagevise påstanden om, at Helligånden skulle være skabt af Faderen eller være mindre end Faderen og Sønnen. Helligånden tilbedes i samme grad som Faderen og Sønnen. Her råder ingen forskel med henblik på rang.

De tre – Fader, Søn og Helligånd – er ligestillede. Faderen er kilden; men når det gælder menneskers tilbedelse, så råder samme grad for Helligåndens vedkommende som for Faderen og Sønnen. Gud alene tilbedes, og det ville være afgudsdyrkelse, hvis vi tilbad nogen anden end Gud alene. 

”Mod alt dette stiller nu de kristne teologer én guddom, der rummer mangfoldighedens rigdom (men ikke går op i den) og énhedens overlegenhed i ét, en Trefoldighed. Og denne trefoldighed er ikke i strid med sig selv (som de mange mytologiske græske guder) eller upersonlig (som den platoniske traditions Det Ene), men en harmoni af tre personer. Denne Trefoldighed – et mysterium for tanken, en genstand for tilbedelse, men samtidig afsløret og åbenbaret (så langt det var muligt for mennesker at forstå) i frelseshistorien – blev for disse kristne til det ypperste Gudsbillede nogen sinde …. På den baggrund bliver netop bekendelsen til Helligånden så vigtig. For det var alene takket være bekendelsen til Helligåndens guddommelighed, at Trefoldigheden kunne blive fuldbyrdet. Tofoldigheden af Fader og Søn ville uundgåeligt have været underkastet loven om overordning og underordning, men Trefoldigheden kunne udtrykke det guddommelige fællesskab på en basis af lighed.”[1]

 SS26072Men Helligånden er ikke blot genstand for tilbedelse – ligesom Faderen og Sønnen – den er også den Ånd, gennem hvilken den forløste menneskehed tilbeder Gud. 

 Jesus sagde til hende: ”Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.” (Joh 4,21-24)

 Med koncilet i Konstantinopel blev en trehundredårig refleksion over den kristne tro sammenfattet. Den nikænske Trosbekendelse siger, at den kristne Gud er treenig og det ud fra den bibelske åbenbaring. Begrebsmæssigt brugte man den græske metafysik for at definere dette mysterium og fatte det i ord – vel vidende at der i troen altid er mere, der ikke kan siges, end der er, som kan siges.

Virkeligheden bag ordene er altid større, end det ordene formidler. Det betyder, at ”viden” om Gud som en Treenighed forbliver et mysterium. Gud viser sig i frelseshistorien som Fader, Søn og Helligånd, og vi kan derfor forudsætte, at sådan som Gud viser sig i sin selvåbenbaring, sådan er Gud også i sig selv. På en måde er viden om Treenigheden dybest set uvidenhed, samtidig med at denne uvidenhed er den højeste viden, netop fordi Gud er uudgrundelig. Netop treenighedslæren viser, at man ikke logisk kan komme frem til det mysterium, som er Gud.

 


[1] Thunberg, Lars, Troen på Helligånden i oldkirken i: Du som går ud fra den levende Gud. Bibelteologiske og teologihistoriske overvejelser over Helligånden. Redaktion Henning Thomsen, Økumeniske studier 1993, s.204.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: