Posted by: evangelisering | juni 14, 2011

Farvel så længe!

Kære læser,
http://www.bibelnyt.wordpress.com og diakonkaarenielsen.wordpress.com – som gerne blev kaldt for evangeliseringsbloggen – lukkes ned. Du kan stadig læse de gamle indlæg, men der vil næppe komme nogle nye til.
Fremover – for at samle personelle kræfter og gøre bloggen tilgængelig til et bredere publikum – vil du kunne læse her på http://www.katolikihverdagen.wordpress.com
Hvad kommer denne blog til at handle om? Alt mellem himmel og jord, hvor troen finder sit udtryk og leves.
Jeg håber, du også vil følge med og læse videre her. Selvfølgelig må du gerne diskutere med, for vi undervejs sammen.
Bloggen bliver skudt i vejret kommende søndag, hvor vi fejrer Den hellige Treenigheds Fest.

Eva Maria Nielsen

Reklamer
Posted by: evangelisering | februar 16, 2011

Et brev fra Gud

Jeg elsker at skrive og modtage breve. Men når nogen skriver et brev, så vil han eller hun også læses…..

Posted by: evangelisering | januar 13, 2011

Selvhengivelse eller Dürers bedende hænder….

Albrecht Dürer (1471 – 1528) er kendt for at være en af sin tids bedste kunstnere. Mange af hans værker har overlevet, bl.a. det kendte ”bedende hænder”.

Historien beretter, at Albrecht og en anden ung kunstner, Franz Knigstein, arbejdede sammen i en mine for at tjene penge til deres kunststudie. Men med det hårde arbejde havde de ikke meget tid til at studere i. Derfor træk de lod. En af dem skulle blive ved med at studere på fuldtid; mens den anden med sit arbejde skulle forsørge den første, indtil han blev en succesrig kunstner. Derefter kunne den anden forsørge ham, mens den første genoptog kunststudiet.

Albrecht vandt. Efter at han var blevet en anerkendt kunstner kom han tilbage for at holde sin del af aftalen. Men pga. de mange års hårde arbejde var Franz’ hænder blevet deforme og krogede. Han kunne ikke længere lave en kunstners fine penselstrøg. Franz sagde til Albrecht, at han var glad for, at hans arbejde havde været med til at skabe en så dygtig kunstner. Albrecht så på de hænder, der havde forsørget ham i alle de år, og tegnede dem. Tegningen ”bedende hænder” blev hans mesterværk.

Albrecht døde d. 6. april 1528.

Posted by: evangelisering | november 10, 2010

Jesusbønnen

Jesusbønnen er en tradition fra den ortodokse kirke. ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig, synder” bedes hviskende eller tavst i rytme med åndedrættet. Målet er at komme ind i en åbenhed for Guds nærvær, som erfares billedløst. Dette nærvær er hinsides alle tanker og følelser. Der er tale om et samvær med Guds Ånd i menneskehjertets dyb.

Prøv at finde et roligt sted og gentag stille bønnens ord. Bed den også under arbejdet, når der ikke kræves tankevirksomhed, eller mens du venter på bussen, kører bil og arbejder i haven.

Uafbrudt vil du have Jesu navn på læberne og i tankerne.

Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig, synder.

Posted by: evangelisering | september 1, 2010

Jesus, vor Herre

At tale om en herre var allerede i hedensk tid en betegnelse for den, der havde magten. Ofte var det en kongetitel som i Babylon og Ægypten, i første omgang dog uden en underforstået religiøs betydning.

Israel, som blev påvirket af den babyloniske tankegang, mens folket levede i eksilet, taler i Det gamle Testamente altid om Gud Herren. Gud er Herren (hebr. Ado’nai), fordi han har ført sit folk ud af Ægypten og slaveriet. Det er ham, der har udvalgt sig sit folk. Han er skaberen af alt, Herren over hele den vide jord og han vil komme igen for at dømme sit folk. Af ærefrygt for Guds navn, som ikke måtte udtales, blev Jahve ofte erstattet med Ado’nai (herre). I den græske oversættelse af Det gamle Testamente, kaldet Septuaginta, bliver Guds egennavn (Jahve) ofte erstattet af det græske ”kyrios” (dvs. herre).

Denne titel, som var forbeholdt Gud, blev efter påske givet videre til Jesus. Selv om Jesu død var en skandale for jøderne – en korsfæstet var i deres øjne forbandet af Gud – og han dermed netop ikke kunne være Guds udsending, holdt den kristne menighed fast ved, at Gud aldrig havde vendt sig fra Jesus. Gud legitimerede Jesu liv og gerning, ja endda hans død, ved at opvække ham fra de døde.

Det ophøjede, fuldendte menneske Jesus, som troner ved Guds højre hånd, har del i Guds magt og herlighed. Han er Herren. Dette synger den unge menighed om i en Kristus hymne:

Han, som havde Guds skikkelse,

regnede det ikke for et rov

at være lige med Gud,

men gav afkald på det,

tog en tjeners skikkelse på

og blev mennesker lig;

og da han var trådt frem som et menneske,

ydmygede han sig

og blev lydig indtil døden,

ja, døden på et kors.

Derfor har Gud højt ophøjet ham

og skænket ham navnet over alle navne,

for at i Jesu navn

hvert knæ skal bøje sig,

i himlen og på jorden og under jorden,

og hver tunge bekende:

Jesus Kristus er Herre,

til Gud Faders ære.

Fil 2,6-11

På grund af sin fornedrelse og død får Jesus et nyt navn, nemlig Herre. Dette navn udtrykker status, magt og herlighed. Jesus er den salvede, Guds udsendte Messias.

Posted by: evangelisering | august 18, 2010

Jesus er Kristus

Kristus er den latiniserede form af det græske ”khristós”, der igen er en oversættelse af det aramæiske ”mesjiha” (Messias), som kan oversættes med ”den salvede”. I dag hører mange Kristus som et egennavn, måske også som et efternavn; men dermed bliver den kendsgerning skjult, at Jesus Kristus er den korteste trosbekendelse, der findes: Jesus er den, Gud har salvet, den Messias, Gud har sendt. Jesus er Kristus.  Det er den korteste trosbekendelse.  

Kristus er en af de første titler, man gav Jesus efter Påske. Apostlenes Gerninger blev skrevet ned omkring 80-100 e.Kr., og forfatteren brugte mange af de gamle overleveringer. Teksten viser, at man stadig på dette sene tidspunkt, ca. 50 år efter Jesu død, holder fast ved og bruger titlen ”Kristus” og har kendskab til den. Måske skulle vi også en gang imellem sige, at Jesus er Kristus for derved at blive mere bevidste om, hvad denne bekendelse indeholder.

Posted by: evangelisering | juli 15, 2010

Hvem er Jesus af Nazaret for de kristne?

Fordi det er dig!

De historiske kendsgerninger er hurtigt på plads, netop fordi Jesus af Nazaret ikke er en mytologisk figur. Jesus er en historisk person, som levede og døde i Israel, et menneske som alle andre mennesker.

Men spørgsmålet forbliver, om dette er alt? Kan de historiske kendsgerninger give et udtømmende svar på den virkning, Jesus havde som person? Findes der en forklaring på den udstråling, som han endnu i dag har på mange mennesker? For næsten alle er enige om, at han har været et godt menneske, som døde en uretfærdig død.

Hvem er så denne Jesus af Nazaret for de kristne? Når et menneske begynder at beskæftige sig med Jesus, kommer det uvægerligt ud for Jesu eget spørgsmål:

Men du, hvem siger du, at jeg er? (sml. Mark 8,29)

For kristne er Jesus er mere end et godt menneske. Hvis han ikke var det, ville den kristne tro ikke være til. Jesus er Guds Søn, verdens frelser. Begyndelsen og centrum for den kristne tro er hverken en bog eller en abstrakt ide, men en levende person. Det er denne person, som de nytestamentlige skrifter peger på. Alt, hvad der kaldes kristent, kan ikke isoleres fra Jesu Kristi person. Det har sine rødder i ham og hans person. Jesu forkyndelse og hans gerninger er hjertet af den kristne forkyndelse.

Jesus siger om sig selv, at der ingen vej er til faderen (Gud) uden ved ham. Jesus er vejen.

Han forstod sig selv som det endegyldige tilbud fra Gud. Jesus åbenbarede Guds væsen og samtidig menneskets væsen, udlagde Guds vilje i ord og gerning og i sin forkyndelse af det kommende Guds rige. Han er det kristne fællesskabs centrum og grundlag:  ”For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus.” (1 Kor 3,11)

Dette konkrete menneske, Jesus af Nazaret, er dermed nøglen til den kristne tro og til dens forståelse. Han er mere end et almindeligt, men godt menneske. Jesus er Kristus, dvs. den salvede.

Kristne bekender sig til ham og orienterer sig ved ham, fordi han viser, hvem Gud er. Han er Guds frelsestilbud til mennesket.

Posted by: evangelisering | juli 12, 2010

Den historiske Jesus

De historiske facts vedr. den mennesket Jesus kan hurtigt opremses.

Jesus blev født i kong Herodes’ regeringstid. Herodes døde 4 f. K., dvs. at Jesus blev født senest 4 år før vor tidsregning, formodentlig et par år tidligere. Hans jødiske navn var Jeschua, som kan oversættes med ”Jahve frelser”. Jesus var et almindeligt menneske, jøde, og som hans tilnavn siger, kom han fra Nazaret i Galilæa, hvor han boede sammen med sin mor og far. Josef, Jesu plejefar, var tømrer, og hans mor hed Maria (Mirjam). Jesus blev formodentlig oplært i tømrerhåndværket af Josef. Sammen med alle andre drengebørn lærte han at læse og skrive i den lokale synagogeskole.

Da Jesus var omkring 30 år gammel, tog hans liv en nydrejning. Omkring kejser Tiberius’ 15. regeringsår trådte Jesus frem i offentligheden og begyndte et liv som vandreprædikant, dog hovedsageligt i Galilæa. Omkringvandrende underviste han ligesom en rabbi, helbredte syge, tilgav syndere og uddrev dæmoner. Når han lærte, talte han i billeder og lignelser, og han prædikede med en sådan autoritet, at de religiøse myndigheder begyndte at holde øje med ham. Hans levevis vakte forargelse, fordi han omgikkes toldere, skøger og andre ildesete mennesker. Ydermere var hans udlægning af Guds vilje i toraen, dvs. de fem Mosebøger og de jødiske love, en provokation for de fromme. Men på trods af det havde Jesus tilhængere, både mænd og kvinder, som fulgte ham.

Jesus døde omkring 28-33 e. K. i Jerusalem. Om han døde dagen før påsken eller i selve påsken er omstridt; men han døde enten den 14. eller den 15. nisan (en jødisk forårsmåned). Sikkert er, at det var en fredag. Han blev dømt og henrettet af den romerske besættelsesmagt, som ville behage de religiøse myndigheder og folket. Anklagen lød på folkeoprør og gudsbespottelse. Jesus blev først pisket og tortureret og så til sidst henrettet ved korsfæstelse, som var datidens mest nedværdigende og barbariske henrettelse for slaver og forbrydere.

Kort tid efter hans død begyndte hans tilhængere at tale om, at Jesus ikke var forblevet død, men var opstanden og havde vist sig for dem. Denne utrolige begivenhed, som ikke er tilgængelig for den historiske efterforskning, havde dog en sådan overbevisningskraft, at Jesu lære bredte sig over hele jorden. Den dag i dag bekender mennesker deres tro til den korsfæstede og opstandne Jesus – Guds Søn.

Posted by: evangelisering | juli 7, 2010

Vi er skabt til kærlighed

At mennesket er skabt i det Guds billede, som meddelte sig som et jeg til et du, betyder, at mennesket er person ligesom Gud. En person som er udrettet mod et du, som bør tiltales og respekteres som et ukrænkeligt jeg.

Gud åbenberede sig som kærlighed, som den, der går vejen med sit folk. Han er også oprindelsen til menneskenes gensidige kærlighed. Et menneske  bliver til en person ved at blive tiltalt som et du. Der bør være en kærlighed forud, som favner dette menneske. Lige sådan har vi brug for, at Gud elsker os først. Hans kærlighed er grunden til, at vi kan vise kærlighed til hinanden. Når vi har erfaret Guds ubetingede kærlighed, som altid er os forud, er vi i stand til at møde og acceptere mennesker betingelsesløst.

Vi kan kun afspejle det, vi har modtaget af Gud, og vi kan kun give videre, hvad vi har modtaget. Den kristne tro har altid denne udretning over for Gud – og kun fordi vi kan kalde ham vor ”far”, erfarer vi også, at han er alle menneskers fader. Derfor er vi hinandens brødre og søstre, som har ansvar for hinanden. Menneskets rettigheder, som ligger i menneskets personlighed, kan dybest set føres tilbage til, at Gud er et jeg, som tiltaler et du.

 

Posted by: evangelisering | juli 5, 2010

Den Evige er én

Trosbekendelsen begynder med disse ord: ”Jeg tror på én Gud.” Kristne holder fast ved den absolutte monoteisme, som den har fået i arv fra jødedommen. Jødernes gudstro er også vor tro. Selv om vi bekender en treenig Gud, holder vi fast ved det ubegribelige mysterium, som Guds enhed er.

Vor tale om Gud, den Ene, bør tydeliggøre, at alle vore ord om Gud bruges analogt, dvs. at de anvendes som symboler/sammenligninger, der dog aldrig kan blive helt dækkende. Som mennesker kan vi kun tale om det, vi kender, for at udtrykke det, vi ikke kender. Her ligger der en begrænsning. Allerede i daglig tale bruges ordene ”et” og ”en” i mange forskellige betydninger og nuancer.

Hvad betyder f.eks. ”en/et”, når vi deler et brød i to? Har vi så et brød eller to? Eller kan to mennesker blive så fortrolige med hinanden, at man kan sige om dem, at de er ét hjerte og én sjæl? Enheden i de to elskende er mere bemærkelsesværdig end det ene brød, som vi kalder ”et”, blot fordi der ikke ligger flere af samme slags?

Dermed vil vi i vor tale altid skelne mellem ”en” og ”flere”. Hvis der dog kun er ”en” bliver al vor tale om ”en eller flere” overflødig. Det er netop det, Bibelen taler om. Gud er én. Der er ikke andre. Der er tale om en enhed uden paralleller, som dog er en enhed, som vi ikke kender fra vor erfaringsverden, og som vi derfor heller ikke kan finde udtryk for. Netop derfor kan vi i dybere forstand slet ikke bruge ”tal-ord” om Gud.

”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.” 5 Mos 6,4.

Sammen med jøderne står vi i denne bibelske tradition, og samtidig forkynder vi som kristne en treenig Gud. Vi giver denne tro videre, men vi gør det ikke, fordi vi med hjælp af filosofi og spekulationer har gjort os nogle tanker om Gud. Vi giver den videre, fordi Gud har åbenbaret noget af sit væsen ved at sende sin Søn til verden og skænke os sin Hellige Ånd.

 ”Gud er kærlighed.” 1 Joh 4,8.                 

 Gud er treenig, fordi han ikke er en ensom Gud. Han er kærlighed, fordi han kan give denne kærlighed til en anden. Dette ubegribelige antyder vi, når vi bekender Gud som treenig. Gud er ophav og oprindelse til alt. Han er en Gud, som giver sig selv i en kærlighed, som skænker sig selv bort. Fra evighed af er han den, som udtrykker sin Guddom i et evigt Ord, i en Søn, som er fra evighed.  Helligånden er kærligheden mellem Gud Fader og Sønnen, udtryk for deres selvhengivelse til hinanden. Der er en strøm af kærlighed i Gud, som strømmer ud til verden, ved at Jesus, Guds Søn, blev menneske, og ved Helligåndens komme. Treenigheden er kærlighedens mysterium.

                      Vort moderne personbegreb vanskeliggør vor tale om Treenigheden. Der er forskel mellem vort personbegreb i daglig tale og Bibelens og oldkirkens.

I dag taler vi om en person som et autonomt individ. Det er et menneske, som klarer sig selv, som har styr på sit liv, og som magter at leve sit liv uafhængigt af andre. Det bibelske personbegreb er korporativt (dvs. det kommer fra corpus, legeme). En person er et lem på et legeme. Når Bibelen taler om en person, så tænker den altid organisk, fordi der er tale om den sammenhæng, en person lever i. I verdslig forstand er det menneskets relation til familien og stammen. Denne tanke findes også i overført betydning hos Jesus.

”Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.”  Joh 15,4f.

Vi er grene på vinstokken, mens Jesus selv er hele vinstokken.  Grenene på vinstokken er så forbundet med stammen, at de har fælles organisk liv. De suger kraften og saften og kan ikke leve uden det liv, der strømmer fra stammen. Med dette billede siger Jesus også, at vi bør leve i en ”organisk” forbindelse med ham.

Psykologien har vist, hvor vigtige omsorg og menneskelig varme er for barnets opvækst. Et barn kan ikke trives uden kærlighed. Et ensomt menneske, som aldrig bliver tiltalt og elsket, bliver begrænset i sin udvikling som person. Dybest set bliver vi til mennesker ved at møde mennesker, ved at modtage og give kærlighed. Vi bliver kun personer i et ægte personforhold, hvor et jeg kan møde et du. Vi bliver – kristent forstået – personer, ikke ved at være autonome, men ved at leve i relation – ligesom Gud lever i relation.

Dette viser, at den kristne Gud er fuldstændig anderledes end filosoffernes Gud. Der er ikke tale om en idé, noget stillestående og ubevægeligt. Der er tale om en levende person, som giver og modtager kærlighed, og som engagerer sig. Faderen er i uendelig bevægelse og skænker sig i sin uendelighed til Sønnen, og af disse udspringer Helligånden. I menneskevordelsen giver den treenige Gud sig til verden.

Older Posts »

Kategorier