At mennesket er skabt i det Guds billede, som meddelte sig som et jeg til et du, betyder, at mennesket er person ligesom Gud. En person som er udrettet mod et du, som bør tiltales og respekteres som et ukrænkeligt jeg.
Gud åbenberede sig som kærlighed, som den, der går vejen med sit folk. Han er også oprindelsen til menneskenes gensidige kærlighed. Et menneske bliver til en person ved at blive tiltalt som et du. Der bør være en kærlighed forud, som favner dette menneske. Lige sådan har vi brug for, at Gud elsker os først. Hans kærlighed er grunden til, at vi kan vise kærlighed til hinanden. Når vi har erfaret Guds ubetingede kærlighed, som altid er os forud, er vi i stand til at møde og acceptere mennesker betingelsesløst.
Vi kan kun afspejle det, vi har modtaget af Gud, og vi kan kun give videre, hvad vi har modtaget. Den kristne tro har altid denne udretning over for Gud – og kun fordi vi kan kalde ham vor ”far”, erfarer vi også, at han er alle menneskers fader. Derfor er vi hinandens brødre og søstre, som har ansvar for hinanden. Menneskets rettigheder, som ligger i menneskets personlighed, kan dybest set føres tilbage til, at Gud er et jeg, som tiltaler et du.
