At kende en andens navn betyder at kende vedkommende. De, der har et navn i samfundet, er kendte og har noget at sige. De har betydning på en eller anden måde. Ofte har de også indflydelse på grund af deres navn. De mennesker, som ikke har et navn, er uden ansigt. De har ingen stemme og ingen indflydelse.
Også i de forskellige religioner har denne indsigt gjort sig gældende. At kende navnet på et ”væsen”, være det sig en gud eller en dæmon, betyder magt over det. I magien prøver man at frigøre den kraft, som er i navnet, og derefter bruge den frigjorte energi.
Navnet er tæt knyttet til personen. Dette gælder for menneskers forhold indbyrdes, men også for de forskellige religioner. Vi kender ikke et menneske, når vi kun kender en karakteregenskab af vedkommende. Kun at kende et enkelt træk af personen betyder, at vi ikke har kendskab til de forskellige facetter af personligheden.
At kende navnet betyder, at dette menneske er en person. En person er ikke et ”et”, men en ”han eller hun”, et ”jeg”, som kan tiltales som et ”du”, som man kan træde i relation til. Der er tale om et jeg, som vil være et du for mig. Over et jeg kan ingen bare bestemme, fordi en person har en værdighed, som ikke må krænkes. Mennesket har rettigheder, alene fordi det er en person.
I Det gamle Testamente forekommer det hebræiske schem (navn) ca. 770 gange.
Den bibelske Gud træder ud af ”navnløsheden” og åbenbarer sit navn. Han har et navn, som han skal tiltales med. Jahve vil altid svare, når man kalder på ham. I sit navn åbenbarer Jahve sig selv, sit væsen og sine gerninger i fortiden, nutiden og også i fremtiden. Guds navn, Jahve, er Guds gave til mennesker, og netop derfor må dette navn ikke misbruges til magi eller falsk ed.
”Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.” 2 Mos 20,7
I tidens løb blev Guds navn dog næsten til en hypostase af Jahve selv. Navnet havde den plads, som et gudebillede havde i andre religioner.
Gud åbenbarede sit navn over for Moses i den brændende tornebusk. Med navnet ønskede Moses at erfare Guds hemmelighed. Jahves navn bliver forklaret i et ordspil. For den hebraiske lytter har ordene jeg er (hebr. ehjeh) en klang af gudsnavnet Jahve. I den græske oversættelse af Bibelen har man tolket det som en omskrivning af Guds væsen og oversat det med jeg er den værende. Men det hebraiske verbum betyder meget mere. Det betyder ikke bare at være, men frem for alt, at være til stede, at virke, og den anvendte tidsform gælder såvel i nutiden som i fortiden.
Martin Buber har derfor omskrevet gudsnavnet på følgende måde ved at sige: Jeg vil være med jer (nu og altid med min skare, med mit folk, dvs. med jer) som den, jeg altid vil være. Jahve er Israels trofaste Gud, som griber ind i folkets historie, og derved åbenbarer han, hvem han vil være for sit folk.
Men ved at Gud meddeler sit navn, henvender han sig som person til en person. Et jeg søger et du. Han meddeler sig som den talende og tiltalende Gud – han taler til mennesket og ønsker et svar. Som person kan Gud sige jeg, og vi kan tiltale ham med et du. Kristen tale om Gud er ikke begrænset til at tale om ham; men det er også en tale til ham, dvs. bønnens sprog. Vi kan tale med Gud, bede, svare på hans kalden. Vi kan påkalde hans navn og være sikre på, at han hører os
”Herren hører, når jeg råber til ham.” Sl. 4,4.
Fordi Gud har åbenbaret sit navn, kan mennesker få del i ham. Nu kan han erkendes og påkaldes.
