Jøder og kristne er fælles om de gammeltestamentlige løfter og troen på den samme Gud Fader. Han er for de troende oprindelsen til og enden på al livets virkelighed. De har det samme håb: Gud vil komme og oprette sit rige.
Den kristne forkyndelse har sine rødder i jødedommen. Den må aldrig adskilles fra den. Her ligger Jesu og kristendommens rødder. Dette er også vigtigt, fordi Jesus kaldte denne Gud, som har åbenbaret sig i Israels historie, sin far. Der er tale om en konkret Gud, som har handlet, og som har åbenbaret sig over for Abraham, Isak og Jakob. Jøderne i dag ser Jesus som deres bror, fordi han var troende jøde ligesom de.
Jesu tro forbinder jøder og kristne; men troen på Jesus Kristus adskiller dem. For i modsætning til jøderne tror de kristne også, at Jesus ikke alene er deres bror, men Guds Søn, som i sin lidelse, død og opstandelse har opfyldt Guds løfter til Israel. Korset er for dem et frelsens tegn og udtryk for Guds kærlighed. Men for jøderne er det et skændselstegn (1) .
Jøderne er de ”ældre brødre”, og løfterne og udvælgelsen er ikke taget fra dem. For Guds kærlighed og løfter er trofaste (2). Netop derfor er antijudaisme og jødehad uforenelige med den kristne tro. Kirken er i kølvandet af 2. Vatikankoncilet begyndt en dialog med jøderne.
Det var nødvendigt, at de kristne blev sig bevidst, at de, der erfarer og bekender Gud som Skaber og Fader, ikke længere kender til medmennesker, kammerater eller medskabninger, men kun til menneskebrødre, det være sig kristne, jøder eller noget andet. Kristne har brug for at bevidstgøre sig deres jødiske rødder og beskæftige sig med den Jeschua fra Nazareth, som var en troende jøde, for derved at kunne forstå på et dybere plan, hvorfor han er Messias, Kristus, den Salvede. Dialogen mellem kristne og jøder forsøger ydmygt og lyttende at gøre forskellighederne frugtbare, netop fordi jøder og kristne i deres liv og fælles tro kan være et vidnesbyrd i en uenig verden.
(1) Jf. Gal 3,13.
(2) Jf. Rom 11,1-2.
