Historien foregår stadigvæk i Ægypten, hvor Jakobs efterkommere var slaver. Farao havde beordret, at alle nyfødte drengebørn skulle dræbes; men Moses blev på forunderlig vis reddet fra døden. Hans mor havde lagt ham i en lille papyruskurv og stillet ham i Nilens siv. Gud fandt en udvej for at redde denne dreng. Faraos datter trak kurven ud af sivene (1) og beholdt barnet hos sig. Moses, hebræeren, blev opdraget som kongesøn ved hoffet.
Han var en ivrig og hidsig natur, som ikke tålte uretfærdighed. Da han en dag så en ægypter piske en hebræer, dræbte Moses ægypteren og flygtede fra farao til Midian. En dag, mens han græssede sin svigerfar Jetros får ved Horebs bjerg, åbenbarede Gud sig for Moses i skikkelse af en brændende tornebusk, hvis flammer brændte uden at fortære et eneste blad eller gren. Gud kaldte på Moses:
”’Moses! Moses!’ Han svarede ja, og Gud sagde: ’Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.’ Og han sagde: ’Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’ Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.” 2 Mos 3, 4-6.
Men Moses ønskede at kende denne Guds navn.
”Gud svarede Moses: ’Jeg er den, jeg er!’” 2 Mos 3,14.
Gud åbenbarede sit navn og dermed sit væsen. Jeg er den, jeg er. Dette navn viser, at intet navn kan yde Gud fuld retfærdighed. Gud er den, han er. Uden ham var intet til. Han er kilden til alt – Skaberen. Og fordi han er et ”jeg”, kan mennesket tale til ham, bede til ham og leve i fællesskab med ham, som et du bør gør det med et jeg. (2) Gud er den samme til evig tid, i dag, i morgen og i al evighed.(3)
Den brændende tornebusk viser, hvem Gud er. Den ”er et billede på hans vilje til at forholde sig til mennesker og menneskenes verden. For at Gud brænder, vil jo sige, at han bringer varme og glød og lys til verden, at han ønsker at fænge.” (4)
Ud af dette møde mellem Gud og Moses på Horebs bjerg kom det til en aftale, hvor Gud bad Moses om at gå til farao og føre hans folk (dvs. Israels børn), hvis klage han havde hørt, ud i friheden. Gud ville være med Moses, som skulle føre Guds folk til det land, hvor det flyder med mælk og honning. Gud ville vise sig for hele folket som den, han er: Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, Jahve, den Jeg er. Han kan kun erfares som den Levende, han er.
Folket oplevede, at Gud var med dem, som den Jeg er. Han drog omsorg for sit folk, både på flugten, i ørkenen, i eksilet og i det nye land.
”I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig.” 2 Mos 14,4.
Denne Gud, som sluttede en pagt med Israel, er ikke en Gud, som er uberørt af sit folks skæbne. Han er den levende Gud, som ser menneskers kampe og hører deres klageråb. Han er en Gud, som giver liv og sætter mennesker i frihed. Han er en Gud, som handler i historien og som åbner for nye muligheder. Han er håbets Gud. Fortællingen om folkets udtog fra Ægypten viser, at Gud giver frihed og liv, netop fordi han selv er frihed og liv og ønsker, at mennesker får del i det. Når vi taler om den Gud, Bibelen forkynder, så skal vi samtidig tale om de erfaringer, mennesker har gjort sig med den befriende og frelsende Gud, det være sig i fortiden, i nutiden eller i dag.
(1) Deraf navnet Moses, da der på hebraisk er ordspil mellem Moses og trukket … op (jf. 2 Mos 2,10). Dette er dog sprogligt ukorrekt. Moses hænger sammen med ægyptisk mesj, ”søn”, som forekommer i sammensatte ægpytiske kongenavne, f.eks. Ra-mesj (Ramses), ”(guden) Ra’s søn”; Tot-mesj (Tutmoses), ”(guden) Tot’s søn”. (Gads danske bibelleksikon)
(2) Jf. Meile, Eva: Det tabte hjerte, 1991, s. 65.
(3) Sammenlign også Hebr 13,8.
(4) Jf. Meile, Eva: Det tabte hjerte, s.66.
