Guds folk levede med store forventninger og gjorde sig nogle helt menneskelige erfaringer på deres vandring med Gud. Derfor er læsningen af Det gamle Testamente som at skue dybt ned i vort eget liv. Vi vil opleve vor tørst efter frihed, vor længsel efter retfærdighed og håbet om, at også de fattiges røst må høres.
Guds historie med hans folk begynder med patriarken Abraham. Abrahams slægt stammede fra Ur i Kaldæa; men allerede Abrahams far, Tera, var brudt op og havde slået sig ned med sin familie i landet Karan. Også Abraham og hans kone Sara boede der, dog uden efterkommere. Gud kaldte Abraham til at forlade sit hjem, sin familie og sit land. Abraham, den femoghalvfjerdsårige gamle mand, tiltroede Gud det umulige, nemlig at han i sin alder sammen med sin ufrugtbare hustru, kunne blive stamfar til et folk så stort og talrigt som sandet ved havet og himlens stjerner. Han kastede sig ud i det blinde og fulgte denne ukendte Gud. Gud åbenbarede sig gentagne gange for Abraham og fornyede sit løfte. De sluttede en pagt som bestod i, at Gud lovede Abraham land, velsignelse og efterkommere. Abraham lovede derimod at gøre, som Gud sagde. Gud var blevet til Abrahams Gud, dvs. en partisk gud. Denne Gud og Abraham var kommet tæt på hinanden, så tæt, at Gud bad Abraham om at vise ham sin kærlighed ved at ofre sin eneste søn, Isak. Isak var den søn, som var ventet i lang tid, den elskede, på hvem Guds løfter om et talrigt afkom hvilede. Abraham holdt sin del af pagten og gik den tunge gang til Morija bjerg sammen med Isak, som bar brændet. Abraham gik ved siden af sin søn. Han havde offerkniven i lommen og frygten i hjertet. Dog i sidste øjeblik forhindrede en engel menneskeofringen. Gud ville blot være sikker på Abraham. Men nu var han det, og han fornyede sit pagtsløfte over for Abraham.
