”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede.” Hebr 1,1-3.
Al menneskelig tale om Gud er kun mulig, fordi Gud allerede har talt til os. Ved at åbenbare sig meddeler Gud ikke bare en lov, men sig selv. Han giver sig til kende i sit navn. Gud udvalgte sig et folk, Israel, som han kaldte til sig. De skulle være hans folk, og han ville være deres Gud. De erfaringer, Israel gjorde sig med sin Gud, og som Gud gjorde sig med Israel, blev skrevet ned i de skrifter, som udgør den jødiske tenach. Den er næsten identisk med de kristne kirkers Gamle Testamente.
Det gamle Testamente er sammen med Jesu forkyndelse og gerninger, som Det nye Testamente overleverer, kilden til den kristne tale om Gud. Det gamle Testamente fortæller om Guds løfte til sit folk, om at bo i et land, hvor det flyder med mælk og honning . Det skildrer Guds engagement over for sit folk ved at udfri det fra slaveriet og ved at slutte en pagt med det.
Bibelen taler om menneskets store længsler – retfærdighed, frihed og fred. I Det nye Testamente, som kun kan forstås ud fra Det gamle Testamente, bliver Guds løfter indfriet. Men dermed gjorde Jesus ikke ende på menneskers forventninger. Endnu i dag er vor verden alt for ”uforløst”, og vi arbejder for og håber længselsfulde på en ny og retfærdig verden.
Derfor vil en bibelsk tro altid være en engageret tro. En bibelsk tro er en tro, som har erfaret Guds befriende handlen. Gud sætter mennesker i frihed. Lige sådan bør mennesker også give hinanden indbyrdes frihed. Det gjorde Jesus og han gav os håb og forvisning om, at også vi kan gøre dette i hans navn.
