Bibelen forklarer menneskets stræben og søgen efter Gud med, at mennesket er skabt i Guds billede og dermed skabt til Gud. Skabt i Guds billede kan mennesket høre Guds kalden og svare på den.
På trods af den moderne religionskritik, som tog sit udgangspunkt i Ludwig Feuerbachs (1804-1872) tese, at religion er menneskets projektion og illusion, taler mennesker den dag i dag fortsat om Gud. Idet Gud skabte mennesket af lutter kærlighed, fordi han ønskede et væsen, som kunne tale hans eget sprog, og som kunne forstå meningen med hele Guds skabelse, begyndte der en evig historie, som ikke er afsluttet den dag i dag. Forholdet menneske – Gud blev udsat for hårde prøvelser. Bibelen fortæller om det. Verdenshistorien beretter om det, og også vort eget liv med med – og modgang. Men den længsel, Gud lagde i de første menneskers hjerter, da han skabte dem i sit eget billede, skabt af kærlighed og til fællesskab med ham, den længsel døde aldrig.
De kristne taler ikke det samme sprog som de gamle myter og sagn, når de taler om deres Gud. Der er heller ikke tale om den Gud, filosofferne forkyndte – dvs. det Gode, det Urørlige, som ikke bevæges af menneskelig nød. Den bibelske Gud er en levende Gud, som engagerer sig over for mennesket og handler i historien. Det er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Det er en Gud, som er i bevægelse, og som sætter mennesker i bevægelse. Han er en Gud, som befrier og derved kalder sit folk til at være befriere.
Jøder, muslimer og kristne bekender sig til én Gud, og dog taler vi som kristne om, at Gud har åbenbaret sig i tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden.
”Jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham.” Ef 1,17.
Den kristne tale om Gud bør altid være en forkyndelse af Guds handlen i og ved Jesus Kristus og af Helligåndens gerning i dag. Jesu historie og hans liv samt menighedens erfaring af Guds nærhed er ”mønsteret” for den kristne tale om Gud.
Det betyder i første omgang at tale om Jahve, Israels Gud, som Jesus kalder sin far (abba). I anden omgang er det så talen om de første kristnes erfaring, at denne Gud også er deres Gud, som har åbenbaret og givet sig selv til mennesker i Jesus Kristus, og som i Jesus Kristus og i Helligånden viser sig som deres far. Netop derfor bekender vi: ”Jeg tror på Gud fader …” .
