Bibelens tale om engle møder i dag mange vanskeligheder, netop også fordi Bibelen taler i mytiske billeder og i datidens sprog. Engle møder vi i dag enten i hjem, der gerne vil virke avantgardistiske, og her som smagløs kitsch eller pynt, eller også som sukkersøde hjælpere f.eks. i amerikanske film eller i historier for børn.. Men ikke desto mindre taler Bibelen om englenes eksistens.
”Ved Herrens ord blev himlen skabt,
hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund.” Sl 33,6
”I ham blev alting skabt
i himlene og på jorden,
det synlige og det usynlige,
troner og herskere,
magter og myndigheder.
Ved ham og til ham er alting skabt.” Kol 1,16.
Men hvad er engle? Hvem er disse åndelige væsener?
De er skabt af Gud, ligesom mennesket er skabt af Gud. Som åndelige væsener er de intelligente og frie, skabt til i frihed at svare på Guds kærlighed.
De intelligente og frie skabninger, englene og menneskene, skal vandre hen imod deres endelige bestemmelse gennem deres frie valg og forkærlighed. De kan altså også gå på afveje. Faktum er, at de har syndet. Det er således, det moralske onde, uden sammenligning værre end det fysiske onde, er kommet ind i verden. Gud er på ingen måde, hverken direkte eller indirekte, årsagen til det moralske onde. Han tillader det imidlertid, fordi han respekterer sin skabnings frihed, og han kan, på hemmelighedsfuld vis, udvinde noget godt af det:
”For da den almægtige Gud … er uindskrænket god, ville Han aldrig tolerere noget som helst ondt i sine værker, hvis Han ikke var mægtig og god nok til også af det onde at uddrage noget godt.” (KKK, nr 311)
Engle står i Bibelens overlevering omkring Guds trone for at tilbede ham. Deres primære opgave er at lovsynge Gud.
”Pris Herren, I hans engle,
I stærke krigere, der udfører hans befaling
i lydighed mod hans ord.” Sl 103, 20.
I liturgien istemmer hele kirken i englenes lovprisning ved at synge ”Sanctus”; Hellig, hellig, hellig er Herren.
Deres næste opgave er som Guds udsendinge at tjene og beskytte mennesker. De er Gud sendebude og tjenere.
”Og når han igen fører sin førstefødte ind i verden, siger han:
Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham.
Om englene hedder det:
Han gør sine engle til vinde
og sine tjenere til flammende ild.” Hebr 1,6-7.
I evangelierne bliver englene sendt ud i forbindelse med Jesu Kristi mission. Engelen viser sig for Zakarias for at bebude ham en søn. Det samme gælder for jomfru Maria. Engle forkynder Jesu fødsel og opstandelse. Da de forbavsede disciple retter deres blik mod himlen, hvor de søger Jesus, som er blevet optaget i himlen foran deres øjne, bliver de opfordret af en engel til at komme tilbage til virkeligheden!
Vi må ære englene, men ikke tilbede dem, for tilbedelsen tilkommer kun Gud.
”Alle engle er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen.” Hebr 1,14.
Dette bibelvers var med til, at der voksede en overbevisning frem om, at ethvert menneske har sin egen engel (skytsengel). Denne tro har endda et holdepunkt i Jesu forkyndelse, hvor han siger:
”Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt.” Mt 18,10.
Den immaterielle verden har en anden dimension, som vi ikke kan se og erfare med vore legemlige øjne og sanser, men som eksisterer. Foran Gud har ethvert menneske en uerstattelig værdi. Englene er vore hjælpere, for at vort håb ikke skal dø, men at himlens dør må åbnes for os.