Posted by: evangelisering | marts 8, 2010
Guds Rige og Jesu forkyndelse
Guds rige er grundlæggende forskelligt fra alt det, vi kender fra vor verden. Derfor kan det ikke ”tilkæmpes”, som zeloterne ville gøre det. Guds rige er ikke en størrelse, som mennesker kan skabe ved deres egne kræfter. Det kan heller ikke fremtvinges af menneskers nøjagtige overholdelse af loven, som farisæerne mente. Det kommer som Guds gave til mennesket. Menneskets holdning bør derfor være at vente tålmodigt og ydmygt på dets komme.
- Guds rige kommer som en kosmisk katastrofe, som indleder Menneskesønnens komme. Jesus bruger i sin tale om verdens afslutning en del af tankegangen fra den nationalistiske Messiasforventning og de apokalyptiske tanker, der gjorde sig gældende i jødedommen på denne tid. Begge taler de om Menneskesønnens komme i de sidste tider; men Jesus er mere tilbageholdende i brugen af apokalyptiske billeder. Jesus benytter i stedet billedet af måltidet i Guds rige, men han udpensler ikke begivenhederne omkring dette måltid. Han afviser, at Guds riges komme kan forudsiges præcist. Guds rige kommer ikke sådan, at man kan beregne dets komme; men det er allerede til stede i menneskets verden.
- Da Guds rige er Guds gave til mennesket, bør det modtages, ligesom et barn modtager noget af sin far. Et barn er afhængigt af sine forældres omsorg. Mennesket kan heller ikke gøre andet end at længes efter og vente på Gud riges komme. Når Jesus taler om, at mennesket går ind i Guds rige, er det altid forstået som noget fremtidigt. Guds rige er allerede brudt frem i Jesu person, og derfor er det enkelte menneske stillet foran afgørelsen ”enten-eller”. Hvem er Jesus for mig, og hvordan vil jeg forholde mig til ham? Jesus nævner endda nogle drastiske handlinger, som mennesker foretager, for at kunne komme ind i Guds rige; at hugge sin hånd af eller at blive eunuk. Semitiske sprog bruger sådanne hårde og drastiske billeder for at understrege vigtigheden af at vælge Gud og hans rige. Det afgørende er, at mennesker tager stilling til Jesus og hans budskab. „Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.” (Luk 9,62) At følge Jesus og gå i hans fodspor er ikke en vilkårlig beslutning; men den vokser frem på grund af nøgterne overvejelser og i lydighed mod hans ord. Jesus kræver meget af mennesket, og han udelukker ikke konflikter, selv hvis efterfølgelsen fremmedgør mennesker for deres familie. Men den vigtigste bevæggrund til at et menneske ønsker at efterfølge Jesus, er en stor glæde. Den kommer fra erfaringen af Guds kærlighed og glæden over gavens (Gud riges) storhed. Alt andet bliver til skarn i forhold til det, Gud vil give. Glæden går forud for valget og giver kraft til at ofre alt for det, også værdifulde ting som sammenholdet i familien, hvis det kræves af mennesket.
- Guds rige er hinsidigt og transcendent. Det kommer fra oven som Guds gave. Men samtidig er det også jordisk og dennesidigt. Når Guds rige kommer, bliver de sultne mætte, de sorgmodige bliver trøstet. Da vil fjender ikke bare slutte fred, men endda elske hinanden, og ingen vil bekymre sig om fremtiden. Allerede i Jesu person og virke erfarede mennesker Guds rige og nærvær. Jesus holdt måltid med syndere, han mødte toldere og kvinder og kaldte børnene til sig. Det var alt sammen mennesker, som var udenfor, og som i det religiøse og politisk samfund ikke havde nogen rettigheder. Jesus skænker synderne forladelse og realiserer det, han forkynder. Som kongen kalder tiggere og fattige til sin søns bryllup, som faderen til den fortabte søn omfavner sit genfundne og hjemvendte barn, som den gode hyrde søger det fortabte får, indtil han finder det, som kvinden, der holder fest, efter at hun har fundet den tabte mønt, og også som vingårdens ejer, der giver de sidst hyrede arbejdere den samme løn, fordi han er god, lige sådan møder Jesus menneskene. Han tilgiver syndere, helbreder syge og viser dem derved Guds omsorg og kærlighed. Alle erfarer: Himmeriget er nær. Det er kun synderne, som kender deres behov for tilgivelse, som kan forstå, hvad denne tilgivelse indebærer. Det er dem, der erkender, hvad Jesu henvendelse til dem betyder, fordi det er de svage og syge, som har brug for lægen. Det nye ved Jesu forkyndelse og hans gerninger er, at Guds rige er synligt i Jesu person. Han er Guds rige.
Like this:
Be the first to like this post.