Man kan forledes til at tro, at den Nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse[1] bekender Gud som de synlige og usynlige tings skaber som en reaktion på de mennesker, der nægtede, at der eksisterer en verden ud over den synlige og erfarbare verden. Grunden er dog en helt anden, nemlig at kristendommen i de første århundreder blev truet af forskellige kætterier[2].
Det manikæiske kætteri[3] gik ud fra et dualistisk[4] tankesystem, som byggede på modsætningsfyldte grundprincipper i tilværelsen. Hele verden var opdelt i godt og ondt, i ånd og materie[5]. Det ene princip var mørkt og ondt, mens det andet var lyst og godt. Til den åndelige side hørte lys, liv, det gode og det sande, mens der til den stoflige (materielle) side hørte mørke, død, løgn og det onde. Gud var skaber af himlen og det åndelige univers, men ikke skaber af den materielle og legemlige virkelighed.
Markion (85-160) kom i kontakt med disse tanker og videreudviklede dem. Det onde var uløseligt knyttet til den materielle virkelighed, som for Markion var identisk med den gammeltestamentlige Skabergud. Denne havde kun skabt svage og dødelige mennesker, og han var – ifølge Markion – kun en uvidende og lavere gud, en demiurg[6]. Denne (lavere) gud forsøgte at redde sine skæbninger ved at udvælge Israel, som han sluttede sin pagt med, og som modtog loven og ventede på den lovede Messias. Men det var uden nytte. Efter Markion forkyndte evangeliet en anden Gud, som indtil da var forblevet ukendt for Skaberguden og menneskene. Der var tale om en kærlighedens Gud, som af medlidenhed med menneskenes fortvivlede situation sendte sin søn Jesus Kristus til verden for at befri dem fra lovens byrde. Jesus kom til jorden for at åbenbare denne kærlige Gud og invitere menneskene til at tro på ham. Da den onde Skabergud sandede, at der fandtes en ”ukendt” Gud, forfulgte han Jesus og blev skyldig i Jesu død på korset. Men ved Jesu død blev menneskene løskøbt fra den onde Skabergud.
For at underbygge sin lære, forkastede Markion det Gamle Testamente og lavede en egen lille sammenstilling af nogle nytestamentlige bøger såsom de ti Paulusbreve, dog uden Hebræerbrevet og Pastoralbrevene. Markion anerkendte også kun et evangelium, nemlig Lukasevangeliet. De tre andre evangelier indeholdt for mange jødiske elementer til at kunne bestå hans vurdering.
Menneskets legeme, som var en del af den materielle verden, var if. Markion som et fængsel, som bandt og holdt ånden i lænker. Markion søgte befrielsen fra legemets og materiens lænker. Ud fra denne tanke kunne Gud umuligt være skaber af den materielle og synlige verden. Alt det, der hørte legemet og det materielle til, kom fra det mørke og onde princip. Gud og den onde skabergud er her sådan set jævnbyrdige magter, som er i kamp med hinanden. Selv om nogle gnostikere[7] påstod, at ånden til sidst ville sejre over materien, og dermed antydede, at Gud var stærkere, så holdt de dog fast ved påstanden om, at der fandtes en urkraft i tilværelsen, som var uafhængig af Gud. Materien var evig og ond. Den var ikke skabt, og i sit væsen var den anti-guddommelig.
Bag denne tankegang står menneskets erfaring af det onde. Hvor stammer det onde fra? For hvis Gud ikke har skabt det onde, så kan det kun tænkes som noget uafhængigt af Gud, som en magt, der gør Gud rangen stridig.
Men den kristne tro fastholdt sammen med jøderne, at Gud er de synlige og usynlige tings skaber, og at også den materielle verden er Guds gode skaberværk. ” Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” (1 Mos 1,31).
Bekendelsen, at Gud er himlens og jordens, de synlige og usynlige tings skaber, åbner for en ny dimension til bekendelsen af, at Gud er den Almægtige. Der findes ikke et selvstændigt ondt princip i verden. For hvis det fandtes, kunne det krydse Guds planer og ødelægge hans værk. Så ville Gud ikke være almægtig, og Gud ville ikke være Gud.
”Det ondes magt er – set med troens øjne – i sidste instans blændværk. Vi har i vor tid set eksempler på, at magter fik alle til at ryste af angst og syntes stærkere end alt andet i verden. Men vi har også oplevet at Hitlers, og Stalins magt pludselig forsvandt – en magt, der på et tidspunkt forekom uovervindelig stærk, var i næste øjeblik borte, og ingen kunne længere begribe, hvordan den var opstået eller hvor den var blevet af. Troen bekender, at al ondskabens samlede magt i verden skal afsløres som afmagt og intet overfor Gud, der almægtigt vil gennemføre sine planer. Ingen kan bevise dette; men det er troens påstand og troens fasthed.”[8]
[1] De nikænske kirkemøder var to økumeniske koncilier, der begge blev afholdt i Nikæa. Det første blev sammenkaldt af kejser Konstantin den Store 325, hvor arianismen fordømtes, Nikænske Trosbekendelse vedtoges, og kirkens organisation fastlagdes. Den Nikænske Trosbekendelse blev udvidet i Konstantinopel i 381 og går herefter under navnet den Nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse.
[2] Et kætteri er en bevidst afvigelse fra troen. Et andet ordet er også ”hæresi”, som kommer fra det græske ”haíresis”, der kan oversættes ved ”valg, udvælgelse, forsæt, sekt”.
[3] En religion fra 200-tallet, som er benævnt efter dens stifter Mani (216 – ca. 276) som forsøgte at forene synspunkter fra forskellige filosofiske eller religiøse retninger, såsom buddhisme, kristendom og iransk dualisme, dvs. en opfattelse af, at verden er todelt i et ondt og et godt princip.
[4] Dualisme: anskuelse, der forudsætter, at der er to slags eksistens i verden, f.eks. ånd og materie, sjæl og legeme, det gode og det onde.
[5] Det stof i den fysiske verden, som er i modsætning til den åndelige verden. Man kunne også sige, der er tale om det skabte.
[6] En demiurg er en ”skaber” af noget. I forbindelse med dualismen blev der skelnet mellem en højeste guddom og en lidt laverestående skikkelse (dvs. demiurgen), som man tillagde skabelsen af den materielle verden.
[7] Gnostikerne troede på, at kundskab og erkendelse var vejen til frelse og forløsning. Det betød, at mennesket skulle opnå erkendelse og derved frigøres fra de materielle lænker.
[8] Martensen, Hans Ludwig, Kirkens tro. Gennemgang af den Nikænske trosbekendelse. I: At tro i dag 1992, s. 79.
