Enhver tid har sit eget verdensbillede, som oftest både bryder med og samtidig bygger videre på ældre tolkninger. Det kopernikanske verdensbillede, som kaldes for det heliocentrisk verdensbillede, fordi solen er centrum for planetsystemet, afløste det geocentriske verdensbillede med jorden som universets midtpunkt. I senmiddelalderen genopdagede man, at jorden var rund og ikke flad, som de fleste indtil da havde antaget. 
Evolutionsteorien taler om en udvikling af livet fra lavere til højere former i løbet af milliarder af år. I vor tid, nærmere i de sidste 50 år, tales der om Big Bang-teorien som den mest accepterede naturvidenskabelige kosmologi. Ud fra denne opstod universet, da der for ca. 10 til 20 milliarder år siden eksploderede en massetæthed. Problemet er dog, at denne teori ikke taler og ikke kan tale om et absolut tidspunkt. Teorien er en hypotese, som – ud fra videnskabens egne empiriske forudsætninger – hverken vil eller kan sige noget om tilstanden før ureksplosionen. Hvad der gik forud, om det var kaos, andre universer eller intethed, er der ingen, der kan svare på.
Den kristne tro forkynder dog én Gud, som skabte orden ud af kaos. Han kastede derfor ikke terningerne og overlod verden/universet til tilfældighedernes spil.
Bibelen begynder med disse ord:
„I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” 1 Mos 1,1.
Dermed mente de gamle jødiske vismænd ikke, at Gud skabte ud af intet. Denne tanke vinder først senere frem. Teksten vil sige, at vor verden/vort univers har en begyndelse. Skabelsen er ikke en tidløs myte. Den er uløseligt knyttet til historien, som er dens begyndelse.
Forestillingen om skabelsen ud af intet nævnes for første gang i 2 Makk 7,28.
”Jeg beder dig, mit barn, betragt himlen og jorden, og se alt, hvad de rummer, så vil du forstå, at Gud ikke har skabt dette af noget værende, og at menneskenes slægt er blevet til på samme måde.”
Tanken om skabelsen ud af intet vandt langsomt frem i kirken, nemlig omkring 170-250 e.Kr. ved kirkefædrene Tatian og Irenæus’ opgør med Markions gnosticisme. For Markion var materien en dæmonisk modmagt over for Gud. Denne dæmoniske magt var selvstændig.
Kirken har altid hævdet: Når Gud dog er Skaberen, som skaber ud af intet, så er han også Skaber og Herre over hele virkeligheden. Materien hører derfor med til Guds gode skabelse.
