Adam og Eva var udrustet med den første nåde, som gav dem mulighed for at modstå slangens fristende ord. Da de valgte at give efter for synden, bortfaldt nåden.
Ved at de vender sig fra livets kilde, bliver døden en naturlig konsekvens af synden. Harmonien er ødelagt, alt er i kommet i ulave. Faldet har kosmiske konsekvenser: Mennesket kender nu forskel på godt og ondt og har mistet sin uskyldighed. Adam og Eva gemmer sig for Herren i haven, fordi de skammer sig på grund af deres nøgenhed. De har tabt deres fortrolighed med Gud. Det er syndens frugt.
De er fremmedgjorte over for Gud (den oprindelige enhed mellem Gud og mennesket er blevet brudt), deres medmennesker og jorden. Mennesket er ikke længere i stand til at leve kærligheden fuldt ud, som det er skabt til.
Følgen af denne synd er, at Adam og Evas efterkommere, dvs. alle mennesker og dermed også os i dag, langt foretrækker at lade sig lede af deres egne følelser og meninger, end af hvad Gud har sagt. Denne tilbøjelighed kaldes for arvesynd. Livets træ forkastes til fordel for kundskabens træ om godt og ondt.
Det er ikke vigtigt, om faldet virkelig skete på denne måde. Vigtigt er kun, at vi erkender resultatet i vort eget indre. Hvis vi er ærlige, kan vi godt indrømme, at vi ofte foretrækker at leve livet ud fra vore egne ønsker i stedet for at adlyde Guds Ord. Adam og Eva mistede alt det af syne, som Gud havde gjort for dem, alt det, de havde modtaget, og ville selv styre deres liv uden Guds omsorg.
Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.
Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. (Rom 7,18-23).
Med arvesynden menes der ikke en konkret handling, men en tilstand. For ”synd” er først og fremmest en frivillig handling. Ved en syndig handling vender mennesket sig bort fra Gud, som det burde elske og fjerner sig fra ham. Mennesket er dermed ikke længere udrettet mod Gud. Syndens tilstand, som er en følge af Adams synd, betyder dog, at følgen af denne oprindelige afstandtagen fra Gud i paradisets have fortsætter blandt mennesker den dag i dag. Dermed mangler mennesket nu den oprindelige hellighed og retfærdighed.
”Skønt Adams synd er hver enkelts egen synd,[1] har arvesynden ikke karakter af personlig synd hos nogen af Adams efterkommere. Mennesket er berøvet den oprindelige hellighed og retfærdighed, men menneskenaturen er ikke totalt fordærvet; den er såret i sine naturlige kræfter, underlagt uvidenhed, lidelse og dødens herredømme, og tilbøjelig til synd. (Denne tilbøjelighed til det onde kaldes “concupiscentia”). Når dåben formidler Kristi nådes liv, udsletter den arvesynden og vender igen mennesket til Gud; men dens følger for menneskenaturen, som er svækket og tilbøjelig til det onde, består i mennesket og kalder det til åndelig kamp.”[2]
[1] Jf. Tridentinerkoncilet: DS 1513.
[2] Katechismus der katholischen Kirche, nr. 405.
