Mennesket er skabt i den treenige Guds billede. Gud er kærlighed (jf. 1 Joh 4,8). Denne kærlighed, som er i Gud, og som er Gud, er hans væsen. Den kan ikke forblive hos sig selv. Den har ” behov” for at udgyde sig, ligesom enhver kærlighed også vil give sig selv væk og strømme ud.
Kærlighed er altid en relation mellem en eller flere personer, dvs. interpersonal, og den vil skabe enhed mellem disse personer. De tre guddommelige personer er ikke bare tre dele af én Gud; men hver af dem besidder hele den fælles natur uden dog at ville beholde den for sig selv.
Ligesom et menneske har behov for at udtrykke sin kærlighed, så udtrykker Gud sin kærlighed i de tre guddommelige personer, som lever i en fuldkommen hengivelse uden nogen form for egoisme. Netop derfor kan de hver for sig være helt Gud, fordi de kun ønsker at være det i fællesskab. De er tre guddommelige personer – Far, Søn og Helligånd – men kun én vilje. [1]
[1] Jf. Nielsen, David Vincent: Forløsning og guddommeliggørelse i Levende vand, august 2001.
