Troen er Guds gave. Det er ikke muligt at fremkalde troen i et menneske, hvis ikke Helligånden virker i dette menneskets hjerte. Vi kan heller ikke tvinge os selv til at tro; men vi kan have længselen efter at kunne tro. Tro er menneskets tillid til det, Gud har åbenbaret. Det er menneskets kærlige svar på Guds handlen i historien.
Men selv om vi ikke kan ”fremtvinge” troen, kan vi gøre meget for at åbne os for den. På en måde er vore hjerter som et stykke jord, der skal bearbejdes – gødes, ryddes, pløjes og tilsåes – for at kunne frembringe den ønskede frugt. Men det er Gud, der giver væksten og frugten (jf. 1 Kor 3,5-9).
Troen kommer af hørelsen (jf. Rom 10,17), ved at kirken forkynder det glade budskab om Guds frelsende kærlighed i Jesus Kristus. Derfor er det første skridt at lytte til dette budskab. Der findes mange muligheder: samtale med kristne, læsning af religiøs litteratur, studiegrupper, alphakurser, deltagelse i en katekumenatsgruppe i en menighed og meget andet.
Hvis dette vækker en længsel i det søgende menneske, dog uden at det formår at tro, så bør det bede om troens gave. Ligesom disciplene kan vi bede Jesus om at vække troen i vore hjerter og styrke den: ”Giv mig en større tro!” (jf. Luk 17,5) Vi kan også bede den samme bøn, som faderen til en syg dreng bad, da han mødte Jesus: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” (Mark 9,24).
Alt dette kan vi gøre for at åbne os selv for troens gave, dog i bevidstheden om, at vi ikke kan tvinge Gud til noget. Troen forbliver en gave.
Spørgsmål til personlig overvejelse:
- Hvad tror du på?
- Har din tro forandret sig?
- Hvad forbinder du med den kristne tro?
- Hvilke mennesker har betydet noget for din tro?
- Er din tro allerede blevet afprøvet?
