Hvem er mennesket? Og hvad adskiller mennesket fra dyrene?
Dyr og mennesker lever i verden og bruger den. De finder deres føde i verden, skaber sig et leveområde og et sted at være, det være sig en hule eller et hus. Både mennesker og dyr reagerer på impulser.
Men der er dog en væsentlig forskel: Dyr har ingen frihed til at handle. De reagerer på stimulanser. Der vil altid være årsager til deres handlinger, dvs. impulser som fremkalder bestemte reaktioner. F.eks. vil et dyr, som angribes, helt naturligt forsvare sig. Et dyr slår normalt kun andre dyr ihjel, når det har brug for føde. En impuls (sult) fører til en reaktion (at dræbe), uden at dyret kan reflektere over det. Dyre er afhængige af deres drifter.
Også mennesker reagerer på drifter. De reagerer på sanseindtryk. Mennesker oplever, at de ikke altid er så frie, som de gerne vil være, at de er underlagt begrænsninger og tilbøjeligheder. Men på trods af det, har mennesker mulighed for at forholde sig til de sanseindtryk, de bliver udsat for. Menneskers handlinger er ikke totalt bestemt af ydre indflydelse og fremmede kræfter. De er ikke tvunget til at spille med i instinkternes blinde spil. Et menneske kan forholde sig til sig selv, til sit jeg og kan reflektere over sig selv og sine tanker. Dette er menneskets storhed og elendighed på en gang. For ved ikke at være overladt til blinde og tilfældige reaktioner på stimuli, har mennesker ansvar for at vælge og sætte prioriteter. Mennesker kan handle medfølende eller det modsatte. De kan vælge det gode eller det onde. De kan give kærlighed eller hade. Mennesker har mulighed for at vælge.
Men netop her oplever vi mennesker også, hvor modsætningsfulde vi er. Vi kan gøre livet smukt og dejligt for hinanden, men også surt og bittert. Kærlighed kan forvandles til had. Tillid kan svigtes. Og mange gange oplever vi, at vi selv eller andre mennesker, er ”fanget” af vore drifter og er bundet af dem.
Mennesket er ikke en ø. Det lever i verden og har brug for andre mennesker for at kunne leve sit liv. Allerede efter fødslen viser det sig, hvor afhængigt et menneske er af sin omverden. Et spædbarn har brug for forældrenes omsorg og kærlighed for at kunne overleve og vokse op til et selvstændigt individ. Forældrenes omsorg og kærlighed fremelsker tillid og tiltro hos barnet. Denne tillid gør det levedygtigt, og udruster barnet med en viden om, at andre mener det godt, at verden er et godt sted at bo og at livet er smukt. Uden denne positive livsindstilling er det ikke muligt at møde andre mennesker (fordoms)frit.
Kuvøsebørn har større overlevelsesmuligheder, når forældrene har mulighed for at give dem nærkontakt. Det er berøringen, varmen, kærligheden og opmærksomheden, som gør dem levedygtige, ja endda overlevelsesdygtige. En maskine (og i dette tilfælde en kuvøse) kan derfor ikke erstatte forældrenes kærlighed. At give mad til et spædbarn er at give kærlighed til det. Ikke kun de primære behov bliver tilfredsstillet, men også menneskets dybeste længsel og behov for kærlighed og accept.
Allerede her bliver det synligt, at vi ikke lever isoleret, men er afhængige af hinanden. Mennesket et væsen, som er skabt til at give og modtage kærlighed. Det er skabt til mødet med et du, til fællesskabet.
