Kikker man tilbage i tiden, samledes den kristne menighed, længe før de nytestamentlige skrifter overhovedet fandtes. De første kristne menigheder mødtes i templet og synagogerne, hvor de tog del i den jødiske gudstjeneste (jf. ApG 3,1). De kom sammen i husene og holdt et agapemåltid, som Herren havde pålagt dem (jf. 1 Kor 11,17 ff.; Matt 26,26-28). De læste det op, som apostlene skrev til dem i deres breve, og de havde fælles undervisning. Men som tiden gik, og de første øjenvidner døde, samlede man det mundtlige materiale, alle de overleveringer, der fandtes om Jesus Kristus og hans virke på jorden, og derved opstod det Nye Testamente. Den levende tradition, som fandtes i menighederne rundt omkring, blev holdt fast i ord.
Kirken, den kristne menighed, var til stede, før Det nye Testamente blev til. Bibelen er kirkens bog, fordi den er blevet til i kirkens midte. Den katolske kirke mener derfor, at man kun kan forstå de kristne skrifter ret, hvis de læses i den ånd, i hvilken de er blevet skrevet, og bliver tolket ud fra det liv, der fandtes i de første kristne menigheder. Bibelen er givet til kirken som helhed, og derfor er det kirken som helhed, som skal fortolke den.
Traditionen er ikke afsluttet og lever videre i menighederne, som er kirkens små celler. I alle de århundreder har kirken været med til at overlevere og fortolke den kristne tro, og i fremtiden vil den fortsat videregive denne tro til verden. Denne overlevering af troen kan indeholde alt, fra sakramenter til liturgi, embeder, hyrdebreve etc.
Den apostolske forkyndelse, som på en helt særlig måde udtrykkes i de inspirerede bøger, skulle bevares gennem en uafbrudt kontinuitet indtil tidernes ende. Det er derfor, apostlene, når de overleverer, hvad de selv har modtaget, formaner de troende til at holde fast ved de traditioner, som de er blevet undervist i enten gennem ord eller ved brev (jf. 2. Thess 2,15), og til at kæmpe for den tro, som de engang har modtaget (jf. Jud 3). Det, som er overleveret af apostlene, omfatter alt det, der leder Guds folk til et liv i hellighed, og som forøger dets tro. Alt, hvad Kirken selv er, alt hvad den tror, fører den således videre i sin lære, i sit liv og i sin gudstjeneste og overleverer det til alle slægtled. Denne apostoliske tradition går videre i Kirken med Helligåndens bistand.[1]
Traditionen er som sagt en proces. Forståelsen af det kristne budskab fordybes, og troen udvikles, netop fordi den er levende. Helligånden fører kirken som fællesskab og helhed til en større forståelse af evangeliet. Traditionen er levende, men har altid sin målestok i den hellige skrift.
Den katolske opfattelse af troen er en helhed af skrift og tradition, som den lever i kirken, og som den altid og overalt har levet i kirken. De er begge to, hver på deres måde, Guds ord til kirken, som sammen fører den troende til forståelse og indsigt i Guds vilje for os.
[1] Det andet Vatikankoncil: Konstitutioner, dekreter og erklæringer, 1997, Verbum Dei, s. 379f
