Selv om Ånden er mangfoldig i sine gaver og selv om det enkelte menneske ikke modtager alle gaver, så modtager det dog altid mindst én nådegave.
Christian Schwarz kommer med denne definition af en åndelig gave:
En åndelig gave er en særlig evne, som Helligånden – efter Guds nåde giver ethvert lem på Kristi legeme, og som skal bruges til at opbygge menigheden.[1]
I denne definition er der tale om nogle ”særlige evner”, som et menneske har. Disse evner kan være forskellige fra andre og bygger ofte på naturlige evner. Et menneske har måske en evne til at undervise, et andet til at lave musik og igen et andet til at tale med andre mennesker.
Det nye Testamente siger, at man i det mindste har modtaget én nådegave (jf. 1 Kor 12,7-11; 1 Pet 4,10); men mange er sig ikke bevidst, at de gør brug af deres nådegave(r). De er evner, vi bruger, for at opbygge menigheden. Men disse evner er mangfoldige, både fordi Ånden er kreativ, men også fordi Kristi legeme, menigheden, består af mange kristne, som har forskellige funktioner i menigheden (jf. Rom 12,4-8; 1 Kor 17-20) og forskellige naturlige evner og tilbøjeligheder. Men alle tjener gennem og med deres gaver til menighedens opbyggelse.
I definitionen er der også tale om, at disse åndelige gaver er virkninger fra Helligånden (jf. 1 Kor 12,8-11), til forskel fra de naturlige evner, et menneske har. Ikke ethvert menneske har åndelige gaver; men det har enhver kristen. Derimod har ethvert menneske, troende eller ikke troende, naturlige evner. Oftest forvandler Helligånden disse naturlige gaver til åndelige gaver, når et menneske kommer til tro på Jesus Kristus og bruger sit liv i hans tjeneste.
De karismatiske nådegaver er intet andet end Guds kærlighedsgaver. De indbefatter højnelse af de evner, som allerede er til stede eller skjulte i mennesket, evner til f.eks. at undervise, at administrere, leve i ægteskab eller cølibat. Disse naturlige evner kan blive til nådegaver, hvis og så længe de bruges i Herrens tjeneste (jf. 1 Kor 12,8-10) og bliver således Guds ufortjente kærlighedsgaver til mennesket.
Åndens gaver giver Gud efter sin nåde og ikke som belønning for karakterfasthed eller åndelig modenhed (jf. Rom 12,6). Og de gives altid til opbyggelse af menigheden. Hver gang, Det nye Testamente taler om Åndens gaver, sker det i forbindelse med ”Kristi legeme” (dvs. menigheden) og dens opbygning. Åndelige gaver skal komme andre til gode (1 Kor 14,2-5; Ef 4,12). Derfor må enhver refleksion derover altid knyttes sammen med opbygningen af menigheden.
Derudover giver Helligånden til nogle mennesker nådegaver, som er ud over det normale, som f.eks. profeti, tungetale, helbredelses nådegave og bedømmelse af ånder (gode og onde). Også for disse gaver gælder det, at de skal bruges til menighedens opbygning og til fælles gavn. Men alle disse gaver, iboende eller erhvervede, får først deres mening i kærligheden, som er størst af dem alle, og som er opnåelig for alle. (Jf. 1 Kor 13,13).
Det, at være kristen betyder i nytestamentlig sprogbrug, at være karismatiker. Der er ingen skel mellem karismatikere og ikke-karismatikere, mellem dem, der har, og dem, der ikke har. Kirken er et fællesskab i Kristus og uden klassedeling. Alle døbte er på samme måde karismatikere, for alle står på samme måde i gæld til Guds kærlighed. For det er Gud, som har elsket os først, det er Ham, der har opsøgt os, som har reddet os, og som har udrustet enhver af os med forskellige nådegaver. Gud har givet os fællesskab med sig ved Helligånden, som han rundhåndet har udøst over enhver, som er i Kristus.
Havd betyder det for os i dag?
I en kirke, hvor Ånden får frihed, vil karismatikeren ikke påtvinge nogen sin nådegave og menigheden vil ikke være bange for dem. Begge har brug for hinanden i Kristi legemes fællesskab. Og begge vil i en kirke, hvor Jesus tjenes, modstå fristelsen til at trække sig tilbage fra hinanden. De vil vogte, den enhed, Ånden giver. For selv om vi står sammen som kirke med vore forskellige nådegaver, så er vi aldrig fuldkommen. Det kan kirken ikke blive på jorden.
Det var en gnostik fejltagelse at mene, at den sandt inspirerede havde den guddommelige Ånds fylde i sig NU. Paulus lærer os et bredere perspektiv: Vi har aldrig Åndens fulde i os selv alene, men kun, når vi er indlemmet på det legeme, det tempel, hvori Ånden demonstrer sin varierede skønhed i harmoni. Og vi har aldrig Åndens fulde i dette liv alene. Ånden er Guds fremtids første rate. Den er garantien på himmelen. Kirken på jorden kan kun være en forvarsel om enheden, tjenesten, harmonien og kærligheden, forsoning, lovsang og tilbedelse i selve himlen.
Det vil være det sidste højdepunkt af en virkelighed, som vi allerede nu glæder os over, hvis vi af personlig erfaring og hengivenhed kan sige ”Jeg tror på Helligånden.”
[1] Schwarz, Christian A., Nådegavetesten, 1999, s.10.
