Helligånden tillægges mange navne; men et gennemgående træk ved beskrivelsen af Helligånden er, at Ånden udelukkende beskrives ved Dens funktioner. Den omtales meget lidt som person i forhold til Faderen eller Sønnen. Dette hænger sammen med, at Åndens første opgave er formidling. Den formidler kontakten mellem Gud og mennesket. Jesus giver Ånden videre efter sin død og opstandelse ved at ånde på sine disciple (jf. Joh 20,22).
Når Ånden har denne formidlerrolle, ønsker den heller ikke at sætte sig selv i fokus. Den ønsker i stedet at give mennesket et dybt kendskab og forhold til Sønnen og Faderen.
Som talsmand formidler Ånden forholdet mellem Gud og mennesket. Den giver forståelse for Jesu gerning (liv, død og opstandelse) og for skrifterne. Kun i Ånden formår mennesket at erkende, hvem denne Jesus er. Ånden peger altid ud over sig selv.
Ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden. (1 Kor 12, 3)
Ånden overbeviser mennesket om, at det er skabt og synder og derfor har brug for Gud. Den overbeviser mennesket om, at Gud er en fader, og at de troende er brødre og søstre i Jesus (jf. Rom 8,15ff.). Derudover er det Åndens opgave par excellence at minde mennesket om Jesus (jf. Joh 14,26). Bibelen og sakramenterne er de ”virkemidler”, som Ånden bruger for at uddybe dette kendskab til Jesus.
Det nye Testamente er kirkens bog, som er blevet til midt i den kristne menighed, og derfor bør den også læses sammen med hele kirken. Men det er Ånden, som taler gennem skrifterne (jf. 2 Tim 3,16; Mark 12,36).
Ved at lade Ånden virke i sit liv siger mennesket ja til at ville ligne Jesus i sit sind og sine gerninger. Det enkelte menneske, som stiller sig til rådighed for Ånden, vil blive udrustet med forskellige nådegaver til tjeneste for menigheden og kirken, dog ikke således, at alle kan alt, men at menigheden ses som et arbejdsfællesskab, hvor alle bidrager med deres evner, fordi Helligånden udruster ethvert menneske til netop sin eller sine opgaver.
Sammenfattende kan herefter siges, at Helligånden er Den, som leder Kirken gennem tiden frem mod målet, og at Den vedligeholder kirken og den enkelte troende med nådens midler. Kun hvis Ånden virker i og gennem Kirken, kan kirken være ”én, hellig, katolsk og apostolsk”. Troen på kirken er aldrig en anden tro end den på Helligånden. Kirkens enhed er enhed i Ånden, og dens hellighed er udrustning af de troende med Helligåndens nådegaver. Helligånden bevirker tro og virker gennem sakramenterne, som formidler nåden. At kirken er katolsk, dvs. universel, har sine rødder i pinsen. Til den første pinse var ”fromme jøder fra alle folkeslag und himlen” til stede i Jerusalem. De var ikke kommet for at høre apostlene, men for at fejre den jødiske løvhyttefest. Men Helligånden bevirkede, at de kunne forstå den kristne forkyndelse. Dette er et billede på det, den katolske kirke dybest set er. Den samler mennesker af vidt forskellig baggrund, modersmål, uddannelse og sociale præg; men disse mennesker samles i troen på Jesus som Kristus. Det er denne tro, der binder dem sammen på tværs af alle forskelle og social lag og racer og politiske overbevisninger. At denne mangfoldighed kan blive til en enhed i troen er Helligånden garant for. For alle kunne høre og forstå apostlenes tale på deres ”eget modersmål”. At kirken yderligere er apostolsk garanterer Helligånden for ved gennem håndspålæggelse og bøn at udruste mennesker med sine gaver samt til forskellige tjenester, dog alle med det formål, at give troen videre og udfylde en opgave i menigheden og kirken.
