Dagens bibeltekst er taget fra Salmernes Bog. Læs i din stille stund sl. 22,2-20.
Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Hvorfor hjælper du mig ikke? Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
Dag efter dag råber jeg til dig, men du svarer mig ikke. Hver nat hører du min røst, men du giver mig ingen trøst.
Du sidder på din hellige trone, du er den, som Israel lovsynger.
Vore forfædre stolede på dig, og du reddede dem.
Du hørte deres nødråb og befriede dem, du skuffede aldrig deres tillid til dig. Men jeg føler mig som en ussel orm, jeg bliver hånet og foragtet af alle.
Enhver, der ser mig, griner ad mig, ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
»Er det ham, der stoler på Herren?« spotter de. »Så lad os se, om Herren redder ham. Hvis Herren elsker ham så meget, så burde han gribe ind og frelse ham!«
Herre, du var der, da jeg blev født, du gav mig tryghed ved min mors bryst.
Fra fødslen har du været den, der hjalp mig, hele mit liv har du været min Gud.
Hold dig ikke borte fra mig nu, for jeg er undergangen nær, og ingen andre kan hjælpe mig.
Frygtindgydende fjender har omringet mig, som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
De kommer imod mig med åbent gab som brølende løver, der er klar til angreb.
Min styrke er sivet bort som vand i sandet, alle mine knogler føles, som er de gået af led, mit hjerte hamrer i halsen på mig. 
Mine læber er tørre som potteskår, min tunge klistrer til ganen, du har bragt mig til gravens rand.
Mine fjender kredser omkring mig som hunde, en bande af forbrydere omringer mig. De har gennemboret mine hænder og fødder.
Jeg kan tælle alle mine knogler. Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.
De deler mine klæder imellem sig og trækker lod om min kjortel.
Herre, hold dig ikke på afstand. Du er min redning, kom mig til hjælp.
Den, som beder denne bøn, råber til Gud. Han stønner og klager. Normalt er det ret så fremmedartet for os at bede sådan; og måske spørger du dig selv, om man overhovedet skal og kan bede sådan.
Har der været situationer i dit liv, hvor du har følt noget lignende som den, der beder denne Salme?
Min Gud – hvorfor?
Mennesket her føler sig forladt af Gud og spørger: ”Hvorfor?” Alligevel vender det sig ikke bort fra Gud, men brydes med ham: ”Min Gud, hvorfor er du så langt borte …?” Er det ikke lidt mærkeligt? Her føler mennesket sig forladt af Gud, og alligevel råber det til ham og spørger anklagende: ”Hvorfor har du forladt mig?” Alligevel udøser mennesket altså sit inderste for Gud!
Hvilke erfaringer kan dette menneske have gjort sig på sin trosvandring, når det holder så stærkt fast ved Gud! Hvor intenst må ikke forholdet til Gud have været, når det så frimodigt frembærer sine klager for Gud og spørger efter ham.
Salmen lader os ane noget af et menneskes kamp, når det – på samme tid fastholdt og sønderrevet mellem fortvivlelse og et opdukkende håb – kæmper for et varigt tillidsforhold til Gud. Hele tiden skifter billedet; det ene øjeblik ser det sin egen elendige situation i øjnene, for det næste øjeblik igen at se Gud.
Og derfor står de to tilsyneladende modsætninger side om side: ”Min Gud, jeg råber til dig … men du svarer ikke …” – ”Men du er hellig.” Og: ”Min Gud, hvorfor har du forladt mig … – ”Fra moders liv var du min Gud.”
Jesus har ganske rigtigt selv bedt denne bøn i sin dødstime. Matthæus (27,46) og Markus (15,34) beretter, at Jesus kort før sin død råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.” Jesus kender til det at være udleveret, han har gennemlevet det (for mig også). Han kender til den forfærdelige situation, hvor Gud tilsyneladende har forladt én. Men samtidigt med at han bad, vidste han, at han var i Guds hænder. Evangelisten Lukas har i særlig grad betonet denne side af kampen; han har overleveret os Jesu sidste ord: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd” (Luk 23,46).
I vanskelige situationer kan og bør også jeg tilslutte mig Jesu bøn og med ham råbe: ”Min Gud, hvor er du?”, og spørge: ”Hvorfor?” Jeg må ikke undertrykke mine følelser og mine ord; nej, jeg bør helt spontant udøse mit hjerte for ham. Gud véd, hvordan jeg har det. Hans øre ligger ved mit hjerte.
Selvom situationen udadtil ikke ændrer sig, så står Gud mig bi. Hans nærhed vil forandre mit indre. Han vil styrke mig og gøre det muligt for mig at klare min situation. Jeg kan være vis på, at Gud vil skænke mig sit nærvær og fylde mig med sin kraft, når jeg råber til ham: ”Men du, Herre, hold dig ikke borte, du, min styrke, skynd dig til hjælp!”
Guds nærvær forvandler mig, så der mere og mere kan løses op for mit forkrampede hjerte, og jeg lidt efter lidt kan begynde at skue ham:
”Ved at se hans billede, forandres vi.”
Læs eller bed endnu en gang Salme 22. Hvilke ord, hvilke vers taler i særlig grad til dig i dag? Måske er det et klagende ord eller et ord, som udtrykker tillid. Gentag disse ord flere gange og prøv også at sige dem højt. Afslut din bøn med et Fader Vor eller på en anden måde, som du holder af.
© Vallendarer Glaubenskurs ”Das Feuer neu entfachen” .
oversat af Hans Thulstrup
