Efter at have bedt ugens salme og været i stilhed, læs dagens bibeltekst, som er taget fra Lukasevangeliet.

Derefter fortalte Jesus en historie til nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre: 

»To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver. Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således:

>Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker – eller som den skatteopkræver, der står derhenne. Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.< 

Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen:

>Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.< 

Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

(Lukas 18,9-14)

Farisæeren gør sig umage med at opfylde budene og med at gøre godt. Det er jo alt sammen rigtigt og godt. Men i denne lignelse handler det ikke om, hvordan farisæeren handler, men om hans indre holdning; farisæeren ser nemlig kun sine egne gode gerninger og soler sig i dem. Tilfreds med sig selv ser han hovmodigt ned på de andre.                                                                                    

Hvad med mig selv? Bliver ikke også jeg af og til opfyldt af følelsen af i det store og hele at leve retskaffent og godt? Og så især da når jeg sammenligner mig med andre!   

Soler ikke også jeg mig en gang i mellem i bedragerisk selvtilfredshed? Stikker ikke også en gang i mellem en farisæer i mig sit hoved frem?

”Gud, vær mig synder nådig!”

Her står to helt forskellige mennesker foran Gud og beder. Den første er farisæer, en mand, der har besluttet sig for at efterleve alle forskrifter og bud. I folks øjne er en farisæer et menneske, der véd, hvordan man skal leve sit liv som troende. Han er så at sige ”et menneske, der gør det til sit livskald at være et forbillede for andre.”   

Og så er der tolderen, eller med andre ord alle de mennesker der står på den romerske besættelsesmagts side, og som via deres erhverv bedrager deres eget folk, når de fastsætter toldgebyrer efter deres eget forgodtbefindende. En tolder blev dengang simpelthen betragtet som et dårligt menneske; et menneske, man så vidt muligt skulle holde sig langt fra.                                                                                     

Farisæeren og tolderen står begge i bøn foran Gud. Den ene af dem er i sit indre fuldstændig opfyldt af visheden om at vide, at han lever ordentligt og handler ret og rigtigt. Mens han tænker på sine gode gerninger, ser han op og takker Gud. Men i hjertet kredser han om sig selv. Stolt af hvad han præsterer, anser han sig selv for stor og betydningsfuld og ser foragteligt ned på tolderen. Farisæeren beder, men er hans forhold til Gud nu også præget af tillid?  

Tolderen, der skammer sig over sine svigt, ser ikke en gang op. Man får nemt det indtryk, at han er opfyldt af falsk og overdreven ydmyghed. Men det modsatte er tilfældet. Han ser sig selv, sådan som han virkelig er, nemlig som en synder, som et menneske, der står i gæld til Gud, og som er henvist til Guds godhed og barmhjertighed. Tolderen sætter sin lid til Guds barmhjertighed. Han véd og erkender, at han har brug for denne barmhjertighed, og han stoler på, at Gud vil ynkes over ham. Så han er hverken drevet af sygelig stolthed eller af falsk ydmyghed. Ærligt og tillidsfuldt beder han: ”Gud, vær mig synder nådig!”

Han, der ikke vover at løfte sit blik foran Gud, lever i et tillidsfuldt forhold til ham. Og da han overgiver sig til Guds barmhjertighed, retter Gud ham op og tager al hans skyld fra ham. Derfor ”gik han hjem som retfærdig.” ”Ved at skue hans billede forvandles vi,” hedder det i en sang. Når jeg af et ærligt hjerte skuer Gud, og tager hans billede – og i sidste ende ham selv – til mig, så ændres mit indre. Når jeg ser på mit liv, som det er med mine mange fejl og svagheder, når jeg bekender min skyld for Gud og beder ham om barmhjertighed, så forandres mit hjerte. Og idet det mere og mere forvandles, bliver det mere og mere lig med Guds kærlige hjerte. 

”Gud, når vi ser dit billede, forvandles vi i dit billede.”

 

 

 

© Vallendarer Glaubenskurs ”Das Feuer neu entfachen” .

http://www.weg-vallendar.de 

Oversat fra tysk af Hans Thulstrup