Bed ugens salme (Sl 130) og dvæl en tid i stilheden. Læs derefter dagens bibeltekst, som er taget fra 1 Mosebog, 3, 1-13.

Slangen var den mest listige af alle de dyr, Gud havde skabt. Den kom til kvinden og sagde: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af frugten fra noget som helst træ i haven?« 

»Nej, vi må da gerne spise frugt fra træerne i haven!« svarede kvinden. »Det er kun frugten fra træet midt i haven, vi ikke må spise. Gud sagde, at hvis vi spiser af den, eller bare rører den, så dør vi!« 

»I dør da ikke,« hvislede slangen. »Men Gud ved, at i samme øjeblik I spiser den frugt, bliver jeres øjne åbnet for ting, I ikke før har set, og I bliver som Gud med evne til at skelne mellem godt og ondt.« 

Kvinden lagde nu mærke til, hvor dejlig frugten så ud, lige til at spise og få forstand af. Hun plukkede en frugt og spiste af den. Derefter gav hun den til sin mand, som stod ved siden af hende, og han spiste også af den. 

Straks lagde de mærke til, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om sig. Henimod aften, da luften blev kølig, hørte Adam og kvinden, at Gud kom gående i haven, og de gemte sig inde mellem træerne. 

Gud kaldte: »Adam, hvor er du?« 

Adam svarede: »Jeg hørte dig komme, og så blev jeg bange, fordi jeg var nøgen. Derfor gemte jeg mig.« 

»Hvem fortalte dig, at du var nøgen?« spurgte Gud. »Du har vel ikke spist frugt fra det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af?« 

»Det var kvinden, som du satte ved min side, der gav mig den,« indvendte Adam, »og så spiste jeg.« 

Så vendte Gud sig til kvinden: »Hvor kunne du gøre det?« udbrød han.

»Det var slangen, der lokkede mig til det,« forsvarede hun sig, »og så spiste jeg.«

Mennesket har vendt sig fra Gud og har bedraget ham. Hvad gør så Gud? Ja, Gud lader ikke mennesket sejle sin egen sø; nej, han opsøger mennesket og forsøger at få en samtale i gang med det. Gud selv opsøger menneskene i denne situation og spørger: ”Hvor er du? Hvad er der sket? Hvad er det, du er kommet ud i? Hvad er der i vejen med dig? 

Stiller Gud også spørgsmål til mig, når jeg i mit indre har vendt mig bort fra ham, når jeg har lukket af, eller når jeg skammer mig over min opførsel?

”Bliv i min kærlighed”

Det er, hvad Gud beder om og længes efter: ”Bliv i min kærlighed” (Joh 15,9). Gud selv taler til os og rammer os på vor identitet. Vi er nemlig elsket af Gud! Guds hengivenhed og omsorg for os ophører ikke; heller ikke når vi vender os fra ham. Syndefaldsberetningen fortæller ikke kun om menneskets svigt; den fortæller samtidig også om Guds vedvarende opmærksomhed og trofasthed.   

Måske bliver du forbløffet eller irriteret af netop et udsagn som det følgende, der rummer en anvisning fra Gud: ”Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø!” Er Gud misundelig, småtskåren – eller hvad er egentligt meningen?  

Det at spise af ”træet til kundskab om godt og ondt” vil sige at se og erkende Gud i hele hans herlighed. Men det ville vi mennesker ikke kunne udholde i vort liv her på jorden, ligesom vi heller ikke kan tåle at se direkte ind i solen. Vi ville gå til; og det er dette, Gud vil bevare os for. Tiden er endnu ikke inde til, at vi direkte kan møde Gud. Men Gud vil forandre os, vil gøre det muligt for os at indgå i et altomfattende fællesskab med ham. Og efter vort liv her på jorden vil han skænke os et evigt fællesskab med ham. Da vil vi se ham, som han er! Men så vidt er det endnu ikke kommet. Derfor det foreløbige ”forbud”, der blot er udtryk for hans omsorg for os; han véd jo, at vi endnu ikke er modne nok til det.

Hvad var det så, der skete, da mennesket i mistillid og storhedsvanvid havde vendt sig fra Gud? Hvad sker der i dag, når et menneske gør det samme og synder? Gud er stadig trofast! Og mere end det. Han vender sig til mennesket. Gud selv søger mennesket: ”Hvor er du?” hedder det i teksten. Gud søger også samtalen, bliver ved med at omgærde os med sin opmærksomhed. Han kender den smerte, der er forbundet med synden, og han vil bevare os for den. Når det frelsende fællesskab med Gud og medmennesket går i stykker, bliver ”nøgenheden” foruroligende. Jeg kender min svaghed og véd, hvornår jeg udsætter mig for fare, jeg skammer mig og må beskytte mig. Hvis jeg havde stolet på Guds nærvær, havde jeg ikke været nødt til det. For hans kappes omsorg og opmærksomhed indhyller og beskytter mig. Hos Gud kan og må jeg være ”nøgen”, det tillidsfulde forhold til ham giver tryghed og fast fodfæste. Hans opmærksomhed er livgivende. Og når jeg så bryder ud af dette forhold? Ja, da går det mig ligesom Adam. Også til mig råber Gud: ” … hvor er du?” Han stiller mig til ansvar, og min samvittighed begynder at melde sig. Samtidig indbyder Gud mig til at genoptage forholdet til ham, til en ny begyndelse i tillid til hans barmhjertighed! ”Bliv i min kærlighed”, det er, hvad han ønsker, og det er det tilbud, han giver os!

”For hos Herren er der troskab, hos ham er der altid udfrielse”

 

© Vallendarer Glaubenskurs ”Das Feuer neu entfachen” .

http://www.weg-vallendar.de 

Oversat fra tysk af Hans Thulstrup