Ugens salme er salme 130. Bed den hver dag i din stille stund. 
Herre, jeg er dybt fortvivlet.
Hør mit råb, oh, Gud! Lyt til min tryglende bøn!
Hvis du holdt regnskab med alle vore synder, hvem kunne da undslippe dommen?
Men jeg ved, du er villig til at tilgive, og det ansporer mig til ærefrygt.
Jeg venter på, at du griber ind,
Herre, jeg ser frem til, at du taler til mig.
Jeg længes mere efter at høre fra dig,
end nattevagten længes efter daggry.
Israels folk, sæt jeres håb til Herren,
for han er trofast og barmhjertig.
Han står parat til at frelse,
Slangen var den mest listige af alle de dyr, Gud havde skabt. Den kom til kvinden og sagde:
»Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af frugten fra noget som helst træ i haven?«
»Nej, vi må da gerne spise frugt fra træerne i haven!« svarede kvinden. »Det er kun frugten fra træet midt i haven, vi ikke må spise. Gud sagde, at hvis vi spiser af den, eller bare rører den, så dør vi!«
»I dør da ikke,« hvislede slangen. »Men Gud ved, at i samme øjeblik I spiser den frugt, bliver jeres øjne åbnet for ting, I ikke før har set, og I bliver som Gud med evne til at skelne mellem godt og ondt.«
Kvinden lagde nu mærke til, hvor dejlig frugten så ud, lige til at spise og få forstand af. Hun plukkede en frugt og spiste af den. Derefter gav hun den til sin mand, som stod ved siden af hende, og han spiste også af den.
(1 Mosebog 3,1-6)
Historien om syndefaldet er ikke nogen historisk beretning; snarere er den en slags visdomsfortælling. I billedsprog kundgøres her en dyb sandhed, sandheden om menneskenes skrøbelighed og tilbøjelighed til synd og sandheden om Gud, som ikke giver slip på os.
Hvad i denne historie springer dig i øjnene? Er der noget, som irriterer dig eller giver dig anledning til at stille spørgsmål? Ser du noget af dig selv i denne bibeltekst?
I skal blive som Gud …
Gud har skabt os mennesker, og han har skabt os i sit eget billede, så vi ligner ham. Han har ”kronet os med herlighed og ære”, som det hedder i Salme 8. Ja, Gud ville, at vi skulle have del i hans guddommelige storhed! Og noget af denne storhed fornemmer vi også i os. Men hvor ofte glemmer vi ikke, og tager vi ikke fejl af, at denne vor storhed og værdighed ikke er vort eget værk, men at den er ren gave. Det er Gud, der har skænket os denne storhed.
Egentlig har vi al mulig grund til at være taknemmelige; men hvor ofte bliver vi ikke i stedet utilfredse, mismodige eller mistroiske. Vi vil ikke være afhængige af nogen eller af nogen andens gunst. Vi vil helst selv bestemme alt og have styr på det hele, og alt for ofte melder trangen sig i os til at ville have mere og til at være mere, end vi er!
Beretningen om syndefaldet fortæller om denne trang til selv at ville tage hånd om det hele, og den siger også noget om menneskets tilbøjelighed til at være mistroisk – og det tilmed overfor Gud. Mener han det nu virkelig godt for os og for mig også, eller vil han, at jeg skal blive ved med at være den lille? Og når denne tendens til at være mistroisk forbindes med tilbøjeligheden til at ville være mere, end man er, større end man er, så får det katastrofale følger. Forhold ødelægges, forholdet mellem mennesket og Gud, mellem mennesker indbyrdes og sidst – men ikke mindst – menneskets forhold til sig selv. Alt dette udtrykker bibelfortællingen i et symbolsk billedsprog.
Slangen – symbolet på den snigende og vanskeligt gennemskuelige fristelse, eller på fristeren selv – spørger tilsyneladende harmløst: ”Har Gud virkelig sagt …?” Og dermed er mistroen sået i menneskets sind. Dette harmløst lydende spørgsmål indeholder det skjulte budskab, at man gør bedst i ikke at stole på Gud! I virkeligheden er han nemlig slet ikke så god og kærlig, som det ser ud til; han under os ikke alt og foretrækker, at vi bliver ved med at være små. Slangen sprøjter sin gift lige dér, hvor vi er mest modtagelige, dér hvor angsten for at miste vort selvværd sidder. Den indskydelse opstår, at ”det er bedre selv at tage hånd om tingene end at tro på Gud”; og dermed vakler tilliden til Gud.
På den måde sår slangen skepsis, usikkerhed og angst i Evas hjerte. Hendes oprindelige tillid til Gud begynder at vakle. Hun er ikke længere så rodfæstet i Gud, at hun kan imødegå det voksende forbehold med et beslutsomt: ”Nej, jeg stoler fast på Gud!” At det allerede forholder sig sådan, ser vi af, at Eva vikler sig ind i en samtale med slangen og bliver mere og mere fanget i et spind af mistro. I sit inderste bliver hun grebet af panik, og nu påstår hun tilmed, at hun end ikke måtte røre ved frugterne på træet midt i haven. Men det har Gud aldrig sagt!
Nu kan slangen så afskyde endnu en giftpil: ”Gud véd, at den dag I spiser af det, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.” Og så sidder pilen dér: ”blive som Gud”, ikke nøjes med at stille sig tilfreds med hvem og hvad man er! Nej, være meget mere end det! Naturligvis ikke være Gud og Herre over den ganske verden, men i hvert fald holde trådene til sit eget liv i hænderne, bestemme over sit eget liv! Dette er ur-fristelsen, det risikofelt vi bestandigt befinder os i. Og da angsten for ikke længere at være herre over sit eget liv sidder så dybt i os alle, kredser vi i den grad om vort eget ego, at det er blevet vor anden natur. JEG skal nok selv tage hånd om mit liv. JEG vil gerne fremstå stor! JEG vil ikke være afhængig af andre, ikke stå i taknemmelighedsgæld til andre! JEG, JEG, JEG …!
Ja, i virkeligheden er jeg også stor – endda meget stor! For er jeg ikke skabt i Guds billede? Og han elsker mig tilmed uendelig højt. Men hvor ofte glemmer jeg det ikke! Hvor stærk er ikke min trang og min tendens til helst selv at holde trådene til mit liv i hænderne. Hvor hurtig er jeg ikke til at tro på, at Gud ikke bekymrer sig ret meget om mig, og at jeg ikke kan have fuld tillid til ham. Tænk blot på alle de oplevelser, jeg har haft, hvor jeg følte mig lille og ydmyget. I sådanne tilfælde opstår hos mange mennesker et ønske om at fremstå stor, om at være noget særligt og om at kunne vise det overfor sine omgivelser. Hos andre mennesker kommer nedtrykthed, resignation og bitterhed op til overfladen, fordi de ikke selv synes, at det er helt åbenlyst, at de slår til eller lever op til deres egne ambitioner; og hurtigt opstår da følelsen af ikke at være noget værd. Det i er denne spænding, vort liv udspiller sig. På den ene side er vi dyrebare og store, skabt i Guds billede – og på den anden side er vi alligevel kun mennesker, Guds skabninger og modtagelige for det onde. Vi er og bliver afhængige af hans godhed. Det kan være fascinerende, men kan også virke afskrækkende. At være henvist til en andens velvilje og til helt og holdent at være afhængig heraf ægger nemt til modsigelse.
© Vallendarer Glaubenskurs ”Das Feuer neu entfachen” .
http://www.weg-vallendar.de
Oversat fra tysk af Hans Thulstrup
Begynd dagen med at bruge nogen tid med Ugens Salme. Bed den langsomt. Dvæl ved de ord eller de sætninger, der taler til dig. Måske får du lyst til også at omformulere enkelte af versene eller til at supplere dem med dine egne ord.
