Senere tog Jesus igen til Jerusalem for at deltage i en af jødernes højtider. Inde i byen, i nærheden af Fåreporten, var der en dam, som var omgivet af fem søjlegange. Den hed Betesda på hebraisk. Dér lå der en mængde syge, blinde, lamme og forkrøblede mennesker. De lå og ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse.En Herrens engel kom nemlig nu og da ned og satte vandet i bevægelse, og den, som derefter først steg ned i det, blev helbredt, lige meget hvad han fejlede. En af dem, der lå ved dammen, havde været lam i 38 år. Da Jesus så ham og var klar over, at han havde været syg længe, spurgte han:

»Vil du være rask?« 

Den syge mand svarede: »Herre, jeg har ingen til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet kommer i bevægelse. Når jeg prøver at slæbe mig derhen, er der altid en anden, der kommer først.« 

Jesus sagde til ham: »Rejs dig op, rul din sovemåtte sammen og gå på dine ben!« 

Straks blev manden helbredt. Han rullede måtten sammen og begyndte at gå omkring. Men da det var sabbat den dag,

(Johannes 5,1-9)

Der lå mange syge dér ved dammen og ventede på at blive raske. Det blev nemlig sagt, at den første, der kom ned i vandet, efter at det var kommet i oprør, ville blive rask.  

Kender også jeg til det dér med at vente på, at der skal ske en forandring, at noget skal blive bedre? Og hele tiden risikerer man, at denne venten kipper over i ligegyldighed og resignation.  Hvad vil der så ske, hvis Jesus spørger mig: ”Vil du være rask?”

Vil du være rask?

Ved Betesda-dammen ligger denne mand, der allerede har været syg i 38 år. Jesus ser på ham og spørger: ”Vil du være rask?” Et mærkeligt spørgsmål, for naturligvis vil en syg gerne være rask.                                                                                  

Er det virkelig foregået sådan? Formentlig har denne mand i evangeliet resigneret og affundet sig med sin sygdom; for træt siger han: ”… jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig.” Han anser det ikke (længere) for muligt, at hans situation kan blive anderledes, og måske ønsker han det heller ikke.    

Ønsker jeg forandring? Er jeg klar over, hvor blind, hvor lam, hvor krumbøjet og hvor såret jeg er i mit indre; måske er jeg lammet af angst og generthed, eller jeg er helt forkrøblet, fordi jeg bekymrer mig for meget om mig selv? 

Ville jeg gerne være mere frimodig, mere udadvendt, dristigere? Ville jeg gerne være fri for mine overdrevne ambitioner, fri for min følelse af altid at komme til kort eller fri for andre af mine særheder? Ønsker jeg, at noget ville være anderledes, at jeg selv kunne forandre mig?    

”Vil du være rask?” Dette spørgsmål stiller Jesus også mig. Med mit ”ja” indrømmer jeg samtidig, at jeg har behov for at blive helbredt: ”Ja, sådan står det til med mig! Der er meget, som ikke er i orden. Men jeg vil gerne helbredes.”

Uanset hvordan mit liv hidtil har været, så siger Jesus JA til mig. Han siger JA til mig, sådan som jeg er med mine særheder, mine sår og alle mine frustrationer. Sammen med Jesus kan jeg se det i øjnene. Over for ham kan jeg vise mig, som den jeg er, uden at være bange for at han vil fordømme mig eller afvise mig.                                                                                                                                      

Mere end vi som regel er os det bevidst, er vores adfærd under indflydelse af eller sågar bestemt af ”mørke kræfter”, som fra vort indre arbejder sig op til overfladen. Når de dukker op, skubber vi dem gerne fra os, fordi vi ikke véd, hvordan vi skal forholde os til dem. Disse kræfter og følelser er imidlertid en realitet, vi kan ikke bare vende ryggen til. I stedet drejer det sig om at acceptere, at de er en del af os og om ikke at bedømme eller fordømme hverken dem eller os selv. Når alt kommer til alt fordømmer heller ikke Jesus os!    

I troen på Jesu forbarmende kærlighed kan jeg forholde mig til alt det mørke, lammende og plagsomme i mit indre. Jeg kan bede ham: ”Giv mig livet på ny, løft mig op på ny fra jordens dyb!” (Sl 71). I troen på Jesu kraft og nærvær bliver det skridt for skridt muligt for mig at håndtere dét, som tynger, på en anden måde, at give slip på mange ting og påtage mig ting som en byrde, som jeg må bære (sammen med ham).                                                       

Det gælder også de byrder, som jeg har båret rundt på så længe, at de er blevet som min anden natur. Det kan dreje sig om følelser, årelange fjendskaber eller også om den kendsgerning, at jeg har en tendens til at se ned på mig selv eller endog foragte mig selv. I tillid til Jesu nærhed og kærlighed kan og må jeg med ham ved min side gøre mig fri af alt det, som virker så destruktivt i mig.   

Jesus ønsker at helbrede mig, men han tvinger ingen til noget. Jeg må og skal selv afgøre, om jeg også med alt det mørke i mit indre vil åbne mig for ham og indlade mig med ham.

”Gud, du kender mine følelser, mit raseri, min sorg og min skam. Du kender min angst, min mistro, min vrede. Kunne jeg blot mere og mere slippe af med det. Skænk du mig styrke til det.”

”Jesus, mange af mine indre indstillinger til tingene og mange af mine følelser har i mange år hæmmet mig. Også mig spørger du, om jeg ønsker at blive helbredt. Det véd du, at jeg gerne vil.”

”Gud, du ser min elendighed, stå mig bi i min nød.   Du skænker mig din kraft. I tillid til din kærligheds magt giver jeg slip på, hvad jeg rummer af had, uforsonlighed og forbehold. Du siger JA til mig;  så derfor vil jeg sætte en stopper for min tilbøjelighed til at se ned på mig selv og anse mig selv for værdiløs,  og i stedet vil jeg betragte mig selv som perfekt og fejlfri.”

 

© Vallendarer Glaubenskurs ”Das Feuer neu entfachen” .

http://www.weg-vallendar.de 

Oversat fra tysk af Hans Thulstrup