Begynd i dag med at bede ugens Salme og lad dine tanker dvæle et stykke tid ved denne tillidsfulde bøn, førend du vender dig til dagens bibeltekst.

Mens Jesus en sabbatsdag sad og underviste i en synagoge, lagde han blandt de tilstedeværende mærke til en kvinde, som på grund af en sygdomsånd havde været krumbøjet og ude af stand til at rette sig op i 18 år. Han kaldte hende frem og sagde:

»Du er helbredt for din sygdom.«

Derefter lagde han hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og lovpriste og takkede Gud.

(Lukas 13,10-13)

Forsøg at sætte dig i denne kvindes sted.  Prøv selv (mens du læser disse linjer) at indtage en sådan sammenkrøbet og krumbøjet stilling og bliv siddende sådan et øjeblik. Mærk hvorledes din vejrtrækning ændrer sig og bliver besværliggjort. Hvilken sindsstemning breder der sig i dig, hvilke tanker får du? 

Efter et stykke tid retter du dig op og ser op igen. Mærk hvorledes din vejrtrækning foregår langt friere, og hvorledes det måske har indflydelse på dit indre velbefindende.

”Kvinde, du er løst fra din sygdom”

En kvinde, som i årevis har været syg, og for hvem helbredelse ikke længere synes mulig. På en eller anden måde synes det umuligt at få sygdommen til at slippe sit greb. Der er tale om en ”dæmon”, som plager denne kvinde. Måske er det, som her bliver betegnet som en ”dæmon” udtryk for, at kvinden lader sig beherske af sin byrde og føler sig prisgivet sine besværligheder. Måske har også en fortrængt og meget smertelig erfaring sat sit præg på både hendes sjæl og hendes legeme i en sådan grad, at det har medført en indre og ydre forkrampethed.  

Hvorledes håndterer denne kvinde det? Slås hun bare videre med det, som er blevet hendes skæbne, eller har hun opgivet det hele, vegeterer hun blot videre? Måske er hun et af den slags mennesker, som fra barnsben af har måttet lære at holde sig tilbage. Måske er hendes eget initiativ gledet hende af hænde på grund af alt for mange formaninger. Den, som har oplevet dette, tiltror ikke sig selv ret meget. For den pågældende bliver dét altid at måtte bøje ryggen af angst for ikke at slå til som en anden natur.                        

Nu er så Jesus kommet ind i Synagogen. I ham bøjer Gud sig selv ned og vender sig til menneskene. Det viser billedet tydeligt; Jesus udtaler ikke simpelthen stående – dvs. oppe fra og ned – de helbredende ord. Nej, han bøjer sig ned. Han krummer sin ryg. Han tager denne kvindes situation på sig; benenes og føddernes stilling og hele hans kropsholdning er som et spejlbillede af den syges. Og dog viser den måde, han holder hovedet og armene på, en væsentlig forskel, idet kvinden ikke ser på Jesus; endnu kan hun ikke vende sig om mod ham. Hun synes at være fanget i sig selv; Jesu derimod udstråler indre frihed.                                                                                                          

Således kan Jesus overføre styrke, håb og indre frihed til den syge, og udfri hende fra hendes lidelser. Ordet ”udfri” har mange aspekter; det henviser både til det at være bundet og prisgivet og til den frigjorthed og befrielse, som Gud kan give.

 ”Straks rettede hun sig op og priste Gud,” berettes det i Biblen. Ved mødet med Jesus løses alle lænker. Denne kvinde er ikke længere krumbøjet og forsagt (i sit indre), ikke længere ydmyget, men fri.; nu kan hun gøre alt det, hun ikke har kunnet gøre i 18 år; hun kan rette sig op og lovprise Gud!

Kvinden er rask igen, men hermed er helbredelsesprocessen ikke afsluttet. Nu gælder det om at få integreret det skete i hendes liv; og det både hvad angår sygdommen og helbredelsen. Måske er det nødvendigt, at kvinden (omsider) indser, at det ikke kunne være anderledes – ja, at det på en vis måde var hensigtsmæssigt – at hun før kun kunne sidde dér så krumbøjet. På grund af alt det, hun tidligere havde oplevet af forfærdelige ting, var det så at sige hendes eneste mulighed for at overleve. Måske føler hun – og dét måske for allerførste gang – en dyb harme over det, der tidligere er overgået hende. Formentlig har hun brug for tid til at forstå og acceptere, at den lange sygdomsperiode var en følge af dybe krænkelser. Og lidt efter lidt kan hun lære ikke længere at se sin krumbøjethed som en skændsel, men som en forståelig reaktion, og at se sin tidligere forkrampede situation som en forklarlig del af sit liv.                                                                                                          

Måske har du ved læsningen kunnet genkende meget af dig selv. Vær opmærksom på dét, som i dit indre får dig til at bøje ryggen, som tapper dig for kræfter og lammer dig. Det kan være en hjælp at få luft for det ved at skrive det ned. Forsøg også, at bringe de mørke sider af dit liv frem for Gud i din bøn.

”Gud jeg oplever ofte mig selv som lille, ganske lille. Det svære i mit liv presser sig ned over mig, og undertiden har jeg lyst til at skrige min vrede og min harme ud over alle byens tage. Men ofte er min mund bare lukket.  

Mennesker forventer og kræver af mig, at jeg skal opføre mig anderledes, end jeg gør. Men jeg kan ikke! Og når jeg ser på min fortid, forstår jeg det godt! Gud, du véd hvad det er i min sjæl, der trykker mig ned, hvad det er, der suger modet og kraften ud af mig.                

Du forstår mig – også når jeg tænker og handler anderledes, end jeg selv gerne vil, eller end andre mennesker forventer af mig”.

Ret nu din opmærksomhed mod en helt konkret belastende oplevelse:

”Gud, du véd, hvad der er sket mig. Du véd, hvor meget jeg slås med det, hvor svært jeg har ved at holde det ud. Ofte overmandes jeg af vrede; ja, jeg bliver endog vred på dig! Jeg føler, at du har ladt mig i stikken. Alligevel vil jeg gerne kunne tro, at jeg var omgivet af din kærlighed og din medlidenhed, da jeg måtte lide”.

 

© Vallendarer Glaubenskurs ”Das Feuer neu entfachen” .

http://www.weg-vallendar.de 

Oversat fra tysk af Hans Thulstrup.