Efter en stille tid i bøn, læs dagens bibeltekst og tænk over den.

Da de ankom til Betsajda, kom folk med en blind mand og bad Jesus røre ved ham og helbrede ham. Jesus tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen. Så spyttede han på den blinde mands øjne og lagde hænderne på dem. Derefter tog han hænderne væk igen og spurgte: »Kan du se noget nu?« 

Manden så sig omkring. »Ja, jeg kan vist se nogle mennesker, for der er noget ligesom træer, der går omkring.« 

Jesus lagde igen hænderne over mandens øjne, og nu blev hans syn normalt, så han kunne se alt tydeligt. 

Derpå sendte Jesus ham hjem, idet han sagde: »Lad være med at sige det til nogen i landsbyen.«

(Markus 8,22-26)

Jesus helbreder den blinde på en helt usædvanlig måde, idet han benytter håndspålæggelse og spyt som ”lægemiddel”!  

Ville jeg kunne acceptere, at det blev brugt overfor mig?  

Længes også jeg efter helbredelse?

 

Jesus helbreder

En blind mand bliver bragt til Jesus. Den mand, der ledsager ham – og altså ikke den blinde – vender sig mod Jesus. Begge håber de, at hvis Jesus rører ham, vil det medføre indgribende forandringer; og Jesus går ind på deres ønske. På modstående side ses en fremstilling af, hvorledes Jesus kærligt rører den blinde. Med sin venstre arm holder Jesus omsorgsfuldt om den syge, som støtter sig til ham med sin venstre arm. Samtidig holder Jesus med sin højre hånd bogstaveligt talt den blinde for øjnene. Umiddelbart synes dette at være en mærkelig, ja ikke ligefrem befordrende gestus. Men åbenbart drejer det sig ikke om, at denne syge ”blot uden videre” skal blive seende. Det drejer sig om en mere dybtgående forandring. Dette menneske må lære at se på en ny måde, og først må hans indre åbnes op for denne nye måde at se på. Det sker ved et meget personligt og intenst møde med Jesus og ved brug af et noget usædvanligt lægemiddel, idet Jesus bestryger den syge del af kroppen med spyt. På samme måde som en kærlig og omsorgsfuld moder vil gøre det overfor sine børn. Jesus giver noget af sig selv. Ja, han giver i sidste ende sig selv. I mødet med Jesus styrkes den syge og hans helbredelse begynder.    

Til at begynde med hænger han fast i de forestillinger, som hidtil har præget hans liv, idet han siger: ”Jeg kan se nogle mennesker; for jeg ser noget, der ligner træer, og som går omkring.”  Eftersom han har været vant til at famle sig frem, har han vel vidst mere om træer end om mennesker. Hans helbredelse kræver endnu nogen tid. Han har først brug for endnu en berøring af Jesus.    

Billedet viser, hvorledes Jesus kærligt omfavner den syge. På en måde ser det ud, som om Jesus først og fremmest vil rette dette menneske op, vil give ham en ny indre holdning.  

Endnu kan den blinde ikke se Jesus; for at kunne det skal han først have åbnet sine øjne og have vendt sig om mod Jesus. Evangeliet viser, at også i dette tilfælde tager Jesus det første skridt, idet han taler til den syge. Hidtil har der ikke været fortalt om nogen samtale mellem de to; kun om en for den syge ny måde at mødes på, om et helt nyt skridt for dette menneske, der indtil nu har været henvist til andres hjælp. Jesus kræver nu noget af ham og indgyder ham tillid til at gå videre alene. Han sender den syge ”hjem”.    

Måske menes der her også med ordet ”hjem” den blindes ”indre hjem”; ”gå hjem, se på dig selv, lær at se dig selv og dit liv med nye øjne”! I nær tilknytning til denne opmuntring lyder advarslen: ”Men gå ikke ind i landsbyen”! Det kunne betyde: ”fortsæt ikke som før. Træk dig tilbage for en tid, riv dig løs fra dine indgroede vaner. Det er nødvendigt, hvis din helbredelse skal fuldendes”.                         

En gennemgribende helbredelse kræver undertiden, at man lægger mange ting bag sig, som for eksempel de fjerne og næppe genkendelige huse i landsbyen på billedet. Det er ikke det daglige liv, der udgør centrum i billedet, men netop det dyrebare og helbredende øjeblik, da den blinde møder Jesus.                                                

Jesus helbreder og opfordrer os til tillidsfuldt at vende os til ham. Længes også jeg efter helbredelse? Er måske også jeg blind, selv om begge mine øjne er ganske sunde? Blind for min egen virkelighed? Blind af angst, vrede eller skuffelse? Blind for livets skønhed, fordi jeg er tilbøjelig til at se negativt på så mange ting og ofte er nedtrykt? Måske vil jeg ikke se mange af de ting, der er sket, i øjnene, og måske ønsker jeg ikke at blive mindet om noget, som har været smertefuldt for mig.                             

Kan Jesus røre mig, også selv om jeg til at begynde med føler mig ilde eller pinligt berørt ved det? Er jeg parat til at blive konfronteret med alt det, som er belastende for mig? Vil jeg kunne indvie Jesus i min fortid, ja også i de mørke sider af den, de ting jeg helst vil glemme?                               

Forsøg at mindes betydningsfulde perioder i dit liv, ikke alene dem som rummer smukke og positive oplevelser, men også dem som har været belastende for dig. Måske kunne du skrive nogen af dem ned, som du kommer i tanke om.   

Tænk på positive oplevelser med kærlighed og tryghed. Tænk på situationer, i hvilke du har oplevet Guds nærhed:

”Gud, jeg tror, at du i din kærlighed var nærværende, dengang da …”

Hold ikke erindringen om de belastende oplevelser tilbage. Fortæl Gud hvad du føler, når du tænker på de smertefulde begivenheder, som du gerne vil kunne lægge fredeligt bag dig. Let dit hjerte overfor Gud, fortæl ham om din smerte, og om det du længes efter:

”Gud, ofte dukker mistro, smerte, sorg og vrede op i mit hjerte. – Jeg ville gerne kunne tro, at du var hos mig og var med mig, dengang jeg måtte holde ud, at …”.

 

“Das Feuer neu entfachen” .

http://www.weg-vallendar.de 

Oversat fra tysk af Hans Thulstrup