Bliv bevidst om Guds nærvær. Bed ugens salme (146) og læs efter en stille tid dagen bibeltekst.

Hosea 11,1-11:

Da Israel var barn, elskede jeg ham. Jeg kaldte min søn ud af Egypten. Men jo mere der derefter blev kaldt på dem, jo længere gik de væk fra mig. De ofrede til Ba’al og brændte røgelse for afguderne. Jeg lærte Israel at gå og tog ham op i mine arme. Men han forstod ikke, at det var mig, som hjalp ham. Jeg styrede ham med min kærligheds tømme. Jeg løftede ham op til min kind. Jeg bøjede mig ned for at give ham mad. Mit folk skal ikke sendes tilbage til Egypten, men i stedet bliver de underlagt Assyriens konge, for de vil ikke vende om til mig. Krigen vil hærge i deres byer og gøre en ende på deres hovmod. Det er ude med dem på grund af deres ondskab. Mit folk hænger fast i deres frafald. Selvom de råber til himlen om hjælp, nytter det intet. Efraim, er jeg nødt til at opgive dig? Israel, er jeg nødt til at give slip på dig? Er jeg nødt til at ødelægge dig som Adma og Zebojim?Jeg kan ikke holde det ud! Jeg er fuld af medynk! Jeg kan ikke give min vrede frit løb og helt udslette Israel! For jeg er Gud og ikke et menneske. Jeg er den Hellige, der bor midt iblandt jer, og jeg kan ikke handle i tankeløs vrede. Når jeg engang brøler som en løve, vil mit folk følge mig. Når jeg kalder på mine børn, vil de komme løbende i ærefrygt fra vest, som i fugleflugt vil de komme fra Egypten i syd, som duer skal de vende hjem fra Assyrien mod nord. Ja, jeg vil føre dem tilbage til deres hjemland, Jeg, Herren, har talt.«

En bibeltekst, som gør et stort indtryk, men som også er vanskelig. Man kan let ved læsningen blive hængende ved steder, der irriterer én, eller som oven i købet forarger én. På den anden side kan man også læse og forstå disse bibelsteder som et meget gammelt og udtryksfuldt vidnesbyrd om Guds kærlighed. Sagt med almindelige menneskelige ord bliver der her gjort rede for, i hvilken grad Gud bekymrer sig om sit folk.   

Denne bibeltekst giver os på en måde et indblik i Guds eget hjerte; for selv om dette Israels folk – som jo så ofte havde oplevet Guds hengivenhed og trofasthed – havde indladt sig med Gud, så holdt deres gode fortsætter ofte ikke lang tid ad gangen. Deres vankelmodighed og halvhjertethed lader ikke Gud kold. Fuld af smerte ser han, at menneskene, som han stadig elsker, vender sig fra ham. Han bliver nedslået over dette brud på troskab, han smertes ved sit folks tilbøjelighed til synd. Og da han ikke er en ufølsom Gud, blusser vreden op i ham, for han afskyr det onde og sit folks ugudelige handlinger. Konsekvenserne af dette frafald fra Gud bliver udtrykt meget klart.

Men selv om folket er troløst, vil Gud ikke lade det sejle sin egen sø. Med sin kærligheds tøjler vil han igen drage folket til sig. Ikke ved at presse dem eller ved at bruge magt, men ved at omgærde dem med en opmærksomhed, som er stærkere end alle folkets forsøg på at afvise ham. Gud bejler til sit folk. Indbefatter det mon også os?                                                        

Hvorledes har jeg reageret på denne Guds bejlen?

”… med kærlighedens tøjler”      

Hvilke anstrengelser gør Gud sig ikke! Han vil ikke prisgive menneskene og holder sig ikke for god til at indtage tiggerens rolle, til at bede os om at have tillid til ham.   

I denne tekst åbenbarer Gud sig som en, der elsker, som én hvis kærlighed stadig brænder, selvom han ikke bliver hørt.

”Jeg fik Israel kær, da han var ung,” siger Gud; og det er ikke kun til sit folk, at han siger det, også til os. Mange steder i Biblen fortælles der om Guds store hengivenhed for os mennesker, og om hvor dyrebare vi er ham.    

Men Gud er en elsker, der ofte bliver misforstået, ja totalt miskendt: ”Jo mere der blev kaldt på dem, des mere vendte de sig bort,” klager han. Gud kommer menneskene nær, kalder dem, kalder kærligt på os; men vi løber væk fra ham og vel også væk for ham.

Vi er som blinde; og det smerter Gud. ”De vidste ikke, at jeg ville helbrede dem.”

Gud vil helbrede os og befri os, vil drage os til sig i ømhed, men vore hjerter er formørkede af alle vore forbehold og al vor mistro. Godt nok erkender vi med vor forstand Guds godhed, men ofte lykkes det os alligevel ikke også helt at fatte det og have tillid til, at Gud virkelig vil os det godt. Atter og atter vender vi det døve øre til, blokerer og holder os tilbage.    

Men Gud trættes ikke, når han vender sig til os mennesker. Således lader han os tilmed i nødsituationer, ja netop i nødsituationer, erfare sin godhed. Måske er det kun ”beskedne” erfaringer, vi gør os, men de er ikke til at tage fejl af! Måske har vi (endnu) ikke fundet frem til de rigtige briller, for at det kan lykkes for os i disse ”beskedne” erfaringer at erkende Guds velmenende omsorg for os.

Har jeg (stadig) svært ved at opdage Guds kærlige spor i hverdagens ganske almindelige begivenheder, kan jeg bede ham: ”Herre, åbn mine øjne for din kærligheds undere. Herre, gør mig seende.”       

Guds velvilje og omsorg er umådelig stor. Også for mig og for mit liv gælder det: ”Jeg (Gud) var som den, der løfter barnet op til kinden, jeg bøjede mig ned og gav det mad.”      

Har jeg tidligere oplevet, at Gud har været mig hengiven og har stillet min sult? Sådanne erfaringer og oplevelser bør man bevare i sit hjerte, og man bør tale med Gud om dem.                                                                                                                                                                            

”Gud, du var der, dengang …”      

 ”Gud, du tog dig af mig, da det skete, at …”.                 

”Gud, du gav mig at spise, da …”.    

“Gud, jeg takker dig for at …”.      

“Jeg ville gerne kunne tro, at du var der, da …”.