Gud forventer, at vi svarer på hans henvendelse til os!
Skal vi vælge livet i ham,
Skal vi stole på ham?
Ugens Salme
Halleluja! Min sjæl, pris Herren!
Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever,
synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret.
Stol ikke på stormænd,
for mennesker kan ikke frelse jer.
De dør og bliver lagt i deres grav,
da er det slut med alle deres planer.
Velsignede er de, der stoler på Israels Gud,
de, der sætter deres lid til Herren.
Han skabte himlen og jorden,
havet og alt, hvad der lever deri.
Han er trofast til evig tid.
Han står på de undertryktes side
og sørger for mad til de sultne.
Han sætter fanger i frihed
og åbner de blindes øjne.
Han løfter de nedbrudte op,
han elsker dem, der gør hans vilje.
Han tager sig af de fremmede,
viser omsorg for enker og forældreløse,
men de ondes planer forpurrer han.
Herren skal regere for evigt!
Jerusalem, din Gud er konge fra slægt til slægt!
Halleluja!
(Salme 146)
Min sjæl, lovpris Herren!
Når du beder ”Dagens Salme”, så dvæl lidt ved de billeder og vers, som i særlig grad taler til dig. Måske omskriver du også nogle af versene, så du gør ordene til dine egne, når du henvender dig til Gud:
”Du, Herre, har skabt himlen og jorden …
Du, Herre, åbner de blindes øjne …
Du udfrier de fangne …”
Dagens bibeltekst
Efter at Jesus hele dagen havde siddet i båden og talt til skaren inde på bredden, sagde han til sine disciple:
»Lad os sejle over til den anden side af søen.«
Da de sejlede bort, fulgte en del andre både med.
Ikke længe efter blev det et voldsomt stormvejr. Bølgerne slog ind over båden, som tog en masse vand ind. Jesus lå i agterstavnen og sov med hovedet på en pude. Til sidst vækkede de ham.
»Mester!« råbte de. »Er du ligeglad med, at vi drukner?«
Jesus rejste sig og befalede stormen og søen at være stille. Straks lagde vinden sig, og det blev blikstille.
»Hvad er I så bange for?« spurgte Jesus. »Har I stadig ikke lært at tro?«
Med forundring og ærefrygt i stemmen sagde de til hinanden:
»Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og søen adlyder ham!«
(Markus 4,35-41)
Under en natlig sejlads over søen kommer Jesus og disciplene ud for en så voldsom storm, at disciplene bliver bange for deres liv. Imens ligger Jesus blot og sover på en hynde. Dette kunne give anledning til vidt forskellige følelser som for eksempel harme, vrede, mangel på forståelse, undren og forbløffelse.
Har også jeg på noget tidspunkt været lige så bange som disciplene, der ikke længere vidste hverken ud eller ind, og som blev slynget hid og did af stormen?
Da disciplene så oplever Jesu reaktion, må de til sidst udbryde: ”Hvad er han dog for et menneske!”
Ja, hvem er Jesus egentlig?
Gud er nær, også når det stormer
Jesus siger opmuntrende til sine disciple: ”Lad os tage over til den anden bred.” Det kunne man også tolke: ”lad os finde et nyt standpunkt,” ”en ny synsvinkel,” ”en ny måde at se tingene på.”
Under overfarten lader Jesus ikke sine disciple alene. Heller ikke vi bliver overladt til os selv, når vi begiver os ud på nye veje, når vi gør os klar til at tage over ”til den anden bred.” ”De (disciplene) tog ham med i den båd, han sad i,” hedder det i teksten. Men under denne overfart til den anden bred rejser der sig pludseligt, fuldkommen uventet, en voldsom storm, og der bliver fare på færde! Også vore liv kan være fulde af storme; også vi kan opleve, at Gud tilsyneladende bare sover!
Hvilken indre ro må Jesus ikke være i besiddelse af, hvilken tillid må han ikke have til sin Far i himlen, at han så roligt lægger sig til at sove i agterstavnen! Når Jesus nu spørger: ”Hvorfor er I bange?” så er det i sidste ende deres tro, han hentyder til. Selvom de så ofte har set ham udføre store gerninger, og selvom de ofte må have set ham give udtryk for tillid til sin himmelske Faders godhed og omsorg, så er de alligevel svage og forsagte i deres tro. De er fulde af angst, grebet af rædsel over den farefulde situation, de befinder sig i. I deres angst vender de sig straks til Jesus; han er ligesom deres sidste håb. Og faktisk griber Jesus også kraftigt ind. ”Stormen lagde sig, og der blev helt blikstille.” Stilheden forkynder en hemmelighed, som bliver en rigtig øjenåbner for disciplene; for hvad er han egentlig for et menneske, denne Jesus! De aner Jesu storhed.
Alle mennesker kommer ud for stormfulde tider, skæbnesvangre begivenheder, sygdom og sorg. Hele menneskets tilværelse er i virkeligheden præget af det; og ligesom disciplene bliver også vi af og til oprørte, fulde af angst og skræk og rædsel, plaget af legemlige og sjælelige smerter og grebet af følelsen af indre forladthed. Og som disciplene må også vi i en sådan situation råbe: ”Mester, er du ligeglad med, at vi går under?”
Vil også jeg da kunne tro på, at Gud står mig bi og fører mig til den anden bred?
Måske har jeg allerede engang været ude for det!
Måske falder det dig vanskeligt at tro, at Gud virkelig er nær og drager omsorg for dig. Du oplever det snarere, som om han sover, eller som om han bare lader storm og kaos hamre løs på dig. Måske føler du tilmed også spørgsmålet ”Har I endnu ikke tro?” som en bebrejdelse og som ren og skær plage.
Sådanne og andre lignende følelser er meget forståelige. Måske vover du endog at bede Gud om at lade tro og tillid vokse i dig.
”Gud, du min Gud, dig søger jeg.
Vis dig for mig, som du virkelig er.”
© Vallendarer Glaubenskurs ”Das Feuer neu entfachen” .
http://www.weg-vallendar.de
Oversat fra tysk af Hans Thulstrup.
