Gud længes efter dig, som du længes efter ham. Forsøg ved hjælp af følgende sætninger eller med dine egne ord at formulere din personlige længsel og søgen som en bøn:

”Gud, du min Gud, jeg længes efter dig. Jeg vil gerne lære dig nærmere at kende og møde dig. 

Lad mig tro på, at du virkelig er tilstede, også når det falder mig svært. 

Lad mig stole på dit nærvær. Vær du lys på min vej. Amen.”

 

Jesus er ved vor side. Altid.

”Samme dag var to disciple på vej til landsbyen Emmaus, der ligger elleve kilometer fra Jerusalem. Mens de gik og snakkede med hinanden om alt det, der var sket, kom Jesus selv og fulgtes med dem. Men de genkendte ham ikke. 

»Hvad er det, I er så optaget af?« spurgte han.

De standsede og så bedrøvet på ham. Den ene, som hed Kleofas, svarede: »Du må være den eneste i Jerusalem, der ikke ved, hvad der lige er sket.« 

»Hvad er der sket?«

»Det med Jesus fra Nazaret. Han var en profet, som talte med stor visdom og gjorde mange mirakler. Gud var med ham, og folk var begejstrede for ham. Men ypperstepræsterne og vores ledere arresterede ham og udleverede ham til romerne for at han kunne blive dømt til døden. Og så blev han korsfæstet. Vi havde ellers håbet, at det var ham, der var Messias, og at han ville befri Israel.«

»Men der er sket mere endnu,« fortsatte Kleofas. »I dag er det nemlig den tredje dag regnet fra den dag, han blev korsfæstet, og nogle af de kvinder, som hører med blandt disciplene, gik tidligt i morges ud til graven, og de har gjort os endnu mere forvirrede. De kom nemlig tilbage og sagde, at hans lig ikke var i graven. De fortalte også, at de havde haft et syn af engle, som sagde, at han lever. Så løb nogle af de andre disciple derud, og de fandt det sådan, som kvinderne havde fortalt. De kunne heller ikke finde Jesu lig!« 

»Hvor er i tungnemme!« udbrød Jesus. »Hvorfor har I så svært ved at tro på, hvad profeterne har forudsagt? At Messias skulle lide og dø før han gik ind til sin herlighed, er jo netop Guds plan.« 

Derpå citerede Jesus stykke efter stykke fra Skrifterne, lige fra Første Mosebog og gennem alle de profetiske bøger, og han forklarede de mange profetiske ord, der handlede om ham. De var nu nået frem til Emmaus, og Jesus ville gå videre, men de bad ham indtrængende om at blive natten over hos dem, for det var allerede sent på eftermiddagen. Han gik derfor med dem hjem. Da de skulle til at spise, tog Jesus brødet, takkede Gud, brækkede det i stykker og gav dem det. 

Da var det, som om deres øjne åbnedes, og nu kunne de genkende ham. Men i samme øjeblik blev han usynlig for dem. 

»Var det ikke, som om vores hjerter brændte, mens han gik på vejen og forklarede Skrifterne for os?« sagde de til hinanden. 

Uden at spilde et øjeblik brød de op og begav sig på vej tilbage til Jerusalem. Dér fandt de både de elleve apostle og de øvrige disciple forsamlede, og de blev modtaget med ordene: »Herren er virkelig genopstået! Simon har set ham!« 

De to fortalte nu, hvad de havde oplevet på vejen, og hvordan de havde genkendt Jesus, da han brækkede brødet i stykker. ”
(Lukas 24,13-35).

 

To af disciplene er på vej til Emmaus. Forfærdede, i vildrede og rastløse som de er, forstår de simpelthen ikke noget af dét, der er sket i Jerusalem. I den grad havde de satset på Jesus. Og så en sådan skuffelse! Ganske vist havde kvinderne fortalt om den tomme grav; men kan man overhovedet tage det alvorligt? Bliver smerten ikke blot så meget større, hvis nu også dette nye håb punkterer som en sæbeboble?                                          

For overhovedet at kunne være undervejs med Jesus, havde de begge måttet opgive mange ting. Opildnet af den store tilslutning, som var blevet Jesus til del, og begejstret over den sendelse, som han havde fået fra Gud, havde de forladt deres hjem og med begejstring og engagement satset på Jesus. Men nu så alt anderledes ud! De oplever, hvorledes det er at blive skuffet af livet.                      

Føler ikke også jeg begejstring for et menneske, eller for en god sag og glæde og tilfredsstillelse ved at engagere mig i noget, der forekommer mig vigtigt? Måske kender jeg også til mennesker, som en gang helt bevidst har satset alt på  Gud.

                                                                                                   

Måske er også jeg fuld af bristede forhåbninger, smerte, vrede, skuffelse. Hertil kommer skuffelser i familien, i vennekredsen, på arbejdspladsen, i Kirken, i menigheden.

Blot ved at se på Kirkens situation kan man få lyst til at resignere. Mange anstrengelser for at få et levende menighedsliv op at stå forbliver uden resultat; aldersgennemsnittet for dem, der kommer til gudstjenesterne, stiger år for år, og det samlede antal kirkegængere aftager til stadighed.                           

Vel er der mange, som engagerer sig. Verdensungdomsdage og lignende arrangementer oplever stor tilslutning, og mange steder er der tale om nye opbrud. Men hverdagens erfaringer ser ofte anderledes ud; og i mange tilfælde reagerer man på nyopbrud omtrent som disciplene gjorde på ordene fra kvinderne, der havde set den tomme grav.                                                                         

Hvad kan man gøre, når der ikke er ret langt fra håb til skuffelser og fra opmuntringer til nedtrykthed?                              

                                                                                                                             

De to disciple på vejen til Emmaus accepterede ikke uden videre den skuffelse, de havde lidt, men de gav luft for, hvad de havde på hjerte. Og pludselig dukker da en tilsyneladende fremmed op, som blander sig i deres samtale. Denne fremmede er interesseret, spørger og går ind på det, der trykker dem.

                                                                                                                                                   

Til at begynde med fornemmer de ikke, at det virkelig er Jesus, som har slået følge med dem, at det er Jesus selv, der er åben for deres nød, at det er Jesus, de kan udøse deres hjerte overfor! 

            

Det var ikke kun ved den lejlighed, at Jesus gik ind på menneskers skuffelse og mangel på forståelse. Også vor nød og vore skuffelser er han åben for, også mine spørgsmål og min ærgrelse, vil han lytte til.                                                                                                                                                        

Hvad har jeg i tankerne, hvad er det, der trykker mig og skuffer mig?                                                

Hvor ville jeg ikke juble, hvis en eller anden som Jesus interesserede sig for mig og mine trængsler?

 

Læs endnu en gang dagens bibeltekst, og har du tid, da læs også følgende supplerende tanker: Biblen beretter her om to mennesker, der midt i deres skuffelse og deres fortrædeligheder oplever et indre vendepunkt. Ganske vist bliver der ikke lavet noget om på det, der er sket, men – med Jesus og i kraft af Jesus – lærer de at se det, der er sket, i en ny sammenhæng.

Os får Jesus til at tænke følgende tanke: ”Var det virkelig nødvendigt, at Messias måtte lide alt dette …?” Disciplene oplever hvorledes Jesus falder i snak med dem. De går ind på hans for dem uvante måde at se tingene på. Og deres hjerter begynder igen at brænde, de kan igen se en mening med deres liv. Jesu nærvær, fællesskabet med Gud, forvandler alt.         

                                                                                                                                      

Ja, Gud er der – også når vi ikke regner med det! Han indlader sig med os. Han har øre for vore skuffelser, vore ærgrelser og vor smerte. Vi behøver ikke at skamme os eller at skjule os. Vi kan roligt udtømme vort hjerte for ham.

                                                                                     

Kan du forestille dig, at Jesus også er der i dit liv og vandrer sammen med dig – også dér, hvor du ikke forventer det? 

Kan du forestille dig, at han også kan få dig til at se tingene på en ny måde, at han ikke lader dig alene, at han åbner døre for dig, hvor du ikke længere selv kan finde vej?

Måske dukker tvivlen op i dig, om Jesus virkelig er til stede, og om han handler helt konkret. En forståelig tvivl – og med den er vi i det allerbedste selskab, for også disciplene tvivlede jo!    

De to disciple måtte have tid, førend det var muligt for dem at begribe, at Jesus virkelig lever og virkelig er til stede. Jesus lader dem få denne tid! – Og da sker det, at de ser, at det er ham! Idet de tænker tilbage, bliver de bevidste om, at deres hjerter allerede længe brændte. Midt i al deres skuffelse var der også i deres hjerter stadig gløder under asken. Mødet med Jesus fik denne ild til atter at blusse op. 

Så skynder de sig at bryde op, og glade vender de igen tilbage til Jerusalem for også at fortælle de andre om deres oplevelser.   

”Jesus vandrer med dig.” – Gælder det kun dengang, eller kan det også være sandt i dag – i mit liv og i vore menigheder?

 

© Vallendarer Glaubenskurs ”Das Feuer neu entfachen” .

http://www.weg-vallendar.de 

Oversat fra tysk af Hans Thulstrup