Syntese af anden del: teologiske overvejelser
(Kardinal Wojtyla)
Fra L´Église des cinq continents (De fem kontinenters Kirke) med forord af kardinal Marty. Bispesynodens vigtigste tekster (Rom 1974). Le Centurion, 1975, p. 147-163.
Den 14. oktober præsenterede kardinal Wojtyla, ærkebiskop af Krakow (Polen) – parallelt med kardinal Cordeiro – en syntese, som på basis af de fremkomne indlæg skulle gøre status over de teologiske aspekter af evangeliseringen.
Dokumentet, som var forberedt af pater Grasso S.J. fra Gregoriana Universitet understreger i særlig grad den dybe enhed, som forbinder de to dele af arbejdet med hinanden. Indlæggene vedrørende anden del har ikke udelukkende været af teologisk art, men har hele tiden bevaret forbindelsen med erfaringer fra det praktiske liv.
Det er på basis af dette arbejdsdokument, at man har udvundet følgende seks temaer, som synodens fædre har arbejdet med i mindre arbejdsgrupper (circuli minores) i tiden efter den 15. oktober: Helligåndens virke; tegn, som ledsager forkyndelsen; Kirken som tegn på den universelle frelse; evangeliseringen og menneskets indsats; hele Kirken i evangeliseringens tjeneste; og endelig: lokalkirken.
*******
Hellige fader, ærværdige fædre,
Det tilkommer mig at henlede Deres opmærksomhed på en syntese af dels de indlæg, som vi har lyttet til her i aulaen, og dels de skriftlige indlæg, som er blevet overdraget Synodens sekretariat. Alt sammen med henblik på udvælgelse af de emner, som herefter skal diskuteres i arbejdsgrupperne (circuli minores).
Mens jeg lyttede til og læste de mange indlæg, blev jeg bange for, at jeg ikke i tilstrækkelig grad ville kunne tage hensyn til de mange elementer i de forskellige foreliggende data, som under ét udgør dét, vi betegner som ”evangelisering”. Det er vigtigt at vi samler alle de særlige træk, som De har noteret dem. Men det vil ikke være nok alene at behandle dem ét for ét, eftersom de gensidigt komplementerer hinanden; for skal vi danne os et helhedssyn på evangeliseringen, må vi nødvendigvis forbinde dem med hinanden.
For bedre at kunne belyse komplementariteten af tilsyneladende modstridende elementer, vil vi gøre os stor umage, når vi foreslår at sammenholde opfattelser, som er indbyrdes relateret til hinanden.
I. HELLIGÅNDENS OG MENNESKETS INDSATS
1. At Helligånden er den vigtigste agerende ved evangeliseringen, det ved vi alle. Det er ham, som ransager Guds dybder, som taler ved profeterne, som åbenbarer frelsesmysteriet (åbenbaringens og evangeliseringens objekt) for mennesker, og som åbner menneskers hjerter, så de hører Guds ord og gør dem frugtbare, og så de modnes til hele Kristi fylde. Det er med andre ord ikke overraskende, at synodens fædre – direkte eller indirekte – ofte taler om Helligånden. Nogle peger på Helligåndens rolle i evangeliseringen, idet de tager udgangspunkt i Det nye og Det gamle Testamente; andre er af den opfattelse, at Helligånden virker i alle mennesker, for at de skal nå frem til troen; og atter andre peger på hans diskrete virke i de ikke-kristne religioner eller i visse profane ideologier i vor tid.
Alt dette er velkendt fra Kirkens generelle lære. Ikke desto mindre sker det ofte, at denne lære på en eller anden måde forekommer abstrakt. Visse af synodens fædre bemærker og bekræfter den erfaringsmæssige karakter af Helligåndens virke, noget som kan konstateres i de karismatiske bevægelser. Flere peger på nødvendigheden af at anerkende Helligåndens primat i evangeliseringen, idet ingen under de forhåndenværende omstændigheder frit vil kunne udtale Kristi navn, og hvis de ikke tilskyndes til det af ånden, hvis de ikke sætter deres håb til Helligåndens virke i den overbevisning, at forkyndelsen vil være effektiv, selvom virkningerne udadtil knapt er synlige.
Denne holden fast ved det såkaldte ”erfaringsprægede” aspekt, denne understregning af Helligåndens teologi som værende på linje med ”ortopraksien”, er udtryk for noget nyt i synodens lære.
2. Disse bemærkninger og analyser kunne måske tolkes, som om man ønskede at reducere evangeliseringen til udelukkende at dreje sig om en indre Åndens tilskyndelse til i mennesket at opvække et indre åndeligt liv. Synodefædrenes tanker er helt forskellige herfra, hvilket også klart fremgår af deres indlæg. Biskopperne har ofte og med stor styrke bekræftet, at evangeliseringen vedrører hele mennesket, og at den – som følge heraf – må forandre de aktuelle, materielle livsvilkår; dels for at mennesket på den måde forberedes til at tage imod Evangeliet; og dels for at Evangeliets surdej kan gennemtrænge menneskets forhold og handlinger og omdanne dem efter Skaberens vilje.
Denne vedholdenhed, som forener det åndelige og det fysiske aspekt, og som – på en måde – korrigerer dem begge, er især kommet for dagens lys i de indlæg, som har relation til befrielsesteologien.
Dette befrielsestema, som så godt som alle synodens fædre – direkte eller indirekte – refererer til, må ses i relation til Helligånden. Mange behandler dette tema bredt og særdeles indgående. Nogle anser befrielsen for at være sand frelse, selvom befrielse – generelt sagt – præsenterer sig som et negativt skridt, idet den betegner en sejr over et onde, som forhindrer mennesket i at få adgang til dets fulde udvikling og fuldendelse. Det er sådan, at man må forstå udtrykket ”Den integrerede befrielse”, der ofte er hørt i aulaen; dermed mener man, at Kristus frelser mennesket ikke kun fra synden og dens konsekvens, døden, men fra alle syndens virkninger, og det på alle områder; noget som sandt at sige ikke vil blive realiseret fuldt ud førend i himlen.
Det fremgår klart, at alle synodens fædre erkender, at befrielsen indeholder to dimensioner, den temporære og den eskatologiske. Når de skal forklare sig, insisterer nogle af dem mest på det temporære aspekt, mens andre mener, at det eskatologiske aspekt er vigtigst. Mange søger at opnå balance og harmoni mellem de to aspekter, eller peger i de mindste på, at det er den vej, man må gå. Måske kan man skelne mellem fædrene fra ”den tredje verden”, som insisterer på befrielsen i tiden, og fædrene fra ”første og anden verdens” lande, som lægger vægt på den eskatologiske befrielse. Dette forklares af forholdene i de regioner, hvor de pågældende udøver deres tjeneste. Vi sagde ”måske”, for der er også fædre fra ”den tredje verden”, som kraftigt – om ikke polemisk – understreger befrielsens eskatologiske aspekt. Hvad angår forbindelsen mellem befrielsen og Evangeliet så mener nogle, at befrielsesteologiens bestræbelser stemmer overens med Evangeliets natur; andre mener, at denne teologi er udtryk for Evangeliets troværdighed, eftersom det er ”de fattige, som bør evangeliseres”; og endelig anser andre denne bestræbelse på at fremme den menneskelige udvikling for at være en frugt af kærlighedens dyd. Forudsat at befrielsesteologien er inspireret af næstekærligheden, forekommer dette sidst omtalte synspunkt langt mere interessant, end dét som fører til den opfattelse, at befrielsesteologien udgør en reel trussel mod den sociale retfærdighed; noget som ville være ensbetydende med, at man afstod fra i sandhed at tjene mennesket.
I begyndelsen af dette afsnit bemærkede vi, at teologien om Helligånden fandt sin komplementaritet og sit korrektiv for potentielle fejltagelser i befrielsesteologien. Nu kan vi tilføje, at hvis man skal sikre befrielsesteologien mod at være ensidig, så kan det kun ske, hvis man konstant erindrer sig om den sandhed, at kun den befrielse, som fjerner hindringerne for det enkelte menneskes fuldkomne fællesskab med Gud og næsten, fuldt ud vil kunne imødekomme menneskets ønsker og håb; og dette er Helligåndens gave og frugt. På den måde forstår vi, hvorfor de to udtryk ”Helligåndens teologi” og ”befrielsesteologien” ofte høres i aulaen.
II. FORKYNDELSEN AF BUDSKABET OG DET PRAKTISKE LIVS VIDNESBYRD
3. Nogle af synodens fædre minder om, at det at tro på Evangeliet nødvendigvis må indebære, at man anser Evangeliets udsagn om Jesu handlinger og lære for sande. Heraf kan vi slutte, at hvis troen implicerer, at man har givet sin tilslutning til de sandheder, som Gud har åbenbaret, så må evangeliseringen forkynde disse af Gud åbenbarede sandheder. Det er af stor betydning, at man i dag holder fast i dette, eftersom en antiintellektuel modstrøm, der breder sig i vor tid, forsøger at påvirke mennesker til at glemme, at Kristus ikke alene har været udgangspunkt for menneskelig fremgang og udvikling, men at Kristus har betroet sin Kirke en lære og veldefinerede erklæringer. Denne lære har apostlene bevaret som et ukrænkeligt betroet gode, som de har forkyndt og forsvaret. Det er ud fra denne betragtning, at mange af synodens fædre – i en prisværdig søgen efter nye veje for evangeliseringen – enten ved opmuntringer eller ved advarsler har mindet talsmændene om, at de ikke burde afvige fra evangeliseringens traditionelle og uundværlige veje, hvad enten det er i messens prædiken, i administreringen af sakramenterne eller i den systematiske belæring af Guds folk overalt og til alle tider. Med hensyn til de nyeste måder at evangelisere på – eksempelvis ved hjælp af kommunikationsmidlerne – der er i den grad værdsat af visse fædre, bør man erindre sig om, at det ikke alene drejer sig om at vække religiøse følelser, men om at fremsætte et læremæssigt budskab uden at give indrømmelser til sentimentalitet.
4. Dette er altid blevet bekræftet i Kirken og af Kirken; men ser man på det fra en bestemt synsvinkel, er det måske blevet alt for kraftigt understreget; som om man mente, at præsentationen af læren i sig selv var nok til at omvende sjælene. Ligeledes er flertallet af synodens fædre – måske er det tilmed dem alle – stærkt overbeviste om den komplementært sammensatte sandhed, idet nemlig den undervisning, der ikke bliver belyst og bekræftet af det kristne livs levede vidnesbyrd, mangler både styrke og publikum. Det drejer sig om vidnesbyrds-problemet, som så ofte er blevet bragt frem under synoden.
Visse af synodens fædre begræder de hindringer for evangeliseringen, der repræsenteres af skandalerne blandt medlemmerne af gejstligheden og de til hierarkiet knyttede lægfolk samt af de fejltrin, der er begået af almindelige kristne.
For disse fædre, og især for de af dem, der kommer fra missionsområderne, gælder det ikke sjældent, at visse kristnes moralske livsførsel er ringere end ikke-kristnes. Den slags klageråb er ikke ualmindelige i missionens historie. Det er derfor, at alle synodens fædre giver udtryk for, at de er overbeviste om, at det vil være vanskeligt at evangelisere den moderne verden, hvis ikke evangeliseringen bliver ledsaget af omvendelse og fornyelse af hele Kirken. Dette er alle bevidst om. Vidnesbyrdet om Kirkens hellighed, sådan som det må komme til udtryk i de kristnes liv, er den nødvendige forudsætning for evangelisering, ligesom det også vil gengive Kirken dens troværdighed.
Især insisterer fædrene på, at man bør efterleve fattigdommen. Selv når det drejer sig om de midler, der skal bruges i evangeliseringens tjeneste, bør fattigdommen komme til udtryk i de kristnes – og her især Ordets tjeneres – livsførsel. Anseelse eller stræben efter temporære goder bør på ingen måde hæmme de kristne i at sætte de åndelige goder højt og efterstræbe dem. Man henviser til næstekærligheden, først og fremmest til de fattige, de syge, de gamle, immigranterne etc. Og man minder om det tegn, som skal kendetegne Kristi disciple, og om at det er ved dette tegn, man skal overbevise om alvoren hos Evangeliets tjenere, om fortræffeligheden af den lære, som de bebuder og om Helligåndens virke i de kristnes hjerter. Adskillige fædre bekræfter i denne sammenhæng, at bestræbelserne på at befri mennesket giver troværdighed til Evangeliet og til dets tjenere. Andre gør opmærksom på, at sekulariseringen af verden i dag nødvendigvis kræver vidnesbyrd. Det er kun, når Kirkens hellighed i sandhed stråler klart, at vor tids mennesker, der er optagne og absorberede i materielle ting, kan nå frem til at erkendelse af frugtbarheden i og nødvendigheden af de åndelige og kristne værdier. Kirken i dag behøver mere end nogensinde helgener…
III. ENHED OG MANGFOLDIGHED
Synoden kunne ikke undgå at forholde sig til den modsætning, der er, mellem enhed og mangfoldighed; selv i Evangeliet møder man denne modsætning! Den er et alment problem, og evangeliseringen repræsenterer kun et enkelt eksempel herpå. Også her vil vi kort beskæftige os med dette emne.
5. Ganske rigtigt beklager mange af synodens fædre, at vi ikke længere bruger ét og samme sprog, både når det gælder forkyndelsen af Evangeliet, liturgi og læremæssige erklæringer. De bekræfter, at enheden i ånd og handling er et særligt kendetegn for Kirken, et tegn på dens vitalitet. Omvendt er mangfoldigheden og forvirringen i vore handlinger og diskussioner og værre endnu de interne modsigelser i de udtalelser, som man bringer, anledning til skandale og til nedbrydelse af Kirkens troværdighed.
6. På den anden side insisterer Østens patriarker og biskopperne i missionsområderne almindeligvis på, at det er nødvendigt, at liturgien, Kirkens lovgivning, kirketugten og fremstillingen af den katolske lære til en vis grad bliver afpasset efter mentaliteten i de forskellige regioner. De ønsker, at Evangeliets forkyndelse sker i samklang med det lokale sociokulturelle klima; noget som ikke kan ske, uden at man accepterer en mangfoldighed i formuleringerne.
På koncilets tid benyttede man ofte den traditionelle formel, ifølge hvilken man nødvendigvis må bevare enheden, når det drejer sig om væsentlige ting, mens man anerkender mangfoldigheden, når det drejer sig om mindre væsentlige forhold. I dag skelner man i meget forskellig udstrækning på denne måde; for dét, som – både med hensyn til indhold og formidling – udgør problemet, er netop at afgøre hvad i evangeliseringen, man skal bevare som værende væsentligt, og hvad der blot er tomme formularer.
Det er klart at man til dette problem ikke kan pege på en enkelt løsning, der på samme tid vil være generel og præcis. Den teologiske refleksion, de troendes fornuft og især den pastorale myndighed vil med tiden ved erfaringens dømmekraft – som vil acceptere det ene og forkaste det andet – vide at beslutte, hvad enheden kræver og hvad der alene er uniformitet eller konformisme…
IV. DET EVANGELISKE BUDSKABS INTEGRITET OG TILPASNING
7. Opgaven for Evangeliets budbringere består i at forkynde det mysterium, som Gud har åbenbaret, for menneskene. Det er for vor frelses skyld, at Guds Ord er blevet åbenbaret. Eftersom hele læren om troens betroede gode angår frelsen for dem, som hører det, er det da heller ikke tilladt os at beskære dette betroede gode med den mindste tøddel. Det som ved Ånden er blevet åbenbaret for os, det som Guds Kirke har defineret i sin udlægning og i sin praktiske efterleven af Guds Ord, det er blevet overgivet os, for at vi på troværdig vis kan give det videre. Fædrene har på den ene side lagt vægt på det eksempel, som udvises af dem, der også i vor tid forkynder Guds Ord med frihed og uden frygt, ja som gør det, selv når de er bundet på hænder og fødder; på den anden side beklager fædrene sig over, at visse af de sandheder, som er en del af troens betroede gode, men som ikke behager mennesker, bliver forbigået i tavshed; det gælder forpligtelsen til at bære sit kors, usikkerheden omkring ens egen frelse, nødvendigheden af at tilhøre Kirken, samt kravet om at man tilpasser sig bestemte moralske normer.
8. De fædre, som insisterer på forkyndelsens integritet, opfatter imidlertid ikke dette krav til evangeliseringen, som at det blot drejer sig om ren og skær repetition af hver eneste af de trosartikler, som Kirken anbefaler. De fleste insisterer endog på, at der sker en vis tilpasning til de mennesker, som skal lytte til det evangeliske budskab. Tilpasning kræver, at disse temaer bliver forklaret i vendinger, der kan forstås af tilhørerne; og især kræver det, at budskabet ikke er belastet med begrebsmæssige eller lokale, opdigtede fremstillinger, som i tidligere tider kunne synes nyttige, når man ville udtrykke frelsesbudskabet, men som i dag forhindrer tilhørerne i at sætte hele det kristne budskab i relation til deres egen kultur.
Til dette spørgsmål om tilpasning i relation til en evangelisering knytter der sig to problemer, som ligger fædrene meget på sinde, og som har med evangeliseringen af de unge og med evangeliseringen af menneskets arbejde at gøre; denne opgave påhviler specifikt lokalkirkerne.
De to elementer, ungdommen og menneskets arbejde, udgør en stor del af samfundets struktur. Begge kategorier, de unge og arbejderne, lever på hver sin egen måde, og skal de evangeliseres, forudsætter det en målrettet tilpasning. Med hensyn til de unge har man sagt, at det er nødvendigt – især i ”den anden” verden – at gøre dem immune overfor en ateistisk opdragelse. Nogle af synodens fædre har i øvrigt udtalt, at de katolske skolers måde at fungere på – selv når det gælder de højere uddannelser – ikke er forældet; og det er stadig skolernes mål sammen med undervisningen at give en kristen opdragelse. Når det drejer sig om evangelisering af menneskets arbejde, må man tillægge forbindelsen mellem forkyndelse og vidnesbyrd en helt særlig betydning; dette fremgår af eksistensen af ”arbejderpræster”, som endnu ikke helt har fundet deres egen identitet.
De lokale kirker er i særlig grad privilegerede, når det gælder tilpasning, idet de bedre end den universelle Kirkes centrale organer kender de forskellige befolkningsgruppers og regioners særlige behov. Af fædrenes indlæg fremgår det, at de lokale kirker – i både deres væsen og deres virke – ikke blot benytter forskellige sprog, men også har forskellige anskuelser. Derfor har mere end én af fædrene udtrykt ønske om, at teologerne med større opmærksomhed påtager sig at uddybe spørgsmålet om lokalkirkernes egenart. I det økumeniske perspektiv har dette en særlig betydning i bestræbelserne på at nå frem til, at vi kan dele kommunionen med vore adskilte brødre.
9. Den, som forkynder Evangeliet, bør således på den ene side drage omsorg for, at troens betroede gode ikke forsømmes; og på den anden side må han undgå at fremlægge Guds Ord ved hjælp af udlægninger og forestillinger, som tidligere var almenkendte, og som tilmed blev benyttet af forfattere af helgenbiografier, men som i dag er forældede.
I et forsøg på at skabe en syntese mellem nødvendigheden af at bevare troens betroede gode intakt og ønsket om tilpasning til tilhørernes kapacitet og behov, er det nødvendigt at erindre om, at evangeliseringen kræver, at mennesker bliver overbevist om de sandheder, som direkte udgør troens grundlag. Ifølge det 2. Vatikankoncil vil dette sige den guddommelige viljes skjulte plan om ”at give adgang til Faderen ved det inkarnerede Ord i Helligånden for frikøbte mennesker og lade dem få del i den guddommelige natur” (Dei Verbum, 2). Det er i forhold til dette kernepunkt og dette grundlag, at alle de andre dogmer bør præsenteres. De må nødvendigvis bekendtgøres i den udstrækning, de i de pågældende menigheder og ifølge de lokale forhold er nødvendige for at skabe tilslutning til frelsens mysterium, og de må forklares i den udstrækning, dette mysterium bliver modtaget.
Det, at man under særlige forhold ikke vil kunne tale om visse ting, er på ingen måde det samme som, at man afviser, modsiger, ringeagter eller bevidst forbigår dem. Det usagte må med stor respekt i stedet afvente andre tider; ligesom den sten, der i første øjeblik ikke finder sin plads i opbygningen af det åndelige bygningsværk.
V. KONTINUITET OG BRUD I RELATION TIL FORSKELLE I MENTALITET
10. Evangeliets forkyndere, apostlene, anstrengte sig for at overbevise deres tilhørere. Når de talte til jøderne lagde de vægt på profeternes messianske løfte og pegede i den forbindelse på fuldbyrdelsen i Jesus. Når de henvendte sig til hedningene, henviste de til den ukendte Gud, og pegede på resultaterne af deres famlende søgen.
Synodefædrene taler gerne om, at det er nødvendigt at bruge samme fremgangsmåde, når der skal evangeliseres i dag.
Og først og fremmest er deres tankegang helt klar, når det drejer sig om menneskets befrielse og om forbedring af menneskers forhold; Kirken må nødvendigvis tage menneskehedens helt legitime forhåbninger på sin kappe og præsentere Evangeliet som det helt overvældende svar på disse forhåbninger. Det ville nok ikke være muligt at drage mennesker til Kristus, hvis ikke de forstod, at de i Kristus kunne realisere alle deres forhåbninger. Vi bør – hvis vi vil bruge en pædagogik, hvis omdrejningspunkt er Kristus – udnytte det, som er sandt og retfærdigt i de overbevisninger og de værdinormer, vi finder i verden. Denne fremgangsmåde kan man benytte sig af ikke alene i missionsområderne og i forholdet til de ikke-kristne religioner, men også i de lande, som i lange tider har været kristne; og det gælder også med hensyn til alle de kristne læresætninger, vi har fået overgivet.
11. På den anden side er Evangeliet uforeneligt med enhver ikke-kristen doktrin eller religion, idet Evangeliet overgår dem alle, fælder dom over dem, fuldender og korrigerer dem. Nogle af disse andre religioner kredser om et centralt punkt, som i selve sin natur modsiger og forkaster Evangeliets sandhed, eftersom det repræsenterer et ”anti-evangelium”. Men ingen af dem lægger op til et ønske om at blive renset for blot nogle af deres fejltagelser og afvigelser; og de delvise sandheder, som de udspreder, bør altid fuldstændiggøres i troens lys. Men selv da Paulus priser Athens borgere for deres religiøsitet, bebrejder han dem deres uvidenhed og kræver, at de ophører med at være sekteriske afgudsdyrkere.
Hvis med andre ord de, som prædiker Evangeliet, lader sig forføre af et ønske om en letkøbt forståelse mellem mennesker og Kirken og stiller sig tilfreds med at understrege dels kontinuiteten i det evangeliske budskab og dels de tidligere forhåbninger hos dem, de henvender sig til, uden at oplyse om det nødvendige brud og den uundgåelige konversion, er de ikke tro mod Evangeliet.
12. Den måde, hvorpå synodens fædre udtrykker deres insisteren på kontinuiteten og på nødvendigheden af at præsentere Evangeliet på en for tilhørerne tilgængelig måde, forudsætter ikke alene, at der her er tale om to modsætninger, men om to helt forskellige og modsatrettede aspekter. Imidlertid går kontinuiteten og bruddet hånd i hånd i det øjeblik tilhøreren forstår, at hans dybeste attrå ikke kan opfyldes, ved at man viderefører tidligere tiders fremfærd, og ved at man værner om den gamle måde at tænke og reagere på, men ved at man antager et nyt liv i Kristus …
VI. RELIGIONEN OG SEKULARISERINGEN
13. Adskillige af synodens fædre har ud fra forskellige synsvinkler drøftet den komplekse ideologi, vi under ét benævner ”sekulariseringen”. Vi vil her kun holde fast i det, som har nøje forbindelse til evangeliseringen, og som fædrene på forskellig vis har kastet lys over.
I det aktuelle samfund er mennesket blevet bevidst om det skabtes autonomi og om de love, som styrer fremskridtene. Mennesket har erkendt de verdslige tings egen, indbyggede værdi, sådan som de vurdereres af mennesket selv; og mennesket er overbevist om, at menneskeheden uden mirakler vil være i stand til at løse problemerne her på jorden ved hjælp af de verdslige institutioner.
Som koncilet allerede har sagt, afvises denne overbevisning ikke af Kirken, forudsat at den ikke fører til sekularisering, hvilket vil sige til benægtelse af transcendensen. Dette har mange konsekvenser for evangeliseringen.
Vi bør ikke give løfter om en fortsat strøm af mirakler eller spekulere i dem; men vi bør tro på og demonstrere, at Gud handler ved hjælp af de naturlove, som han selv har fastlagt. Vi bør ikke isolere tilbedelsen af Gud, så den kun foregår i et helligt tempel adskilt fra vort daglige liv; og vi bør heller ikke afskære det verdslige fra det hellige ved at fratage det enhver religiøs værdi; men vi må nødvendigvis demonstrere, at Evangeliet er en surdej, som gennemtrænger hele menneskets liv, og at Evangeliets ånd giver liv til både individ og samfund. Vi bør ikke lade Kirken kontrollere hele det verdslige liv, og vi bør heller ikke konstant pålægge det at skulle overvåges af en ydre autoritet; for Kristi kærligheds skyld er det nødvendigt, at vi tilslutter os samfundets love og legitime forhåbninger.
På den måde bliver hele den menneskelige tilværelse et fortsat åndeligt offer, som ved Kristus i Helligånden ofres til Faderen.
14. På den måde vil alt det, som repræsenterer åndelige værdier, og som befordrer foreningen med Gud – institutioner, kirker, religiøse værker – ikke blive forkastet som værende overflødigt, og på den måde vil betydningen af en evangelisering komme for dagen. For selv om de verdslige ting har deres egen værdi i sig selv, så er det en kendsgerning, at mennesket, som er mærket af synden, ikke uden nådens hjælp kan opretholde den naturlige orden og endnu mindre vil være i stand til at leve op til sit guddommelige kalds krav. Det hellige er en hjælp for mennesket – ikke derved, at det erstatter det verdslige eller tilføjer det et fremmedelement, men fordi det bevarer og fuldkommengør det, som de såkaldt verdslige tings realiteter indbefatter. På samme måde kan de religiøse tiltag alene aldrig være påskud til at de kristne fritages for deres forpligtelse til at udøve retfærdighed og næstekærlighed; men de er nyttige og nødvendige for dem, fordi de hjælper dem med at tilvejebringe den universelle frelse.
I denne sammenhæng foreslår adskillige fædre, at man betoner værdien af en række folkelige former for tilbedelse, som er udsprunget af traditionen, og som er tilpasset bestemte regioners særlige egenart. Dette bør man ikke lade hånt om, men i stedet bør man rense dem for deres ufuldkommenheder og understrege deres sammenhæng med frelsens centrale mysterium. Ganske særligt har man gerne villet anbefale tilbedelserne af Jesu hellige hjerte og af den salige Jomfru Maria.
VII. GUDS FOLK OG GEJSTLIGHEDEN
15. Arbejdet med at evangelisere tilkommer med rette Kirken og dermed hele Guds folk. Alle kristne uden undtagelse er kaldet til at forkynde Evangeliet. For ved dåben er alle indlemmede i Kristus og har dermed del i hans tredelte magt som profet, præst og konge; alle har således del i ansvaret, alle er med til at bære hele Kristi legemes bekymringer. Ved at støtte sig til dette princip minder synodens fædre kraftigt om alle kristnes ansvar for evangeliseringen af verden i den udstrækning, det er muligt for den enkelte i vedkommendes konkrete situation i Kirken og i det sociale samfund.
Fædrene har især talt om de til ordenslivet knyttede kvinder og mænd; det skyldes ikke kun den betydning, ordnerne har i Kirken i dag, eller det vidnesbyrd, som et kristenliv i hvilket de evangeliske råd bliver fulgt til punkt og prikke, udgør; det skyldes også nødvendigheden af, at ordnerne tager aktivt del i det pastorale arbejde. I samme åndedræt som ordensinstitutionerne har man ikke nævnt lægmands-institutionerne; sandsynligvis fordi de blev medinddraget under benævnelsen ”institutioner”. Imidlertid kan ingen af disse unddrage sig den opgave, der i verden i dag tilkommer disse institutioner i udbredelsen af Guds rige. Disse institutioner er blevet grundlagt i den hensigt at besjæle den aktuelle virkelighed med Kristi ånd; noget som i dag er i den grad nødvendigt.
Det, som på en særlig måde er nyt ved denne synode, det er den vedholdenhed, med hvilken fædrene har bedt om, at det bliver muligt for kvinderne at tage del i Kirkens liv. En sådan deltagelse har været anerkendt lige fra Kirkens første tid. Men måske har Kirken ikke i tilstrækkelig grad været sig dette bevidst; sandsynligvis skyldes det, at man vurderede, at apostolatet for de kvinders vedkommende, som levede i verden, måtte indskrænke sig til kun at omfatte opgaverne i familien. I dag vokser kvindernes indflydelse mere og mere i det civile samfund; derfor bør Kirken indse, hvor vigtigt det er, at kvinderne får mulighed for at påtage sig hele deres ansvar og derved også gøre sig effekt gældende i evangeliseringen. Det må nødvendigvis bemærkes, at det især er biskopperne fra ”den tredje verden”, der har insisteret på dette spørgsmål. Den faktiske tilstedeværelse af kvinder ved synoden må tydes som et ”tidens tegn”.
Blandt de forskellige medlemmer af Guds folk har man ikke talt meget om de intellektuelle. Det er imidlertid velkendt, at det er ideologierne, der styrer historien, og at disse ideologier udøver deres indflydelse på de fattige, som Kirken i dag i særlig grad er indstillet på at evangelisere. På grund af deres nære tilknytning til evangeliseringen har man ofte beskæftiget sig med de teologiske videnskaber. På den ene side anerkender man nødvendigheden af teologisk forskning; og på den anden side minder man teologerne om, at de bør undervise i den autentiske lære ud fra selve troens kilder, samt at de omhyggeligt må vogte sig for at fremkomme med nye og dårligt begrundede meninger, som i det kristne folk vil give anledning til skandale.
16. Selvom evangeliseringen angår hele det kristne folk, er det Frelserens vilje, at den ikke præges af uklarhed, men at den bliver Kristi mystiske legemes værk, at den udøves indenfor grænserne af Kirkens organiske struktur, med andre ord i særlig grad dér hvor hyrdefunktionen findes. Ved præstesakramentet er hyrderne særlig indsat til at skulle lede Guds folk.
Opgaven med at evangelisere hviler i første række på den romerske pave og på biskopperne; de bør tilskynde til evangeliseringen og lede den. Ved dem – og med præsternes og diakonernes hjælp – forkyndes den gode nyhed uafladeligt og overalt. Man kan uden tvivl sige, at evangeliseringen er et værk, som skyldes alle dem, der i næstekærlighedens navn arbejder for sandheden; ikke desto mindre eksisterer der i egentlig forstand kun evangelisering i den hierarkisk opbyggede Kirkes mission. Det tilhører i øvrigt hierarkiet – som også koncilet har mindet om, og som visse fædre kraftigt har gentaget det på synoden – at vurdere sandheden i de karismer og synspunkter, der udbredes overalt i Kirken.
Adskillige fædre har bekræftet, at paveembedet i vor tid mere end nogensinde har sin fulde betydning, idet det er enhedens og næstekærlighedens centrum og den fremmeste forkynder af Evangeliet. Vor verden higer mere og mere mod enhed, og det kan ikke være et spørgsmål om, at Kirken begunstiger centrifugale kræfter, hvis det skal ske på bekostning af, at selve enheden i Jesu Kristi Kirke går tabt.
VIII. KONKLUSION
Her ved afslutningen af denne rapport vil vi forsøge at definere det ord, som igen og igen har lydt i forsamlingen, og som tilmed har givet anledning til denne synode, nemlig ordet ”evangelisering”. Hvad er evangelisering? Generelt gik synodens fædre ud fra, at dette ords betydning var klar nok, og at der ikke var behov for nogen nærmere definition. Andre har derimod givet en definition af dette ord, som tager udgangspunkt i Skriften eller i erfaringer fra det pastorale arbejde.
I virkeligheden bruges ordet ”evangelisering” i dag på en temmelig tvetydig måde og med mange forskellige betydninger. Før koncilet betød det almindeligvis den missionerende forkyndelse, eller kérygmen – den første bekendtgørelse af frelsen for ikke-kristne. Under koncilet bevarede ordet sin missionerende betydning i adskillige dokumenter – eksempelvis i konstitutionen Lumen Gentium (6) og i dekretet Ad gentes (6). Men i dekreterne Apostolicum actuositatem (2.19,29) og Presbyterorum ordinis (5) betegner ordet ”evangelisering” snarere hele tjenesten – under alle dens former – for Guds Ord. Efter koncilet er det blevet vanligt, at man bruger dette ord til at betegne hele Kirkens mission, dvs. alt Kirken foretager sig, når den vil meddele og organisere Guds rige og føre gudsfolket frem til modenhed – alt sammen noget, som af koncilet snarere blev betegnet med ordet ”apostolat”. Det er i den betydning, at ordet ”evangelisering” benyttes af visse fædre og allerede her i betydningen ”arbejdsredskab” (24); men man bemærker i den forbindelse udtrykkeligt, at forkyndelsen af Evangeliet kommer i første række. I denne række af tolkninger af ordet ”evangelisering” bemærker man ligeledes de aktiviteter, der betegnes med ordet ”Præ-evangelisering”, og her især i betydningen ”den kristne bevidstgørelse” af den verdslige virkeligheds aktiviteter; noget som jo visselig har relation til evangeliseringen. Netop dette har paven selv erklæret i sit radiobudskab på missionsdagen i 1970 – hvor han i øvrigt også bruger ordet ”præ-evangelisering”.
Det, som taler til gunst for, at man bruger dette ord, som umiskendeligt har klang af mission, er det ikke netop, at det er et ”tidens tegn”? Dette ord udtrykker Kirkens bevidsthed, om at den helt igennem bør være missionerende og være det i stadig tiltagende grad.
Den overvældende mængde af ord og den kompleksitet, som udtrykket evangelisering fremkalder, bekræfter holdningen i vor rapport, idet vi – ved den to-strengede fremstilling – har præsenteret tilsyneladende modsatrettede synspunkter, som imidlertid i virkeligheden begge er nødvendige i evangeliseringen; dette fremgår også af de analyser, fædrene har foretaget.
Dette var altså, ærværdige fædre, resuméet af det, som De har udtalt, og det som de har hørt i aulaen. Det er klart, at vi ikke i denne syntese har kunnet anføre alle de forslag, som De har lagt frem. Det er imidlertid vort håb, at vi loyalt har meddelt det væsentlige i Deres indlæg.
***
Tillad mig til denne analyse at føje nogle bemærkninger, som vil kunne være nyttige i den fortsatte diskussion.
1. Vi må ikke glemme, hvorfor vi er forsamlet til denne synode. Vi er her for at udruste vor pave med forslag til den fortsatte udbygning af vore evangeliseringsbestræbelser her i tiden efter Det andet Vatikalkoncil. Vore erfaringer og vore teologiske overvejelser bør kunne give vort arbejde med at evangelisere verden af i dag nye impulser. Det er det mål, vi må fastholde, og det er i denne intention, vi må afvente synodens endelige forslag, som det er vor plan at overbringe paven. Når anden del af vor diskussion er afsluttet, vil vi gå i gang med at bearbejde de fremkomne indlæg.
I vore fortsatte teologiske overvejelser og i vort fremtidige arbejde er det meget vigtigt, at vi hele tiden tænker på, at udgangspunktet for evangeliseringens teologi ikke er en enkel læremæssig erklæring, men en befaling fra Vor Herre. Denne befaling, der forudsætter og udtrykker Guds frelsebringende vilje, lyder: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple…; … prædik Evangeliet for hele skabningen” (Matt 28,19; Mark 16,15). Det drejer sig ikke kun om at evangelisere i empirisk forstand (dvs. sådan som vi hele tiden har gjort) og heller ikke om at foretage en teologisk analyse, men om at efterkomme den befaling Kristus har givet, både på det teologiske og på det pastorale plan. Det er det, som karakteriserer evangeliseringen og dens teologi, og som jeg har forsøgt at udtrykke i min introducerende erklæring.
2. Den diskussion, der blev påbegyndt efter denne erklæring, har generelt set accepteret og bekræftet den dynamiske karakter af evangeliseringens teologi. Hvis vi erindrer os de forskellige indlæg, vi har hørt, vil vi konstatere, at mange af de på erfaringen byggede vidnesbyrd er kommet til udtryk i anden del af diskussionen, samtidigt med at man kraftigt har understreget det teologiske aspekt. Mange indlæg kredser om et teologisk tema, idet man betragter dette som et ”arbejdsredskab”. På den måde har de belyst det aspekt af evangeliseringens teologi, som er kommet til udtryk i erklæringen. Vi kan dog ikke sige, at alle indlæg i denne anden del har været karakteriseret ved, at man har fremhævet det teologiske aspekt; i hvert fald ikke i højere grad end indlæggene i diskussionens første del, hvor indlæggene især var af beskrivende art. Imidlertid er de fleste teologiske elementer overensstemmende, hvilket lægger op til, at vi fortsætter vore overvejelser.
3. Alt dette taget i betragtning – og efter den almindelige diskussion i anden del og forud for at arbejdsgrupperne tager fat – synes det nu på sin plads at anbefale, at vi gør problemerne i vor synteses enkelte elementer til genstand for teologiske overvejelser.
Anden del af vort arbejde bør bevare en nær tilknytning til første del, idet vi må erindre os selv om, at arbejdet med at evangelisere foregår her og nu, i verden af dag og af i morgen. I overensstemmelse med fædrenes indlæg – og naturligvis byggende på rapporten og på resultatet af det udførte arbejde – må det følgelig være mig tilladt at minde om nogle tendenser, som ikke alene vil angive rammen, indenfor hvilken vore erfaringer kan komme til udtryk, men som også vil understrege betydningen af de teologiske overvejelser. Disse tendenser vil jeg genkalde i nogle nøglepunkter, idet jeg både tager hensyn til følsomheden overfor disse tendenser i forskellige dele af verden og til den måde, hvorpå disse temaer er dukket op i fædrenes indlæg:
a) Kulturtilpasningstemaet eller temaet vedrørende forholdet mellem Evangeliet, sådan som det efterleves, og et bestemt folks eller kontinents oprindelige kultur. Dette tema er omtalt flere gange af de afrikanske fædre.
b) De store ikke-kristne religioner, et tema som hyppigt er taget op at fædrene fra Nær- og Fjernorienten.
c) Befrielsestemaet i teologisk, etisk og social forstand, et tema som er velkendt fra de sydamerikanske fædres indlæg.
d) Sekulariseringstemaet med faren for sekularisme i dens betydning af praktisk og teoretisk materialisme, som er en trussel for velfærdslandene. Dette tema har især de vesteuropæiske og nordamerikanske fædre beskæftiget sig med.
e) Den systematiske ateisme og den totale afvisning af Evangeliet og af enhver religiøs holdning, hvad enten dette gælder individet eller samfundet. I dette perspektiv vil det være på sin plads at reflektere over det intime forhold til Gud, som er indskrevet i menneskenaturen, og ligeledes over ethvert individs eller enhver menneskegruppes fundamentale ret til at antage troen og til at aflægge vidnesbyrd om den både i det private og i det offentlige liv.
4. Vi må holde øjnene åbne både overfor disse og for mange andre ting, når vi går i gang med vort ”gruppearbejde”, hvor vi vil bruge tiden på teologiske overvejelser. Nærværende syntese skulle gerne være til hjælp i disse overvejelser. Den er udarbejdet af pater Dominique Grasso S.J. fra Gregoriana universitetet med hjælp fra en række andre eksperter. Vi takker alle for det store arbejde og opfordrer dem til at fortsætte det, idet vi beder om, at Guds nåde fortsat vil give dem lys og styrke.
Højt ærede brødre! Efter at have hørt og overvejet alle jeres indlæg, og idet vi i særlig grad tænker på den ærværdige Philippe Potter, sekretæren for Kirkernes Verdensråd, måtte vi da værne om den levende interesse for i evangeliseringen af den aktuelle verden at kunne demonstrere det frelsebringende mysteriums enhed; måtte denne enhed, som har sit udspring i den ene og enbårne Frelser – med respekt for en retfærdig pluralisme – blive udbredt til at omfatte alle mennesker i vor tid. Måtte den ene Kirke lade den samme røst høre overalt. Og måtte overalt den samme iver og omsorg komme til udtryk til frelse for verden!
